Undergrundsforfatteren Per Orup er ude med sin første roman, Citronmåne, som i en ualmindeligt lav stil røvpuler ikke blot Muhammed og Jesus, men hele ide-en om skønlitteraturen som en scene forbeholdt de pæne og dygtige.
- Per Orup født 1977
- Løgn og latin, digte
- 2001 Fissefeber, digte 2011
- Citronmåne, roman 2014
Selv kalder Per Orup sin opvækst ikke-litterær og alt andet end akademisk.
Han er født i Silkeborg og opvokset i Brande hos sin pensionerede mor i et dengang meget stillestående lille bysam-fund, hvor noget af det mest morsomme var, når en af gæsterne slog en prut. Alli-gevel brændte den unge Per inde med en lyst til at fortælle historier, der senere lod sig realisere, da han blev ansat på en ungdomsradio i Fredericia. Her fandt han sin form i korte og ofte sjove historier, som efterhånden blev til en håndfuld dig-te, der lod sig udgive i 2001. Noget stort gennembrud blev det ikke, og for Per Orup er denne første udgivelse da også gået i glemmebogen.
Sygdom og bagværk
Med tiden blev der dog plads til digtsam-lingen Fissefeber fra 2011, der omfatter såvel gravalvorlige som dybt useriøse fortællinger i en ofte ironisk og erotisk præget verden, og endeligt i år ser ro-mandebuten Citronmåne dagens lys. En historie om den ensomme bondeknold Martin, der får besøg af både Jesus og Muhammed, som langsomt må lære den perverterede egoist at elske sin næste.
Bogen er skrevet ud fra Per Orups selvop-fundne koncept Doghouse - en blanding af begreberne dogme og grindhouse, som vi ofte støder på i forbindelse med film. Før-ste punkt lyder: ”Fortællingen skal holdes i et simpelt sprog og behandle en form for tabu.” Der er desuden også regler om, at indholdet skal kunne virke stødende, og at forfatteren selv skal indgå som en usympatisk karakter. Dette danner grundlaget for Citronmånes stil, der, især
på grund af det simple sprog, ikke umid-delbart passer ind hos de etablerede skønlitterære forfattere.
Forfatterskole – nej tak!
“Man skal turde udfordre de gængse regler og den almindelige opfattelse af hvad, der er god litteratur, og hvordan god litteratur skal skrives.” Sådan siger Per Orup, der igennem Citronmånes
”kapitelopsummeringer” i hvert fald gentagende forholder sig til egen tekst på et metaplan som i det følgende: ”Risikerer vi, at det hele ender i en primitiv nedgørelse af muslimer, hvor Jesus fodrer Muhammed med flæskesteg, imens Kurt Westergaard pludselig duk-ker op for at lave en lille Muhammed tegning? Man kan kun frygte det værste.” Per Orup mener, at for mange forfattere lyder ens, fordi de går på forfatterskole og lærer de samme ting. Han mener også, at de er blevet for selvhøjtidelige og opfø-rer sig som ”en flok klynkekællinger”, når de brokker sig over anmeldelser.
Genial, banal, anal?
Selv bliver Per Orup så sandeligt sat på plads i Weekendavisens anmeldelse af Citronmåne, hvor Kristian Ditlev Jensen bl.a. skriver: ”… det egentlig provokerende ved udgivelsen er dens nærmest grænseløse respektløshed over for litteraturen som kunstform.” En for-ventet reaktion, der faktisk præciserer noget af det, som Per Orups lave, ikke-litterære og selverklæret dårlige stil kan. Ryste de dygtige! Så meget at Weekend-avisens anmelder tyer til personangreb og udenomssnak i sin forvildelse over, hvad han har læst. Per Orup forklarer, at dette er typisk for hans læsere, der falder ind i to grupper. Dem der henholdsvis over- og undervurderer hans forfatter-skab. For på trods af hvor direkte hans provokationer må synes at være, så bliver de læst meget forskelligt. Det vigtigste er dog, at de har en modtager.
Den tåkrummende eftersmag
”Hvis de føler, at de virkelig har spildt tiden, at det virkelig er noget lort, der ikke giver mening for dem, så forholder de sig også til det. Det synes jeg er fint.” Således lader Per Orup det altså være op til sine læsere fuldstændigt at bedømme, om det rent faktisk giver mening at pule religiøse profeter og opføre sig grimt i en bog, der er grim og erkender det.
Citronmåne er i al sin provokerende, barnlige enkelthed et angreb på den gode
smag og de etableredes selvhøjtidelige dom over godt og skidt.
Selv smager sandkagen i sandhed ikke godt. Den klemmes nemmest ned i én bid, og da efterlader den alligevel krum-mer i tænderne. Fine gule rækker der må-ske former et mønster og staver et navnet – Per Orup.
Rasmus B. Knudsen, Toke Laursen og Kristoffer Bressum
Ingen kommentarer:
Send en kommentar