Med sin roman Stormen i 99 har Kristian Bang Foss bedrevet en kritisk samtidsroman, der stiller skarpt på danskernes smålighed, utilfredshed og ugenerøsitet. Menneskets skyggesider fremstilles på humoristisk vis i en uforløst fortælling om medarbejderne på InWears lager, hvor selvtilstrækkelighe-den trives, og hvor sex, vold, kærlighed og ikke mindst fækalistens chokoladekage er nogle af hovedingredienserne.
Stormen i 99 indleder med lort smurt ud over toiletvæggen. Så er vi ligesom i gang. På de næste 200 sider sker der lidt af hvert på og omkring InWears lager på Amager, som danner ramme om fortællin-gen. Vi hører mest om tøjplukkeren Anton, der bliver kæreste med den småkvabsede Nanna fra sin folkeskole, og som sætter sig på en kanyle og tror, han har AIDS, men vi bliver også præsenteret for mange andre pudsige personager: Stofmisbrugeren Sean, som opdigter en hjernesvulst, for at undgå at betale sin gæld; mellemlederen Felix, der sidder i kørestol efter en ulykke, som ved et uheld kommer til at spise et LSD-frimærke og tror, han skal dø; Juhani fra Finland, der spiser honningmadder, fordi de minder ham om hjemlandet; Katja, som forsøger at komme ovenpå efter et voldeligt forhold; ukraine-ren Jurek, som har kørt en kvinde ihjel, og den liderlige kok, som har en alternativ brug af kødfars. Samtidig rykker decemberstormen og løftet om den store forløsning nærmere, men løftet bliver ikke indfriet, og ved slutningen af bogen er alle boldene stadig i luften.
Romanen beskæftiger sig med nogle af de tendenser, der ses indenfor nyere litteratur i løbet af de senere år. Disse tendenser forekommer særligt interessante, når man betragter værket som en samtids-roman. Bang Foss har dog ikke selv gjort sig nogen særlige overvejelser omkring romanens ståsted i forhold til nye litterære strømninger:
”Det er ikke noget, jeg tænker over. Jeg forsøger ikke, når jeg skriver, at placere mig et specielt sted i den nyere litteratur og er mest i dialog med forfattere af ældre dato og så min samtid, som den ser ud uden for litteraturen.”
Samtidens uhumske krop
På trods af at Bang Foss ikke tænker på sit forfatterskab som en del af nogle strømninger eller tenden-ser indenfor nyere litteratur, indskriver værket Stormen i 99 sig alligevel som en del af en tendens, der er fremherskende i en del nyere litteratur: fokus på kropslighed. Hos Bang Foss er kroppen et gen-nemgående tema, som ofte præsenteres på en lidet flatterende måde. Kropsvæsker og –åbninger fylder meget i skildringen af kroppen, hvor de fremstilles som en del af det frastødende ved mennesket, ligesom der er en tendens til, at menneskekroppen portrætteres som noget væmmeligt: den dysfunktionelle, syge krop og den amputerede, mishandlede krop er nogle af de kroppe, som beskrives i roma-nen. Bang Foss tillægger ikke selv sit fokus på kroppen nogen særlig betydning, men siger til gengæld:
”Det er ikke noget, der spiller en funktion, det er der, fordi jeg kunne mærke, at der kom gang i skriveriet, når jeg bevægede mig ind på de områder.[…] Men nogle af scenerne er måske opstået ud fra en undren over menneskers ulækre optræden.”
Hvis man betragter Stormen i 99 som en samtidsroman bliver skildringen af kroppen og dens tilstand måske netop et symbol på samtiden og dennes tilstand. Det ækle ved kroppen i form af ejakulation i farsen og lort opsmurt på væggene bliver et billede på det ækle i samfundet, ligesom Felix’ dysfunktio-nelle krop viser os, at der er noget galt i Danmark, som John Mogensen synger.
Vi ved alle sammen at småligheden, ugenerøsiteten og selvtilstrækkeligheden trives i bedste velgående, i særdeleshed ude på de enkelte arbejdspladser og i medarbejdernes daglige omgang med hinanden, men vi bemærker det kun på vores egen arbejdsplads. Vi glemmer at noget tilsvarende foregår mange andre steder, og kommer således ikke ud over vores egen selvtilstrækkelighed, men livet på InWears lager med kørestolsbrugeren Felix, den chauvinistiske, seksuelt frustrerede kok, finnen Juhani med hjemve og ikke mindst fækalisten minder os om at ugenerøsiteten findes overalt, og får os således til at erkende noget, vi havde glemt, hvilket netop kendetegner den gode samtidsroman. I denne optik bliver det tydeligt at Bang Foss bruger samtiden som den fremtræder uden for litteraturens felt.
Den knapt så flatterende fremstilling af det kropslige gør skildringen mere realistisk, og på denne måde kan Stormen i 99 siges at befinde sig på tærsklen mellem to former for æstetik: den realistiske og den kunstneriske. Således viser værket sig igen som indskrevet i samtiden; ligesom kroppen er et fremherskende tema, er fiktionstrætheden det også. Fiktionen er ikke længere nok; vi søger autenticitet og det virkelige, som netop spiller en rolle hos Bang Foss.
Virkeligheden udsættes ikke blot for et kritisk blik, men også for et satirisk og humoristisk ét af slagsen. Skildringen af karaktererne og de situationer, de optræder i, skildres ofte på en komisk måde, for eksempel Felix, som uheldigvis spiser den del af couscoussen, hvori et LSD-frimærke tilfældigvis er havnet, og herefter bliver skæv – uden han selv er klar over det – og tror han skal dø. Men det er ikke blot denne åbenlyse komik, der optræder i bogen:
”Jeg tror man groft kan opdele humoren i mine bøger i to dele. En slags situationsko-mik/tegneseriehumor og så en mere subtil humor, der mest ligger i et skævt blik på tingene eller en sjov replik/formulering. Den første form for humor er helt overlagt fra min side, og kan vel nærmest virke forceret sjov, den anden form opstår ofte ved et tilfælde og kan komme bag på mig.”
Igennem den komiske skildring af karaktererne fremstilles samfundet også på satirisk vis, hvilket kommer til udtryk allerede i romanens prolog, hvor Nanna optræder som offer for samfundets sundhedshysteri, idet hun spiser lightprodukter og speltflakes til hun får kvalme af det og drikker så meget vand, at hun hele tiden må besøge toilettet.
Snefald og skattepenge
Stormen i 99 spænder bredt og griber i sine skildringer af lagerfabrikken InWear fat i mange af hverdagens banaliteter, men formår på selvsamme vis at inkorporere højlitterære passager, der i sin essayistiske stil bryder med trivialitetens jargon. Eksempelvis skriver Bang Foss:
”Snefaldet er hørt op, og den grå himmel, der næsten rører ved hustagenes antenner og skorstene, har flænget sig selv op i et sår omkring den hvidbetændte vintersol, der hænger lavt og skinner ind i øjnene på Anton, skoletasken raslende og dunsende på ryggen.”
Dette står i kontrast til det øvrige sprog i romanen, som er mere hverdagsagtigt. Dette ses eksempelvis i beskrivelsen af en samtale på et værtshus:
”Og glem ikke den og den politiker og hendes EU-diæter, som om hun ikke havde nok at rutte med i forvejen, og så kommer den med skattepengene: Det er jo deres skattepenge, der finansierer halløjet – ja, hvad ville kværulanter i Danmark gøre, hvis de ikke i enhver diskussion, der sender sit mycelium ud i det offentlige, havde deres skattepenge at falde tilbage på.”
Værket er fuldt af scener, hvor Bang Foss eksperimenter med sproget og forskellige måder at skabe kontraster ved hjælp af tempoforceringer samt stemningsforanderlige hændelser. Dette giver bogen et præg af realisme, da Bang Foss tyer til fremstillinger, der ikke følger den vante og forventelige formu-lar. Hvem kunne have forudset, at en tur i den lokale bus ville resultere i lægebesøg og efterfølgende aids-forskrækkelse? Om sin skrivestil siger Bang Foss:
”Jeg vil gerne have kontrast i det jeg skriver. Det er en måde at skabe uforudsigelighed og variation, tror jeg. Men helt lavpraktisk så er det også fordi beskrivelserne af bybilledet, hvor der ikke sker noget, egner sig bedre til et mere lyrisk sprog end de scener, der er mere action-prægede. Nogle gange er det næsten som om, at jo mindre personerne foretager sig i bogen, jo mere blomstrer sproget op.”
Han nævner dog, at det ligeledes er en måde at lege med idéen om at ”skrive godt”, idet de mere poeti-ske passager kan virke nærmest parodiske.
Igennem variationen mellem virkelighedsnære passager og poetiske passager, træder virkeligheden nøgternt frem i sin uforudsigelighed, da man som læser aldrig kan vide, hvad næste side mon vil bringe af begivenheder. Man skal i et værk som Stormen i 99 negligere sine forudindtagelser og nyde de adskillige humoristiske og uhumske indslag, der bringes på banen.
Virkelighed og vandrerhistorier
Sprogets dualistiske nuancer er ikke de eneste kontraster, som Bang Foss i værket pendulerer imellem. Ligeledes blander Stormen i 99 på fornem vis virkelighed og fantasi. For eksempel er InWear et virkeligt firma, og Bang Foss har selv arbejdet på firmaets lager, som danner ramme for hele fortællin-gen. Da mærker og produktnavne generelt er en stor del af nutidens hverdag, forbeholder Bang Foss sig retten til at bruge de rigtige navne uden at skulle fiktionalisere dem. Det er netop samtiden og de ting, som Bang Foss oplever og læser, der i høj grad inspirerer ham. Man finder i Stormen i 99 både filmiske virkemidler, et opgør med disse samt glimt af vandrehistorier. Netop episoden med kokken og farsen tager udgangspunkt i en vandrehistorie – og hvem ved, måske er det faktisk sket. Alle Bang Foss’ karakterer indeholder lidt af ham selv, lidt af folk han kender eller har kendt og endelig en del fri fantasi. Grænsen mellem fiktion og virkelighed er dermed flydende, men Bang Foss blander ikke disse to for at skabe en bestemt effekt; han er blot inspireret af det velkendte.
(Falsk) forløsning
Ligesom i det virkelige liv, går ikke alting i Stormen i 99 op i en højere enhed, hvilket blandt andet ses, da læseren flere steder i romanen vil blive overrasket og samtidigt sidde tilbage med en form for ”var det så dét?”-følelse. Eksempelvis undgår Sofie at få AIDS, men til gengæld dør hun kort efter, da hun får en tagsten i hovedet. Derudover er der hele spørgsmålet om, hvem der smurte lort på væggen på In-Wears toilet; et spørgsmål som rejses helt i starten af romanen, men som forbliver ubesvaret.
Bang Foss arbejder med nogle strukturer i sin fortælling, som i høj grad adskiller sig fra den struktur, som vi eksempelvis kender fra Hollywood-film. I filmens tilfælde skal der helst afsluttes med en følelse af forløsning. Publikum skal føle, at deres spørgsmål er blevet besvaret. Strukturen, som forfatteren i dette tilfælde benytter sig af, kan, som Bang Foss siger, derimod give læseren en helt ny og anderledes oplevelse:
”Stormen i 99 opererer med en del elementer, der er gode til at sælge bøger og film. Sex, vold, død og så den store (falske) forløsning. Men elementerne er ikke sat ind i en typisk fortællestruk-tur, som i en Hollywood-film eller en gængs krimi, hvilket måske også kan bidrage til fornemmelsen af uforløsthed.”
Bang Foss gør desuden opmærksom på, at det er forskelligt, hvad den enkelte læser opfatter som for-løsende, og at den kabalelignende følelse af, at ting går op til sidst, ikke altid er noget, han kan styre.
Diffus skabertrang eller intenderet instrument?
Når man ser på Bang Foss’ utraditionelle behandling af temaerne sex, vold og død, samt hans leg med sproget, værkets kontraster og måske vigtigst af alt: hans skildring af danskerne, er det oplagt at over-veje, om Bang Foss forsøger at rykke ved noget og at vække noget i læseren. Til det siger han:
”Stormen i 99 handler blandt andet om menneskelig ugenerøsitet og brok og smålighed, specielt på arbejdspladsen. Det handler om, hvordan brok og utilfredshed kan være en virus. Det ville være positivt, hvis læseren reflekterede over det.”
Han tilføjer dog også, at det i første omgang ikke er ønsket om at ændre noget, men ”en eller anden diffus trang til at skabe”, der ligger til grund for værket. Selvom Bang Foss altså ikke mener, at bogen har samfundsændring som bestemt funktion, påpeger han, at det kan være befordrende for kreativite-ten at betragte bogen på en sådan måde. Han søger i højere grad at stikke til folk frem for direkte at rykke ved noget og vil gerne med sin litteratur betragte og kritisere vores civilisation og samfund.
“Hvis det, jeg skrev, kunne åbne op for nye erkendelser hos læseren, ville det være fanta-stisk. Men man skal nok være forsigtig med at tale om en overordnet funktion for litteraturen med stort L. Det enkelte værk har vel sin egen funktion.”
Tak til Kristian Bang Foss for at medvirke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar