Det litterære sprog som en ucensureret eksistentiel massegrav

Et interview med Theis Ørntoft
Theis Ørntoft er tilbage med en ny digtsamling, og an-melderne er begejstrede. Tue Andersen Nexø kalder digt-samlingen for “et hovedværk i de sidste ti års danske lyrik”. Værket har fået den noget neutrale titel Digte 2014, som dog leder tankerne hen på både Johannes V. Jensen og Oehlenschläger. Vi har i et mail-interview bl.a. spurgt digteren om hans tanker bag titlen, om musikken som flugt og meningen bag de døde samfund både for individ og gruppe. 
 
Navn: Theis Ørntoft
Født: 1984, Alling
Debut: Yeahsuiten, 2009
Seneste udgivelse: Digte 2014, 2014
Uddannelse: Forfatterskolen 2009. Studier ved litteraturvidenskab på Københavns Universitet
Bibliografi: Yeahsuiten (2009), Digte 2014 (2014)

Når der tales om samfund, taler vi ofte om det i ental eller i bestemt form fx ”verdenssamfundet”, og hos Inger Christensen hedder det som bekendt ”et samfund kan være så stenet, at alt er en eneste blok”, men du skriver om ”samfundene.” Hvad ligger der i sætningen ”for mig er samfundene døde”? I forlængelse heraf siger du i et interview: ”På den måde er stemmen også et samfund: Hvis man undersøger en stemme, så vil man opdage, at der er magtkampe i den og i alle dens bestanddele.”  Er sproget et af ”samfundene”, som du skriver om?

Jeg kommer til at tænke på essens. Det gør jeg ofte for tiden. Det er velkendt, at ords betydninger opstår i forhold til hinanden, det har man i hvert fald sagt længe. At betydning simpelthen opstår gennem alt, hvad det ikke er, at betydning er alt andet end essens. Jeg nævner det, fordi jeg nu sidder og tænker på ordet ”sam-fund”. Hvor langt kan man gå, før betydningen endeligt mister sine forbindelser til ordet, hvor meget kan man forhandle? For mig har ”samfund” langsomt fået noget mere og mere organisk over sig, jeg opfatter det (bl.a.) som en organiseringsform, der gror frem og finder sted for en tid, indtil det muterer og bliver til noget nyt. Spørg en fysiker og du vil få at vide, at der inde i en enkelt celle finder kompleks udveksling af informa-tion sted; millioner af proteiner flyver rundt derinde med hver sit individuelle formål, delelementerne trans-porterer sig rundt, der er krige og magtkampe i en celle. De samme processer forekommer inde i en litterær stemme. Her er infrastruktur, broer, magtkampe, had og kærlighed; her er alt det, som kendetegner et sam-fund. Når jeg skriver, at ”for mig er samfundene døde”, så mener jeg, at der er noget vigtigt, som nu er forbi. Leve sammen i kolossale netværk, forbinde håb med materiel vækst, dele livet op i arbejde og frihed... Alt dette er det åbenlyst snart forbi med. En stor forandring er i gang, det er fuldstændigt åbenlyst, ingen af os profeterer, vi konstaterer det bare. På den måde er det helt simpelt; alt skal dø, også kapitalismen, enten ved hjælp af menneskenes ”egne” kræfter eller – mere sandsynligt – ved hjælp det, der ligger udenfor mennesket. Når folk siger, at der kun findes tossede alternativer til kapitalismen, så er det dem selv, der er tossede. Tænk på jæger/samler-samfundet. Gik de mon rundt dengang og sagde til hinanden: ”en digital netværksøkonomi, det er et tosset alternativ, det ønsker vi os ikke”? Nej, det gjorde de næppe. 
 
Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt sproget så også er et samfund, som er dødt, udtømt: Ikke nødvendig-vis. Nogen undrer sig over, hvorfor sproget i mine digte ikke ”går i opløsning” og ”bryder sammen” på klas-sisk modernistisk vis, som om dette var den rigtige, autentiske måde at sprogliggøre et meningstab på. Svaret er, at denne måde at arbejde på ikke er spændende for mig, det føles ikke ærligt for mig at undergrave vel-kendt syntaks. Måske er det også fordi, jeg ikke tror på ideen om, at et nyt samfund nødvendigvis kræver et nyt sprog, jeg tror faktisk i høj grad på det poetiske billede som potentielt bevidsthedsforandrende. Det er blot et spørgsmål om, at billedet skal være sindssygt nok, det skal være et muligt vadested for læseren. Et vadested, hvor man fornemmer en sti i buskadset, væk fra menneske. Artaud har grundlæggende ændret min måde at tænke på, min måde at være til på, og han ødelægger ingen syntaks. Jeg tror på poesiens forandrende kraft!
 
Du siger i et interview fra Information, at du siden Yeahsuiten har fundet en ny stemme, og at det er et andet ”jeg”, der kommer til udtryk i Digte 2014. Hvordan vil du bryde med din tidligere stemme gennem dialogen mellem værkerne?
 
Helt praktisk er det ikke den samme person, der har skrevet Yeahsuiten og Digte 2014, mange celler og tan-ker i min krop er i hvert fald skiftet ud imellem. Alligevel er der naturligvis forbindelser mellem de to digt-samlinger og mellem de to personer, der har skrevet dem. Der er minder, vaner, dna; ting man tilsyneladende ikke kan komme fri af uden helt at forsvinde. Rent digterisk var denne mellemperiode en besværlig tid, jeg måtte bruge meget lang tid på at lukke Yeahsuitens stemme ned, simpelthen skære mig fri af den og komme ud på den anden side. Og ude på den anden side fandt jeg omsider et nyt sted at skrive fra, lige så langsomt fandt jeg det, eller også lige pludselig, det ved man aldrig helt. Men selvfølgelig var noget flyttet med mig; visse vaner og minder, nogle bestemte måder at hade og elske verden på var flyttet med mig til det nye sted, og det skulle de også have lov til. Der kommer intet godt ud af at forlade sig selv fuldstændig, det tror jeg i hvert fald ikke.
 
Du skriver ”spil den dødsmetal/ growl i det røntgenlys” Mener du, at musikken kan være en flugt fra sproget og samfundet? Kan musikken rykke ved nogen værdier? 
 
Det er et godt spørgsmål, om musik kan være en flugt og en forandrende kraft på samme tid. Forandrende også for rummet man forlader i så fald? Det er faktisk et rigtig vigtigt spørgsmål. Men jeg tror bestemt, at musik kan være med til at forandre mennesker, gøre folk parate til forandring. Ikke at jeg tror, det følgende kommer til at ske, men når jeg lytter til Klaus Schulzes kosmiske musik, så tænker jeg altid, at nu føler jeg mig mere klar til at skulle på rumrejse. Musik kan altså få mig til at forstå, at jordkloden er et sted, man kan forlade, uden at noget ved mig som menneske går tabt, uden at man bliver sindssyg. At man pludselig igen forstår rumrejsen som noget smukt og oprindeligt simpelthen, at man bare havde ”glemt” det… 
 
I interviewet taler du om Lars von Triers film Melancholia, vil du uddybe i hvilket omfang, du er inspireret af den?
 
Jeg er ikke som sådan inspireret af Melancholia, men den iscenesætter et af mine oftest tilbagevendende mareridt på en meget præcis måde. Det er scenen, hvor den mørkhårede, rationelle søster indser, at nu skal hun dø. Hendes mand har begået selvmord i stalden, hendes depressive søster er helt upåvirket af situationen. Så hun sætter sig ind i sin lille golfbil og flygter et tilfældigt sted hen, hun flygter ud i skoven. På samme måde har jeg altid forestillet mig, at hvis jeg fik en pludselig og fatal kræftdiagnose, ville jeg begynde at spurte. Bare løbe, løbe, løbe, hen over kontinenterne indtil jeg faldt om og døde af kræft. Det er fuldkommen irrationelt, men helt igennem menneskeligt: Man kan ikke flygte fra sit ophør, men man er nødt til at forsøge, man må fortrænge døden til det sidste for at kunne holde noget som helst ud. Hvor tæt skal individet på sin egen død, før det ikke længere kan føle mening? Hvor tæt på skal et samfund? Det er noget jeg altid spekule-rer over, når jeg betragter meget gamle mennesker: Hvordan kan de holde ud at være til? De står ét skridt fra intetheden, der er intet tilbage at bilde sig ind. Så hvordan danner de mening derfra? Jeg kan ikke forstå det. Men måske fylder man sig bare med antidepressiv, dyrker noget morgengymnastik og løser nogle kryds og tværs; forsøger at holde øjnene på de hvide felter. Hvad kan det være for et ord, der skal stå der…? 
 
Titlen Digte 2014 kan drage paralleller til Oehlenschlägers Digte 1803 og Johannes V. Jensens Digte 1906. Hvilken ambition har der været med at navngive digtsamlingen i lyset af disse to forfattere? 
 
Titlen opstod en aften, hvor jeg sad og drak øl med en af mine venner. Vennen indvendte, at hvis ikke jeg gav min bog en titel, ville den komme til at hedde Digte 2014. Jeg tænkte med det samme, at det var en smuk titel, ligesom den aften vennen og jeg sad i, det var en smuk og kølig titel: Titlen angiver, at her er en digt-samling, og denne digtsamling bliver udgivet i året 2014. Digtene inde i bogen opfatter jeg selv som beskæf-tiget af noget på én gang tidsspecifikt og utidsbundent. En bog er, ligesom alle andre fænomener, halv mate-rie, halv uendelighed. Senere tænkte jeg selvfølgelig på Oehlenschläger og Johannes V Jensens digte, men det var på ingen måde deres titler, der gav anledning til min. På ingen måde, jeg har ikke nogen ambition om at mase mit forfatterskab ind i en tradition, hvor det ikke hører hjemme. Jeg kan godt se nu, at referencen ikke er til at komme udenom, men for mig er det køligheden ved titlen, der kommer først. 
 
Der hersker mange fordomme om forfatterskoleelever, og det Information kalder “Generation Etik”. Mener du, at det er hæmmende for dit forfatterskab at blive betragtet som en del af en gruppe, eller er det styrkende at være en del af et aktivt forfattermiljø?
 
Fællesskaber kan være en god organiseringsform, her kan man udveksle information om tider og rum på en intelligent måde, man kan glemme sig selv og sin individualitet for en stund. Lige så snart der opstår et mil-jø, bliver det dræbende, det bliver intrigant og provinsielt. Miljøer har det jo med at være enten meget sure eller meget basiske, fjendtlige og paranoide simpelthen. I forhold til generationsspørgsmålet: Jeg tror på, at der kan være en erfaringshorisont, en pludselig kærlighed til et gammelt forfatterskab, idiosynkrasier eller en sensibilitet over for visse kulturelle koder, som man deler, tager for givet, fordi man er født inden for den samme tid og geografi. Selvfølgelig tror jeg det, det gør alle, hvis de tænker sig om. Men at påstå at der skul-le være en forøget sensibilitet over for det ”etiske” blandt en gruppe unge danske forfattere lige nu, det er meget langt ude. Hvorfor taler man ikke med nogle virkelige mennesker eller går til filosofien, hvis man vil have etik; læser noget Levinas, noget Arendt. Det litterære sprog er ikke et sted for det gode; den dag det sker, forsvinder litteraturen, og så må det jo være sådan. Fair nok. Men så længe det findes, er det litterære sprog en blotlagt helvedesmaskine, en ucensureret eksistentiel massegrav, en mund som alle meninger kom-mer ud af, simpelthen. Alt er velkomment i denne smadderkasse, også det gode, også kærligheden. Altid. Men det må være som glimt, som muligheder; ikke som et overordnet, styrende projekt. 
 

Kilder: 
- Interview fra Information: “Sproget opfører sig håbefuldt, når der intet håb er”, 7. marts 2014: http://www.information.dk/490351 
- Anmedelse fra Information: “Hvepse i røven, kviksølv i munden”, 7 marts 2014: http://www.information.dk/490358

Ingen kommentarer:

Send en kommentar