Knud Romer Jørgensen - Når kilden til betydning er poesi

For forfatteren Knud Romer er passionen for den tyske romantik et faktum og en kilde til inspiration. I sin kommende roman fortæller Knud Romer om tiden fra han er 15 år, og hvordan han kom væk fra Nykøbing Falster. Fortidens stemninger og erindringer er fortsat syre på hans hjerte. Han krydrer sin fortælling med sin hustrus familiehistorie og et drama fra den kolde krig i 70’erne.

Han har skrevet og fortalt om sin opvækst i Nykøbing Falster mange, mange gange. Alligevel svarer han tålmodigt og udførligt på mine spørgsmål og perspektiverer tankefuldt til nutidens samfundsproblematikker. Med hans egne ord har hans liv været som nat og dag indtil 2006, da han debuterede med sin roman Den som blinker er bange for døden. Efter nogle indledende spørgsmål spørger jeg til hans forhold til litteratur og sin favoritforfatter.

Har du et forfatteridol?

Det kan du tro, jeg har. Jeg er jo vokset op med den tyske romantik, og jeg er meget glad for bl.a. Eichendorff og bogen Das Flüstern der Nacht. Mit største idol er Rainer Maria Rilke, som jeg har læst, fra jeg var ganske lille. Hans poetik og hans måde at lave metaforer og hans måde at skrive på, er mit et og alt. Jeg har besøgt hans châtau i Muzot, da jeg var ganske ung. Jeg indløste billet til Schweiz, og jeg besøgte det lille tårn, hvor han sad og skrev Sonette an Orfeus. Jeg plukkede et blad fra efeuen, som vokser på muren og har brugt det som læsemærke i hans bøger. Han er mit et og alt. Han er den største digter i det 20. århundrede. Hans bog Die Aufzeichungen des Malte Laurids Brigge er et forbillede for min egen roman.

De sætninger, som skulle stå i min mors dødsannonce, det er slutningen i [ kærlighedsdigt] Liebes-Lied af Rilke; ”O süßes Lied”. Det handler meget om fravær og død, og hvordan vi ligesom lever vores liv med døden som betingelse. Det er et forfatterskab, som jeg lever med. Det er alle hans digte og poetik fra jeg var 12 år og til nu. Selve hans måde at forstå sprog på, den menneskelige tilværelse, og måden han skriver på, er ligesom levende.

Ud af tomgangen

Jeg har hørt i en radioudsendelse omkring juletid på P3,at det smukkeste ord, du kender, er Andrea. Må jeg referere dig for det?

Ja, selvfølgelig! Min roman er også dedikeret til hende. 

Hun spiller en stor rolle i dit liv.

Ja, det kan man roligt sige. 

Jeg har læst i et interview fra Politiken, at hun var med til at redde dig som menneske.

Ja, det er rigtigt. Jeg var jo nået til vejs ende og havde sat mig til at drikke mig selv ihjel. Jeg havde studeret og spildt 17 år af mit liv på universitet. Jeg havde læst litteraturvidenskab. Så blev jeg til sidst ansat i et reklamebureau som 45-årig, hvilket ikke lige var planen. Så i stedet for at lave poesi, lavede jeg tilbudsannoncer. Jeg blev ansat som kreativ direktør for Danmarks største reklamebureau med 250 ansatte og ½ mia. i omsætning.   

Pludselig står jeg nede i Cannes og er med i Triers film, som er indstillet til Den Gyldne Palme. Jeg står der på den røde løber og tænker. Pludselig går det op for mig, at det eneste, som betyder noget for mig, er at skrive poesi. Til sidst er det hele så meningsløst, at jeg drikker mig ihjel. Så er jeg så heldig, at døren går op på den bar jeg sidder på, og ind kommer en dame med en violin over skulderen. Hun har studeret i Wien, som er min ynglingsby. Vi snakker om Wien, Wienerskolen, musik og poesi og kager. Der tog hun så mig og åbnede dørene til det liv, som jeg ikke levede, men som jeg egentligt gerne ville have. Hun gik så ind i Radiosymfoniorkesteret og betalte huslejen. Så havde jeg 3 år, hvor jeg kunne skrive romanen, som jeg altid gerne ville have skrevet. Hun læste den igennem og satte punktummer, fordi der var så meget og. Der var og.., og, og ...og.. og..og. På mange måder er det hende, som har sat punktummerne i mit liv.

Du har kæmpet meget i dit liv og har haft mange omveje for at nå i mål som poet. Føler du, at du har spildt de år, eller har du senere hen prøvet at bruge dine erfaringer konstruktivt? 

Hvis du begynder på universitet som 18-årig og så stopper som 35-årig, så bruger du dit liv på noget, som aldrig blev til noget. Det er jo helt forfærdeligt! At være evighedsstuderende er nok en af de mest kranke skæbner, man overhovedet kan få. Jeg befandt mig i et miljø, i nogle omgivelser socialt, hele den akademiske verden, i et tidsrum i 80’erne, hvor intet var på plads, og hvor man bare lod de studerende sejle. Der var meget, meget langt fra Nykøbing Falster til universitet. Nykøbing Falster var som en tyrkisk landsby i 60’erne. Der var kun 2 i min klasse, som kom på gymnasiet. Der var mig og så biskoppens søn. Der var meget, meget lang vej til København og til universitet på det tidspunkt. Og der var en endnu større vej fra universitet ud i virkeligheden. Jeg havde ikke noget handleskema i hovedet. Jeg kendte ikke nogen mennesker i København, og hele studiet relaterede sig ikke til noget! Det vil sige, at det slet havde ikke nogen retning, ikke nogen grænser eller noget mål. Så det var oceanisk, og jeg kunne læse fra nu af og til evigheden! Det var filosofi, antropologi videnskabsteori og lingvistik. Så endte jeg med at læse videnskabshistorie og skrev speciale om medicinsk historie; om den offentlige hygiejne i Paris mellem 1750–1850. Jeg sad med franske politirapporter, og samtidig var det grænseløst. Samtidig var der ikke nogen, som udgav det, som jeg skrev. Der var ingen, som trykte, det jeg skrev, for jeg kendte ikke nogen. Det var frygteligt! Det er ligesom at søge et job. Det sker via ansøgninger, og så får du ikke noget job, hvis du ikke kender nogen. Det er det samme med at skrive, hvis man ikke har noget skrivebord at lægge det på, hvis man ikke er noget eller nogen, er det meget svært at få det trykt. Der var ingen, som antog mine digte. Det var jo fortvivlende.  Der måtte jeg så som 35-årig til sidst give op.

Det var en drøm, som jeg havde drømt, siden jeg var 13 år. Jeg sværgede ved mig selv, at mit livs mening var at udgive ved Insel Verlag. Jeg kiggede ind ad vinduerne ved det forlag i Frankfurt. Hvis du kun har en ting som kilde til betydning i dit liv, så har du jo satset hele dit liv på en umulig drøm, og din drøm den er brast. Dit liv bliver meningsløst, og at jeg blev reklamemand var jo fuldstændigt vanvittigt. Det var i sidste sekund, at det lykkedes, og det var kun på grund af Andrea.

Bastante meninger

Der ligger en energi i din roman eller kraft af ubehagelighed i teksten, som jeg vil tillade mig at kalde hævn eller at hævde sig i forhold til det miljø, du er vokset op i. Er det godt?

Om det er godt eller dårligt, skal jeg ikke kunne sige. For de fleste mennesker er det jo et livsvilkår. Man skal passe meget på, hvordan man omgås hinanden.

Det er jo klart, at når man er vokset op som et mindretal i et land, som sterotypiserer din kultur, som har et kig på din baggrund som noget skidt. Hvis du ikke kan gå på gaden med din mor, uden at du føler, at hun bliver gjort til grin. Det er pinligt den måde hun taler på, hvis omgivelserne ligesom afviser dig. Det er en meget farlig ting, fordi du tager deres kultur, deres identitet fra dem, hvis du ikke føler, der er nogen social anerkendelse, og du har ret til at være der, hvor du er. Og du ikke har mulighed for at realisere dig selv i den offentlige forsamling. Du føler det omgivende samfund vender dig ryggen ud fra stereotype forestillinger, som er ringeagtende, så har du definitionen på en terrorist. Hvis jeg kom fra en mindre ressourcestærk familie, og havde jeg ikke været menneskekender, kan jeg sagtens forstå, hvorfor folk bliver voldelige, laver bander og sprænger ting i luften.

Min bog er en litterær skamstøtte.  Jeg har et håb om, at denne bog for tid og evighed vil komme ind i den danske litteratur stående dér som evig skam og skændsel over denne her by. Det er da ikke andet end ret og rimeligt. Jeg har stadig et lille ”arbejde” til dem. Jeg har Nykøbing Falsters bytromme fra 1593, som man gik rundt med i byen og trommede på, når der skete noget; var nyheder, opråb og man skulle samles på Torvet. Den tror jeg, de meget gerne vil have på bymuseet dernede.  

Hvordan har du fået fat i den?

Jeg har købt den på en aktion. Den vil jeg gerne donere til dem på bymuseet, men så skal der stå, at den er doneret af Hildegard Romer Jørgensen!

Hvordan husker du tiden før udgivelsen af romanen og tiden efter, for den blev jo overordentlig godt modtaget?

Jeg var blevet fyret som reklamemand, efter at jeg havde skrevet en artikel, der hedder ”Det smukkeste ord” - den er vist stadig på nettet. Jeg havde ikke noget job, og jeg havde ikke nogen penge. Det var på alle måder hele mit liv på et kort. Jeg havde jo brændt alle broer. Det er jo en sølvkugle, som jeg har slebet på hele mit liv. Jeg fik endelig mod til lægge den i pistolen og sigte efter stjernerne og så trykke af. Min bog skulle udgives i Tyskland til et tysk forlag, men jeg sagde nej, for jeg ville have den skulle udgives på Insel Verlag – Rilkes forlag i Frankfurt.

Der er aldrig nogen levende dansk forfatter, der er udkommet på Insel Verlag. De har udgivet H.C. Andersen, I. P. Jacobsen, og det er det. Min forlægger sagde til mig, at jeg lige så godt kunne opgive, og det aldrig kommer til at ske. Det er det fineste forlag i Tyskland. Men trangen til at prøve…

Det lykkes dem til sidst at lægge en bog dernede på et bord. Der gik et år; der var 1 lektør, der var 2 lektører, og der var 3 lektørudtalelser. Efter meget lang tid ringede telefonen, og det er min forelægger - jeg tænkte; ” Åh nej, det er gået galt” - og han siger: ”Knud, nu skal du ikke få et nervesammenbrud: Knud, til lykke! De har antaget dig. Du er den første levende danske forfatter, som udkommer på Insel Verlag”. Spøgelset af min største drøm er gået i opfyldelse. Tiden før 2006 kan du lige godt sætte et minus foran og sætte et plus efter. 

Der er et liv før og efter bogen for dig? 

Ja, det kan roligt sige. Det er sort og hvidt. Det er fuldstændigt meningsløst og fuldstændigt meningsfuldt. Det er fuldstændigt fremmedgjort. Det er som nat og dag.

Kort over Paradis

Planlægger du igen at skrive og inden for hvilken genre?

Det er følelsesmæssigt forpligtende, det som jeg skriver, og hvis jeg ikke har en historie, som jeg synes, der er værd at skrive, så skriver jeg ikke. Det skal være ordentligt litteratur. Jeg kommer til at skrive en roman, som kommer til at hedde Kort over Paradis, og jeg skrevet 400 sider på den, jeg synes bare ikke, de er gode. De skal skrives om. Jeg er i gang med en børne-ABC, som bliver meget fin, og som John Kørner illustrerer. Det handler meget om poesi. Det er 29 remser om dyr; det er 29 dyrefabler, som er kogt ned til ned til 4 sætninger. Den har meget af den samme poesi som romanen. 

Der er et om lærken, som lyder sådan her; 

Lærken letter fra mit hjerte, 

og så triller i det blå, 

når du lytter til en lærke, 

kan du mærke hjertet slå

Og så laver vi 29 af dem på noget flot papir med nogle flotte malerier til.

Min kommende roman handler om tiden fra jeg er 15 år, og hvordan jeg kom ud af Nykøbing Falster. Det er min egen historie om den evighedsstuderende, som ikke bliver til noget, og den blander jeg så med min kones historie, hendes familiehistorie og om Wien. Den blander jeg så igen med min bedste ven Micha, som jeg mødte i København som 18-årig. Han er en russisk-amerikansk dreng, som viser sig at have en fuldstændig fantastisk historie. Jeg har kendt ham i 30 år, og der fletter jeg så hans historie ind. Han er søn af en amerikansk diplomat, og hans far er så altså også CIA-agent og spion. Han er hele tiden vokset op i frygten af den kolde krig i 70’erne. Han har boet i Genève, Istanbul, og vokset op i Teheran i Iran. Så der er meget af min roman, som kommer til at gå tilbage til 70’erne.

Min roman er en bastard

Hvilken genre og perioder inden for litteratur holder du mest af?

Der er tysk, russisk, der er amerikansk, fransk og engelsk litteratur. Jeg er temmelig ligeglad med, hvilken nationalitet komponisten har.

Du er meget begejstret for Rilke. Er der nogen forfattere inden for den nordiske litteratur, som du vil fremhæve?

Det er der ikke!

Herhjemme har vi kun Carl Nielsen, Kierkegaard og I. P. Jacobsen, Herman Bang og H.C. Andersen. Jeg synes, at Karen Blixen er rædselsfuld. I det store hele interesserer dansk litteratur mig ikke, og min roman har ikke noget med dansk litteratur at gøre. Den skriver sig ind i tysk litteratur. Problemet med min roman er, at den er en bastard. Den er skrevet på et forkert sprog. Den findes kun i tysk litteratur i en oversættelse, og der kan de forstå, hvad den handler om. Herhjemme kan man ikke forstå, hvad den handler om. Til gengæld er sproget i romanen skrevet på dansk. Du har ret. Der er jo ikke en kæft, som har interesseret sig for hele historien om Rote Kapelle og hele den tysk-fascistiske modstand, og hvem f.eks. min mors forlovede Horst Heilmann er. I Tyskland er der hele gader, som er opkaldt efter ham. Han er hovedpersonen i Peter Weiss’ Die Ästhetik des Widerstands, som er en af de største romaner i det 20. århundrede. Det er den tyske pendant til James Joyes’ Ulysses. Når du kommer fra den ene kultur, kan du jo ikke referere til denne kultur, hvis du bor i et andet land. Den kan ikke rigtig læses af de mennesker, på hvis sprog den er skrevet.

Comme il faut.

Din roman kan også læses som skyld. Hvor længe skal tyskerne føle skyld over 2. Verdenskrig? Min generation og mine børns har en helt anden distance til 2. Verdenskrig, og måske er vi også trætte af at tale om den.

Det skal de ikke mere efter 2006. I samme år som min roman udkom, var der verdensmesterskaberne i fodbold nede i Tyskland. Der kunne jeg mærke, at det var forbi. Der var det 60 år efter krigen, og det var første gang tyskerne begyndte at flage igen og have flag på bilerne og sådant noget. De festede med et fodboldhold, og jeg kunne mærke, at danskerne faktisk holdt med Tyskland. Det var et multi-kulti-nationalt landskab. Der var 8 nationaliteter på det tyske landshold, og det er altså mange. Det danske landshold har hvor mange nationaliteter? Vi har et etnisk rent dansk fodboldhold. Så nu begynder det at blive danskernes tur til at overveje, hvordan de har indrettet samfundet, hvordan deres udenrigspolitik er, og hvordan de i det hele taget opfører sig. Tyskerne har lært deres lektie. Så det er slut. Det er kun Dansk Folkeparti og meget, meget stærkt problematiske sociale lande rundt omkring, som dyrker det. Normale oplyste borgere, som har en normal uddannelse og har et normalt job, der findes det ikke. Der er jo ikke længere nogen rationel anledning, det er jo irrationelt. Så ethvert udtryk for tyskerhad er kun udtryk for problemer i ens egen tilværelse. Jeg vil faktisk sige, at hvis man trækker hagekorset over for en tysker nu, er det ligesom at trække bukserne ned på sig selv.