Olga Ravn er født i 1986 og uddannet fra Forfatterskolen
i 2010. Til daglig arbejder hun som litteraturanmelder hos Information og
Femina. I januar 2012 udkom hendes
debutdigtsamling ‘Jeg æder mig selv som lyng’.
Digtsamlingen høstede splittede anmeldelser,
men udelod ingen tvivl om potentiale og et nyt dansk talent under opsejling.
I digtsamlingen efterlader Olga Ravns
beskrivelse og gengivelse af kroppen et stærkt indtryk på læseren, hvilket
understreger hendes talent tydeligt ifølge Belingskes anmelder: “Olga Ravns
indkredsninger af pigesind, krop, sex og kravet om at være en perfekt pige - at
være ’reklamepigebarnet’ ER bristefærdigt af talent.” (Berlingske)
En af forfatterens kvaliteter er hendes evne
til bruge sproget på en måde, der giver læseren rig mulighed for at danne sig
billeder under læsningen - Noget, der også efterlader et indtryk hos
anmelderne: “Olga Ravn tænker i billeder, ligesom hun skriver billeder og dufte
og sansninger frem på en helt særegen måde.” (Information)
'Jeg æder mig selv som lyng' - Receptionshistorie og interview med Olga Ravn
Olga Ravn er født i 1986 og uddannet fra Forfatterskolen
i 2010. Til daglig arbejder hun som litteraturanmelder hos Information og
Femina. I januar 2012 udkom hendes
debutdigtsamling ‘Jeg æder mig selv som lyng’.
Digtsamlingen høstede splittede anmeldelser,
men udelod ingen tvivl om potentiale og et nyt dansk talent under opsejling.
I digtsamlingen efterlader Olga Ravns
beskrivelse og gengivelse af kroppen et stærkt indtryk på læseren, hvilket
understreger hendes talent tydeligt ifølge Belingskes anmelder: “Olga Ravns
indkredsninger af pigesind, krop, sex og kravet om at være en perfekt pige - at
være ’reklamepigebarnet’ ER bristefærdigt af talent.” (Berlingske)
En af forfatterens kvaliteter er hendes evne
til bruge sproget på en måde, der giver læseren rig mulighed for at danne sig
billeder under læsningen - Noget, der også efterlader et indtryk hos
anmelderne: “Olga Ravn tænker i billeder, ligesom hun skriver billeder og dufte
og sansninger frem på en helt særegen måde.” (Information)
Flere anmeldere har påpeget ligheden mellem
‘Jeg æder mig selv som lyng’ og Tove Ditlevsens ‘Pigesind’ fra 1939. De to
værker står både sammenlignende og kontrasterende op mod hinanden, og Olga Ravn
roses for i sit værk klart at vise, hvordan nutidens pigesind i dag er optaget
af/gjort af noget anderledes end i Tove Ditlevsens samtid. “Olga Ravn
demonstrerer, at pigen af i dag er gjort af et ganske andet stof end på
Ditlevsens tid - ud over, at den sociale baggrund også gør sit til, at Ravn og
Ditlevsens pigesind virker som to livstykker, der befinder sig på hver sin klode.”
(Jyllandsposten) Hos flere anmeldere falder lighederne anderledes ud, og Olga
Ravns digtsamling opfattes som en langt mere vag udgave af Ditlevsens
‘Pigesind’: “Mit forbehold er, at Ditlevsen turde, hvor Ravn tier. Når nu Ravn
så eksplicit skriver sig op mod forkvinden, er det slående, at Ravn dækker sig
langt bedre ind i modsætning til den fuldkommen frygtløse omgang med det
ublufærdigt selvbiografiske og sprogets doser af patos og sentimentalitet hos
Tove Ditlevsen … Ravn er ikke hudløs, snarere hudfuld; og der er mere på
færde.” (Politikken)
Indimellem vendes det positive, hendes evne
til at danne mentale billeder og indfange læseren, til noget negativt, når
Ravns sproglige særegenhed til tider bliver for meget og tenderer til at være
helt uforståelig: “der er dog en lille del af Olga Ravns bog, som jeg har svært
ved at tyde.”
På trods af, at de anmelderløftede pegefingre
er ligeså mange som roserne, er Ravns debutsamling en anbefalelsesværdig
digtsamling, som afspejler nutidens fokus på kropslighed og indfanger
pigesindet på ungdommelig, tænksom og provokerende vis.
Da Olga Ravn er en travl dame var det ikke
muligt for os at møde hende face-to-face, så vi måtte nøjes med det næstbedste,
mailkorrespondance. Vores spørgsmål til Olga handler bl.a. om, hvordan hun ser
på sin egen litteratur, både før, nu og i fremtiden, hendes selvfremstilling og
den intimitet og personlighed, der præger hendes første og eneste digtsamling ’Jeg
æder mig selv som lyng’.
Hvad inspirerer dig?
Jeg er meget
inspireret af bøger, af spøgelseshistorier, håndarbejde, popkultur, feministisk
teori, heksekunst, madlavning, kærlighed og helt vildt meget andet.
Hvordan synes du, at du skiller dig ud i
forhold til andre forfattere?
Jeg aner det
ikke. Måske skiller jeg mig ved at være den eneste der er født d. 27. september
1986 kl. ca. halv et om natten på Hvidovre Hospital, eller også var det Riget.
Er der nogle litteraturtræk, som du bevidst distancerer
dig fra i dine digte?
Nej.
Er din selvfremstilling udtryk for et bestemt
selvbillede?
I taler om
min selvfremstilling, som om det er noget jeg skal vide præcist hvad er. Hvad
mener i med min selvfremstilling? Jeg stiller op til et fotografi, jeg tager
mascara på inden, jeg prøver at svare fornuftigt på journalisternes spørgsmål.
Jeg har ingen pr-strategi.
Tænker du over, hvordan du iscenesætter dig
selv, både gennem blog, litteratur og i medierne?
Jeg tænker
helt klart over, at jeg gerne vil undgå at gentage nogen stereotype billeder af
den unge kvindelige forfatters fremstilling i medierne, nogle skabeloner, som jeg
ikke er glad ved. Det kan fx være den særlige flirtende, sensuelle unge kvinde,
men også klicheen om forfatteren med hånden under hagen og et armbåndsur eller
en smøg som rekvisit, en følsom sjæl eller whatever. Når det er sagt, så er det
fuldstændig umuligt at have kontrol med medierne. Jeg kan huske, at da min bog
kom ud blev det en fast historie om mig, at jeg var meget inspireret af Pia
Tafdrup, og hende har jeg faktisk aldrig fået læst. Det var noget, de selv
havde fundet på, og journalisterne hentede kildemateriale ind fra hinanden. Så
jeg vil sige, det er en fiktion at tro, at forfattere sidder og har totalt
kontrol over de billeder, medierne maler af dem. Man står i en park én eller
anden kold morgen, og fotografen bliver ved at sige: ”kom nu, giv et lille smi”l
- eller ”kan du ikke tage en sjov hat på”, og man står så fast, man nu engang
kan og siger: ”nej, ikke en hat, det vil jeg ikke.” Mest prøver jeg bare at
være mig selv, men det er også svært.
Er bloggen endnu et kunstnerisk udtryk fra din
side, eller er den blot til for sjov? Har du et vist æstetisk udtryk, som du
forsøger at udtrykke på bloggen, ligesom der i digtsamlingen er et stærkt
grafisk udtryk?
Jeg har ikke
tænkt på min blog som et værk, men det er da klart, at den udtrykker noget, at
den har et æstetisk udtryk. Men den er mest til spas, en slags notesbog, hvor
jeg smider billeder, digte og små q&a's ud, som optager mig. Det dejlige
ved bloggen er den fart, den kan have over sig, at publiceringen er så hurtig
og også underligt rodløs, rastløs.
Hvordan er din digtsamling relevant for
læserne? Er den særlig velegnet til en bestemt gruppe, f.eks. Kvinder eller
unge piger? Hvordan ønsker du at påvirke din læser?
Jeg ved ikke
om min digtsamling er særlig velegnet til en bestemt gruppe, eller om den
overhovedet er relevant for læsere. Jeg håber nogle læsere vil få noget ud af
den. Når jeg skriver, prøver jeg at skabe et rum, hvor læseren og teksten og
måske mig, eller skyggen af mig og skyggen af læseren, skyggen af det skrevne,
kan være sammen og mødes.
Hvilke tanker har du gjort dig i forhold til
at udgive en digtsamling, der udefra set virker meget personlig og intim? Har
du følt det som et intimiderende element, at f.eks. dine venner og
familiemedlemmer sandsynligvis ville læse dine digte?
Når jeg
skriver, tager jeg få eller ingen forfængelige forbehold i forhold til, hvad
der må komme med i teksten. Hvis jeg har fået en abort, og det fylder meget i
min tilværelse, så giver det mening at skrive om det, det er måske det eneste,
det rent faktisk giver mening at skrive om. Men senere, når teksten er færdig
og publiceret, kan jeg godt skamme mig over mig selv. Men det er altid først,
når teksten er sendt ud, og på det tidspunkt fortryder jeg langt mere de
halvdårlige sætninger end de intime tekststykker. Mine kunstneriske ambitioner
om at skrive gode tekster, eller tekster der åbner sig for mig på en
overraskende måde, overstiger langt min blufærdighed.
Jeg tror, at
hvis teksten holder store dele af sin historie, af sit rum, tilbage, fx. en
intimitet, så kommer teksten til at fremstå løgnagtig og sandsynligvis også
uinteressant.
Har du fået nogle særlige reaktioner på de
emner, du tager op, f.eks. er dit digt om abort “Front is matter” meget
kontroversielt og til dels provokerende. Er denne provokation noget, som du
bevidst søger i din digtning?
Jeg har fået
en håndfuld vrede mails fra unge og ældre mænd, der synes, jeg ikke skriver
godt nok og ikke fortjener den opmærksomhed, jeg har fået. Jeg ved ikke, om de
specifikt er blevet provokeret af noget i bogen, om det overhovedet har læst
den, eller om det handler om nogen helt andre ting. Deres argumentation hænger
sjældent sammen. Men ellers har jeg ikke oplevet, at folk har sagt, at de blev
provokerede af specifikke tekststykker, og jeg søger heller ikke provokationen
på nogen måde.
Hvordan føler du selv, at din litteratur har
udviklet sig frem til den netop udgivne debut-digtsamling ’Jeg æder mig selv
som lyng’? Har din litteratur f.eks. ændret sig synligt fra din begyndelse på
Forfatterskolen til nu?
Det kommer
an på, hvor fra du mener min litteratur har udviklet sig? Og hvornår vi kan
blive enige om, at jeg begyndte at skrive litteratur? Det er måske lidt pernitten
sagt. Selvfølgelig har dét, jeg skriver, udviklet sig siden for to for fire for
seks år siden og udviklet sig siden, jeg skrev små historier som barn,
forhåbentlig bliver det ved med at fortsætte sådan. Man er jo ikke en maskine,
men et menneske, der forandrer sig hele tiden, og det samme gør de tekster, man
skriver.
Hvordan forventer du, at din litteratur vil
udvikle sig? Holder du dig til digtgenren, eller skriver du også i andre
genrer?
Sådan noget
er umuligt at forudsige, jeg ved det ikke.
Christensen, Jeppe Krogsgaard: ”Tove Ditlevsen
anno 2012”, Berlingske, 17. januar 2012.
Misfeldt, Mai: ”Mennesket er et
slimproducerende væsen fuld af blod og lort og poesi”, Information, 16. januar 2012
Svendsen, Erik: ”Olag Ravn: Jeg æder mig selv
som lyng”, Jyllandsposten, 17. januar
2012¨
Zangenberg, Mikkel Bruun: ”Debutant æder Ditlevsen
med hus og hår”, Politikken, 17.
januar 2012
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
SvarSletDenne kommentar er fjernet af forfatteren.
SvarSletDenne kommentar er fjernet af forfatteren.
SletDenne kommentar er fjernet af forfatteren.
SvarSletDenne kommentar er fjernet af forfatteren.
SvarSletDenne kommentar er fjernet af forfatteren.
SletDenne kommentar er fjernet af forfatteren.
SvarSletDenne kommentar er fjernet af forfatteren.
SletDenne kommentar er fjernet af forfatteren.
SvarSletGodt billede Anna
SletDenne kommentar er fjernet af forfatteren.
SvarSlet