Olga Ravn - 'Jeg æder mig selv som lyng'

Olga Ravn er født i 1986 og uddannet fra Forfatterskolen i 2010. Til daglig arbejder hun som litteraturanmelder hos Information og Femina.  I januar 2012 udkom hendes debutdigtsamling ‘Jeg æder mig selv som lyng’.
Digtsamlingen høstede splittede anmeldelser, men udelod ingen tvivl om potentiale og et nyt dansk talent under opsejling.
I digtsamlingen efterlader Olga Ravns beskrivelse og gengivelse af kroppen et stærkt indtryk på læseren, hvilket understreger hendes talent tydeligt ifølge Belingskes anmelder: “Olga Ravns indkredsninger af pigesind, krop, sex og kravet om at være en perfekt pige - at være ’reklamepigebarnet’ ER bristefærdigt af talent.” (Berlingske)
En af forfatterens kvaliteter er hendes evne til bruge sproget på en måde, der giver læseren rig mulighed for at danne sig billeder under læsningen - Noget, der også efterlader et indtryk hos anmelderne: “Olga Ravn tænker i billeder, ligesom hun skriver billeder og dufte og sansninger frem på en helt særegen måde.” (Information)  

 
'Jeg æder mig selv som lyng' - Receptionshistorie og interview med Olga Ravn
Olga Ravn er født i 1986 og uddannet fra Forfatterskolen i 2010. Til daglig arbejder hun som litteraturanmelder hos Information og Femina.  I januar 2012 udkom hendes debutdigtsamling ‘Jeg æder mig selv som lyng’.
Digtsamlingen høstede splittede anmeldelser, men udelod ingen tvivl om potentiale og et nyt dansk talent under opsejling.
I digtsamlingen efterlader Olga Ravns beskrivelse og gengivelse af kroppen et stærkt indtryk på læseren, hvilket understreger hendes talent tydeligt ifølge Belingskes anmelder: “Olga Ravns indkredsninger af pigesind, krop, sex og kravet om at være en perfekt pige - at være ’reklamepigebarnet’ ER bristefærdigt af talent.” (Berlingske)
En af forfatterens kvaliteter er hendes evne til bruge sproget på en måde, der giver læseren rig mulighed for at danne sig billeder under læsningen - Noget, der også efterlader et indtryk hos anmelderne: “Olga Ravn tænker i billeder, ligesom hun skriver billeder og dufte og sansninger frem på en helt særegen måde.” (Information)
Flere anmeldere har påpeget ligheden mellem ‘Jeg æder mig selv som lyng’ og Tove Ditlevsens ‘Pigesind’ fra 1939. De to værker står både sammenlignende og kontrasterende op mod hinanden, og Olga Ravn roses for i sit værk klart at vise, hvordan nutidens pigesind i dag er optaget af/gjort af noget anderledes end i Tove Ditlevsens samtid. “Olga Ravn demonstrerer, at pigen af i dag er gjort af et ganske andet stof end på Ditlevsens tid - ud over, at den sociale baggrund også gør sit til, at Ravn og Ditlevsens pigesind virker som to livstykker, der befinder sig på hver sin klode.” (Jyllandsposten) Hos flere anmeldere falder lighederne anderledes ud, og Olga Ravns digtsamling opfattes som en langt mere vag udgave af Ditlevsens ‘Pigesind’: “Mit forbehold er, at Ditlevsen turde, hvor Ravn tier. Når nu Ravn så eksplicit skriver sig op mod forkvinden, er det slående, at Ravn dækker sig langt bedre ind i modsætning til den fuldkommen frygtløse omgang med det ublufærdigt selvbiografiske og sprogets doser af patos og sentimentalitet hos Tove Ditlevsen … Ravn er ikke hudløs, snarere hudfuld; og der er mere på færde.” (Politikken)
Indimellem vendes det positive, hendes evne til at danne mentale billeder og indfange læseren, til noget negativt, når Ravns sproglige særegenhed til tider bliver for meget og tenderer til at være helt uforståelig: “der er dog en lille del af Olga Ravns bog, som jeg har svært ved at tyde.”
På trods af, at de anmelderløftede pegefingre er ligeså mange som roserne, er Ravns debutsamling en anbefalelsesværdig digtsamling, som afspejler nutidens fokus på kropslighed og indfanger pigesindet på ungdommelig, tænksom og provokerende vis.

Da Olga Ravn er en travl dame var det ikke muligt for os at møde hende face-to-face, så vi måtte nøjes med det næstbedste, mailkorrespondance. Vores spørgsmål til Olga handler bl.a. om, hvordan hun ser på sin egen litteratur, både før, nu og i fremtiden, hendes selvfremstilling og den intimitet og personlighed, der præger hendes første og eneste digtsamling ’Jeg æder mig selv som lyng’.

Hvad inspirerer dig?
Jeg er meget inspireret af bøger, af spøgelseshistorier, håndarbejde, popkultur, feministisk teori, heksekunst, madlavning, kærlighed og helt vildt meget andet.


Hvordan synes du, at du skiller dig ud i forhold til andre forfattere?
Jeg aner det ikke. Måske skiller jeg mig ved at være den eneste der er født d. 27. september 1986 kl. ca. halv et om natten på Hvidovre Hospital, eller også var det Riget.

Er der nogle litteraturtræk, som du bevidst distancerer dig fra i dine digte?
Nej.

Er din selvfremstilling udtryk for et bestemt selvbillede?
I taler om min selvfremstilling, som om det er noget jeg skal vide præcist hvad er. Hvad mener i med min selvfremstilling? Jeg stiller op til et fotografi, jeg tager mascara på inden, jeg prøver at svare fornuftigt på journalisternes spørgsmål. Jeg har ingen pr-strategi.

Tænker du over, hvordan du iscenesætter dig selv, både gennem blog, litteratur og i medierne?
Jeg tænker helt klart over, at jeg gerne vil undgå at gentage nogen stereotype billeder af den unge kvindelige forfatters fremstilling i medierne, nogle skabeloner, som jeg ikke er glad ved. Det kan fx være den særlige flirtende, sensuelle unge kvinde, men også klicheen om forfatteren med hånden under hagen og et armbåndsur eller en smøg som rekvisit, en følsom sjæl eller whatever. Når det er sagt, så er det fuldstændig umuligt at have kontrol med medierne. Jeg kan huske, at da min bog kom ud blev det en fast historie om mig, at jeg var meget inspireret af Pia Tafdrup, og hende har jeg faktisk aldrig fået læst. Det var noget, de selv havde fundet på, og journalisterne hentede kildemateriale ind fra hinanden. Så jeg vil sige, det er en fiktion at tro, at forfattere sidder og har totalt kontrol over de billeder, medierne maler af dem. Man står i en park én eller anden kold morgen, og fotografen bliver ved at sige: ”kom nu, giv et lille smi”l - eller ”kan du ikke tage en sjov hat på”, og man står så fast, man nu engang kan og siger: ”nej, ikke en hat, det vil jeg ikke.” Mest prøver jeg bare at være mig selv, men det er også svært.

Er bloggen endnu et kunstnerisk udtryk fra din side, eller er den blot til for sjov? Har du et vist æstetisk udtryk, som du forsøger at udtrykke på bloggen, ligesom der i digtsamlingen er et stærkt grafisk udtryk?
Jeg har ikke tænkt på min blog som et værk, men det er da klart, at den udtrykker noget, at den har et æstetisk udtryk. Men den er mest til spas, en slags notesbog, hvor jeg smider billeder, digte og små q&a's ud, som optager mig. Det dejlige ved bloggen er den fart, den kan have over sig, at publiceringen er så hurtig og også underligt rodløs, rastløs.

Hvordan er din digtsamling relevant for læserne? Er den særlig velegnet til en bestemt gruppe, f.eks. Kvinder eller unge piger? Hvordan ønsker du at påvirke din læser?
Jeg ved ikke om min digtsamling er særlig velegnet til en bestemt gruppe, eller om den overhovedet er relevant for læsere. Jeg håber nogle læsere vil få noget ud af den. Når jeg skriver, prøver jeg at skabe et rum, hvor læseren og teksten og måske mig, eller skyggen af mig og skyggen af læseren, skyggen af det skrevne, kan være sammen og mødes.

Hvilke tanker har du gjort dig i forhold til at udgive en digtsamling, der udefra set virker meget personlig og intim? Har du følt det som et intimiderende element, at f.eks. dine venner og familiemedlemmer sandsynligvis ville læse dine digte?
Når jeg skriver, tager jeg få eller ingen forfængelige forbehold i forhold til, hvad der må komme med i teksten. Hvis jeg har fået en abort, og det fylder meget i min tilværelse, så giver det mening at skrive om det, det er måske det eneste, det rent faktisk giver mening at skrive om. Men senere, når teksten er færdig og publiceret, kan jeg godt skamme mig over mig selv. Men det er altid først, når teksten er sendt ud, og på det tidspunkt fortryder jeg langt mere de halvdårlige sætninger end de intime tekststykker. Mine kunstneriske ambitioner om at skrive gode tekster, eller tekster der åbner sig for mig på en overraskende måde, overstiger langt min blufærdighed.
Jeg tror, at hvis teksten holder store dele af sin historie, af sit rum, tilbage, fx. en intimitet, så kommer teksten til at fremstå løgnagtig og sandsynligvis også uinteressant.

Har du fået nogle særlige reaktioner på de emner, du tager op, f.eks. er dit digt om abort “Front is matter” meget kontroversielt og til dels provokerende. Er denne provokation noget, som du bevidst søger i din digtning?
Jeg har fået en håndfuld vrede mails fra unge og ældre mænd, der synes, jeg ikke skriver godt nok og ikke fortjener den opmærksomhed, jeg har fået. Jeg ved ikke, om de specifikt er blevet provokeret af noget i bogen, om det overhovedet har læst den, eller om det handler om nogen helt andre ting. Deres argumentation hænger sjældent sammen. Men ellers har jeg ikke oplevet, at folk har sagt, at de blev provokerede af specifikke tekststykker, og jeg søger heller ikke provokationen på nogen måde.

Hvordan føler du selv, at din litteratur har udviklet sig frem til den netop udgivne debut-digtsamling ’Jeg æder mig selv som lyng’? Har din litteratur f.eks. ændret sig synligt fra din begyndelse på Forfatterskolen til nu?
Det kommer an på, hvor fra du mener min litteratur har udviklet sig? Og hvornår vi kan blive enige om, at jeg begyndte at skrive litteratur? Det er måske lidt pernitten sagt. Selvfølgelig har dét, jeg skriver, udviklet sig siden for to for fire for seks år siden og udviklet sig siden, jeg skrev små historier som barn, forhåbentlig bliver det ved med at fortsætte sådan. Man er jo ikke en maskine, men et menneske, der forandrer sig hele tiden, og det samme gør de tekster, man skriver.

Hvordan forventer du, at din litteratur vil udvikle sig? Holder du dig til digtgenren, eller skriver du også i andre genrer?
Sådan noget er umuligt at forudsige, jeg ved det ikke.

Christensen, Jeppe Krogsgaard: ”Tove Ditlevsen anno 2012”, Berlingske, 17. januar 2012.
Misfeldt, Mai: ”Mennesket er et slimproducerende væsen fuld af blod og lort og poesi”, Information, 16. januar 2012
Svendsen, Erik: ”Olag Ravn: Jeg æder mig selv som lyng”, Jyllandsposten, 17. januar 2012¨
Zangenberg, Mikkel Bruun: ”Debutant æder Ditlevsen med hus og hår”, Politikken, 17. januar 2012

11 kommentarer:

  1. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
  2. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
    Svar
    1. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

      Slet
  3. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
  4. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
    Svar
    1. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

      Slet
  5. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
    Svar
    1. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

      Slet
  6. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
  7. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet