Interview - Alen Meskovic


Hvilke tanker har du gjort dig omkring formidlingen af den oplevelse at vokse op i et krigsplaget område til et dansk publikum, som kun kender til krigen fra mediernes dækning af den?
Da jeg valgte at skrive romanen på dansk, vidste jeg, at jeg ikke længere kunne tale indforstået om den historisk-politiske kontekst. Den skulle læseren præsenteres for. Kunsten var så at gøre det, uden at det blev til et foredrag om emnet. Da hele romanen skildrer konflikten fra de civiles perspektiv, og da den på mange måder handler om at være plaget og begrænset af konflikten, integrerede jeg elementer fra den eksjugoslaviske historie ind i fortællingen om Miki og hans familie. Tilbageblikke på farens barndom og ungdom giver for eksempel læseneren indblik i Eksjugoslaviens udvikling fra 1944 og op igennem Titos Jugoslavien, ligesom flashbacks om Mikis skolegang i 80’erne skildrer årene op til krigen og selve krigsudbruddet. 

Hvorfor hedder klubben i Majbule Ukulele? Og hvorfor titlen Ukulele jam?
Der er selvfølgelig en vis ironi forbundet med navnet på klubben. Miki drømmer om store guitars og store koncerter - heavy metal er jo lidt svulstigt og ’’over the top’’ – og ukulele er jo bare et lille strenginstrument. Bogens titel har flere betydninger, men jeg får det ret akavet, hvis jeg skulle sidde her og gøre rede for dem. For så kommer jeg dybt ind i en analyse af min egen bog med citater, sidehenvisninger, osv. 

Hvordan forholder romanen sig til dine egne oplevelser? Altså hvor store ligheder er der mellem Emir Pozders historie og din egen?
Romanen er en fiktiv historie med klare selvbiografiske elementer. Jeg plejer at sige, at den er delvist selvbiografisk eller semiselvbiografisk, selv om det er svært at sige, hvor mange procenter af hvad der er i den. En ting er dog sikkert: Jeg har ikke skrevet bogen for at fortælle om mig selv, altså lavet et selvportræt af mig selv som teenager. Dem, som kender min historie, min familiebaggrund, osv., overraskes over hvor meget fiktion, der er i bogen, mens dem, som ikke kender mig, har det indtryk, at bogen er meget selvbiografisk. 

Musikken spiller en enormt stor rolle i romanen. Det er i musikken Emir finder identitet, håb og optimisme. Hvorfor netop musik? Og hvorfor opstillingen af det folkelige over for den hårde ”heavy” musik igennem romanen
Miki og hans venner bruger musikken som en form for eskapisme fra den barske virkelighed, der omgiver dem, men musikken giver dem samtidig også en identitet og en følelse af fælleskab. Som så meget andet var musik mere end bare musik dengang i 1990’erne på Balkan. Den havde en klar værdipolitisk kant, og den blev både brugt og misbrugt til forskellige formål. Der var en modsætning mellem den pacifistiske og kosmopolitiske rock’n’roll - med alle sine undergenrer - på den ene side, og den etniske, folkelige musik på den anden. Den sidstnævnte blev spillet på statsejede medier og talte klart til de patriotiske og nationalistiske følelser. Den blev brugt til at opildne masserne, til propagandistiske formål, kort sagt. 

Du placerer Emir og resten af familien i en flygtningelejr i Majbule som ud over flygtninge er præget af turister, der nyder livet ved stranden. Hvorfor denne konstellation mellem de udenforstående turister og de hjemløse flygtninge? 
Jeg boede selv i en lignende lejr, og den absurde situation ved at være flygtning omgivet af turister har på mange måder inspireret mig. Der var mange udenlandske turister på standen foran flygtningelejren, og de nød solen og de billige priser blot 150 kilometer væk fra frontlinjen. Det er et faktum. Men når man putter det ind i en roman, så bliver deres indifferente holdning til krigen også til et billede på Europas passivitet overfor konflikten i Eksjugoslavien, en passivitet som kostede mange menneskeliv.  

Hvad er tankerne bag, at du har valgt at fremstille livet i Majbule forholdsvist normalt og med en del humor i stedet for at lægge mere fokus på krigen og dens dramatiske og på alle måder voldsomme karakter?
Jeg ville fra begyndelsen være loyal overfor mine erfaringer og erkendelser fra de år. Det er dem bogen først og fremmest er skrevet på basis af, ikke oplevelser, og derfor er talen om de selvbiografiske elementer i bogen også problematisk. Når krigen er i baggrunden, så skyldes det, at den blot er et vilkår for Miki. Den tilhører verden omkring ham, som er fuld af had og konflikter, og den lader Miki og hans venner ikke i fred. Den afbryder ham i hans første kys. Den skubber ham ud af hans hjemby. Den fratager ham vennerne, som rejser til Sverige, og den indhenter ham til sidst, når han endelig har glemt alt om den. At der både er humor og alvor i bogen, skyldes det ligeledes min loyalitet overfor mine erfaringer fra dengang. Jeg husker det som en grotesk tid, hvor humoren og alvoren enten gik hånd i hånd eller også afløste hinanden med korte intervaller. Sort-hvidt var det i hvert fald ikke.

Der opstår en interessant opmærksomhed på forfatterens rolle som oversætter af det serbo-kroatiske til dansk nogen steder i bogen (eksempelvis: ”Mørkt som i røven på en ugle” – ikke et udtryk, som ville blive brugt på dansk, ligesom oversættelsen af de eks-jugoslaviske bands, som en dansk læser ikke kan forholde sig til). Hvordan har det været at skrive en roman som foregår i Kroatien på Serbo-kroatisk med det danske sprog? 
Til tider meget svært for i starten var det underligt at skrive dialoger på dansk, som i mit hoved kørte på bosnisk med en 90’er slang. Jeg måtte finde tilsvarende danske udtryk eller spørge mig selv: Hvordan ville karakteren have sagt det, hvis han eller hun var dansk? Hvad ”Mørkt som i røven på en ugle” angår, så er det en sammenligning, jeg selv har fundet på i skriveriets hede, ikke noget serbokroatisk udtryk oversat til dansk. Den slags er der en del af i romanen.

Hvilken betydning har de 8 bånd som bogen er inddelt i? Ligger der en dybere mening i denne struktur? 
Mens jeg skrev romanen, følte jeg, at jeg længe jammede – altså improviserede og ledte efter hovedmelodien, hovedhistorien. Miki improviserer sig også gennem sine år i lejren, hvor verden omkring ham ændrer sig og i flere omgange sætter nye rammer op for ham. Derudover samler han på nye bånd efter tabet af storebrorens store samling under krigen. Så jeg tænkte på, at det ville være oplagt at kalde bogens 8 dele for 8 bånd, hvor man så at sige har indspillet en masse sange altså kapitler, der hver har en titel. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar