Jens Smærup Sørensen - "Enhver kan forstå Goethe"

Med udgangspunkt i Jens Smærup Sørensens nyeste værk Hjertet slår og slår, tog vi turen til Mors for at få en snak med den lune nordjyske forfatter om hans forfatterskab, skriveproces og varme forhold til de store litterære klassikere.  

Det personlige forfatterskab 

Har du altid vidst, at du skulle være forfatter? 

Jeg vidste det ret tidligt med en forestilling om, at det var noget, jeg måske ville være. I nabolaget boede en forfatter, så jeg vidste det eksisterede. Jeg kommer fra et miljø, hvor man ikke læste bøger, hvor man ikke havde noget forhold til litteraturen. Han hed Knuth Becker og har skrevet en romanserie, som er fuldstændig fremragende, især de første to bind. Han sad på et nedlagt landbrug og skrev. Bøgerne var for vanskelige at læse dengang, men ideen opstod med kendskabet til ham. Der var ikke noget andet oplagt, jeg gad beskæftige mig med, i hvert fald ikke landbrug. Endvidere havde jeg et udtryksproblem, der gjorde, at jeg begyndte at skrive tidligt. Jeg fik afløb for et almindeligt udtryksbehov, som alle mennesker har. Så jeg skrev tidligt men tænkte ikke dengang på, at det skulle blive til et forfatterskab. Jeg smed det meste af det væk. Jeg skrev, fra jeg var barn, et stort barn. I perioder skrev jeg slet ikke, men jeg skrev en del i gymnasiet.  Jeg interesserede mig for litteratur, men ved ikke hvornår jeg tænkte på, at det kunne være jeg skulle prøve at blive forfatter. Men jeg begyndte at få ting offentliggjort, da jeg var blevet student, deromkring, i tidsskrifter og sådan. Det første, jeg fik på tryk, var en artikel i Kritikken, fordi jeg var danskstuderende.  

Jeg er født 1946, på en gård, så de første 14 år af mit liv, var jo sådan i det man kalder den førmoderne verden. Det var en landbrugskultur, hvor man levede efter nogle værdier og normer, der havde været gældende i mange hundrede år, i princippet siden stenalderen, der hvor landbruget begyndte i Danmark og resten af verden. Det er noget fælles for hele verden. Dem, der udvandrede i 1800 tallet og op i 1900 tallet, ret mange i min familie, min fars familie især, omkring første verdenskrig, de rejste til USA, især til midtvesten, de følte sig med det samme hjemme, selvom de kom til at bo iblandt ukrainere, polakker, tyskere, svenskere, hvor de kom fra, fordi de alle var bønder, og alle bønder tænkte ens. Fordi man har det samme værdisæt, når man dyrker jorden og passer husdyr. Det er de samme dyder. Jorden skal passes, dyrene skal fodres, man skal være stabil og arbejde flittigt, og børnene skal opdrages strengt til det, og man lever i et livslangt ægteskab af den grund, at man er fælles om de her gårde. Og derfor kan de ikke splittes op. Alt det ændrer sig med landbrugssamfundets ophør, hvorfra man også straks ser skilsmissekvoterne, på ganske få procent endnu i halvtresserne, i løbet af de første år af tresserne vokse til 10, 20, 30, 40, 50 procent op mod 80erne af indgåede ægteskaber. Og det er jo simpelthen industrialiseringsgennembruddet, der medfører det, og gør det muligt. Derfor har det spillet en rolle hele tiden i mit forfatterskab, det er et element i det, men med årene, specielt i Mærkedage, har det fået en større plads.

Nu skal jeg lige om lidt hente kaffen, men jeg kan lige sige først, at det, der altid har optaget mig, var at skrive om nu her - den nøjagtige samtid så at sige. For man ser jo tydeligt, hvad der er særligt ved nutiden, når man stiller en anden tid eller en anden verden op imod den. Der var en reel forskel dengang mellem land og by. Det var vidt forskellige kulturer.

Du skriver meget nært og intimt, og man kan få en følelse af, at der godt kunne være et biografisk aspekt i dine værker?

Men det gør jo ikke noget… Jo, men det har jeg selvfølgelig i meget høj grad, men det er ikke det samme, som at det ikke er erindringer, det er ikke det samme. Ligesom at jeg har mig selv med i alle de andre bøger, men det er ikke det samme som at skrive om sig selv. Jeg vil gerne undgå... Jeg er blevet træt af ordet fiktion også i forbindelse med begrebet autofiktion. Og også i den måde fiktion bruges til, som for eksempel når der er tale om sådan noget som Borgen i fjernsynet, hvor det bruges som sådan en slags camouflage eller ansvarsfraskrivelse. Det er jo bare fiktion, men så laver vi alle mulige unøjagtigheder. Det drejer sig ikke om nøjagtigt/unøjagtigt, det drejer sig bare om en anden form. Hvor det ikke som i historisk journalistik drejer sig om en sandfærdighed i den forstand, at det skal svare til noget, der har foregået konkret. Det er noget andet, det drejer sig om, nemlig en mental sandhed som skal være der. For at kunne nå til det må man inddrage sin fantasi også – eller hvad man skal kalde det, fantasi er et dårligt ord… Men hvad får en maler til pludselig til at sætte en rød klat nederst i venstre hjørne af et maleri, før han synes, det er færdigt, eller er det, der skal til, før han overhovedet får begyndt. Det er svært at sige, hvad det er, men det er sådan en fornemmelse af, at det er rigtigt. 

Har du et klart billede af, hvad du kunne tænke dig at få ned på papir, eller kommer det til dig løbende?

Ja, jeg har en figur, eller hvad vi skal kalde sådan en… en character, som også bruges på dansk vel? Jeg vil sige en figur eller person, sommetider flere. Det er det, der er afgørende. Det er derfra, det udgår.

Men er det et navn eller en, du møder i Brugsen? 

Nej, det er en, jeg selv har fundet på. Det er et billede af en figur, hvor der er tilknyttet en eller anden form for eksistens, et eller andet som jeg synes er rigtigt. Hvor personen bliver ved med at komme og bliver vendt tilbage til, og som spiller en rolle. Eksempelvis i Hjertet slår og slår er der en person, der hedder Frandsen, som går igen i mange af mine bøger under forskellige navne. 

Frandsen har altid været bipersoner og har spillet en stor rolle i eksempelvis Byggeri. Jeg tror, at han har fem-seks navne i Byggeri; altså som forskellige figurer. Bipersoner kan godt være noget, jeg har observeret. Jeg ville ikke blive overrasket, hvis nogen sagde, at den eller den fra Mærkedage minder om ham eller hende. Så vil jeg nok sige ”okay, det gør den måske”, men de er blevet til på en anden måde [end hovedpersonerne]. Hovedpersonerne er der jo ikke brug for, de skal bare udfolde sig. 

Får man et personligt forhold til de personer, man skriver om?

Nej, og hovedpersonerne bruger jeg heller ikke igen. De er færdige med bogen, bortset fra at de kan dukke op igen. Men det er ikke nogen, jeg går og savner, jeg har ikke et forhold til dem, som jeg har med levende mennesker. Det kan man have, mens man skriver, men hvis man stadig har det, når man er færdig med bogen, så er man nok ikke færdig med at skrive. Så mangler der jo et eller andet. Hvis bogen er færdig, så er man ligesom færdig. Og jeg har heller ikke noget forhold til mine bøger på den måde. Jeg hader udtrykket ”mor” og ”far” – både til romanfigurer, filmfigurer og bøger. Jeg betragter ikke mine bøger som mine børn, jeg synes, det er fuldstændigt rædselsfuldt. Det er jo et helt andet forhold, man har til sine børn. 

Har du nogen faste skriverutiner eller vaner?   

Nej, jeg er ikke så disciplineret. Det er måske en del af arven, som er meget tynd i forhold til, hvad jeg er opdraget til, altså på landet på en gård. At man laver noget, når der er noget, der skal laves. Det andet er måske mere en funktionær tilgang, at man skal arbejde et bestemt antal timer hver dag. Men det er en af de store kulturforskelle fra min hverdag til den moderne verden, at et arbejde var noget, der skulle løses lige meget hvor lang tid, det tog. Når som helst uanset om der er ferie eller kunne have været ferie. Mens det jo hurtigt i løbet af 60’erne blev et spørgsmål for mange danskere om så og så mange timer om ugen. Og det indgår så også hos mange forfattere, og det forstår jeg også godt, at det gør, for der skal jo en disciplin til, men for mig ligger den et andet sted. Jeg synes på en måde, at det kommer af sig selv, at man gerne på et tidspunkt vil være færdig. Jeg skriver selvfølgelig hver dag, men jeg er meget lidt plaget af, hvis ikke det bliver til noget særligt i en dag eller to dage eller en uge eller fjorten dage, det generer mig ikke. Det sker nogen gange i ens liv, men jeg tror, de kan tælles, de dage hvor man skriver masser af sider. Altså, det mest beskrevne tilfælde er Kafka, som skrev Dommen på en nat. Men det er jo fordi, han hele sit liv var forfærdelig optaget af det og aldrig kom til at skrive sådan igen og var sikker på, at det måtte være det bedste, han har skrevet. Den er også skide god, men det er ikke i sig selv nogen garanti, at det er skrevet i en rus.

Hvordan finder du ud af, om det er værd at arbejde videre med, når du får en ide? 

Hvis ikke jeg har glemt det igen, for jeg laver ikke noter. Selvom jeg somme tider har tænkt på, at det burde jeg nok, somme tider tænker man ”hov der var vidst noget, der var en god ide, hvad dælen var det nu, det var”, men det har jeg så glemt igen fuldstændig. Men jeg har hidtil klaret mig uden, så hvis det er noget, jeg bliver ved med at komme i tanke om, så ender det jo med, at jeg tager det op.

Klassisk og ny litteratur

Lægger du vægt på at læse klassisk litteratur?

Det er meget vigtigt at læse klassikere. Så mange som muligt. Også for at forstå hvordan det hænger sammen. For eksempel hvis man læser Céline, som mange måske ville gøre dig opmærksom på, fordi han er på mode, så er det vigtigt også at have læst Flaubert og Stendhal for at forstå, hvad han er for en forfatter. Og forstå hvor meget han skylder dem, og forstå hvad det betyder den måde at skrive på. For eksempel det, at der altid er en lidenskabelig og uskyldig kvinde i centrum, og som er en tradition, han har, og som er noget særligt i fransk litteratur. Ligesom man kan sige, der er noget særligt i tysk, bestemte figurer der går igen, og der er også noget særligt i dansk. Det er lidt svært at forholde sig til, fordi det er så tæt på.

Du har siddet i det litterære kanonudvalg fra 1994 til 2004…? 

Jo, og det bliver sommetider forvekslet med Mikkelsens Kanon, men det var ikke det. Det var noget med undervisningsministeriet som på et tidspunkt.. de mente, at der var visse forfattere, som gymnasielærere og folkeskolelærere skulle læse. I hvert fald skulle de vide, at de var der og kende en eller anden tekst af dem. Det var jeg meget med på at være med i. For jeg skylder skolen min interesse, og at jeg har opdaget litteratur. Og derfor synes jeg, at så mange som muligt skal.. det er jo ikke noget som.. det er jo ikke værre, end at folk kan lade være med at interessere sig for det. Men så mange som muligt skal have chancen for at læse fantastiske tekster. Uanset hvilken baggrund de har. Ind i mellem vil der være nogle, som tænker ”hold da kæft”! Og som det kommer til at betyde en hel masse for resten af deres liv at have mødt de tekster. Det er altid sådan, at det kun er nogle få i hver klasse, og så er der lidt flere, som kan huske et eller andet som de også er glade for at have læst og kan mindes en gang i mellem. Men den kritik, der kom af det, den kom altid fra folk, der kom fra kultiverede hjem. Det synes jeg ikke, der var nogen grund til, for ”hvorfor skulle arbejderklassen belastes med det”? De skal ikke belastes, men de skal have chancen for at se, at det findes. Og det er jo ikke noget, der kræver en særlig klasse for at forstå. Enhver kan forstå Goethe. Fantastisk skrevet. Hvis bare man ser et eksempel på det fra Den unge Werthers lidelser; det er jo noget, ethvert ungt menneske kan forholde sig til. 

Så at litteratur er for de intellektuelle, det er noget vrøvl? 

Det er noget vrøvl. Og det er dødirriterende, at det bliver opretholdt af visse intellektuelle, sådan som om at ”det her det kan vi forstå, det er der nok ikke så mange andre, der kan”. Og det er ikke rigtigt. Det ved jeg jo, fordi jeg får henvendelser, brevmails, fra mange forskellige slags mennesker. Og det har slet ikke noget med uddannelse at gøre. Det har det jo kun, hvis det er akademiske tekster, der kan man sige, man skal have en vis baggrund. Men med romaner; det kræver jo bare at man kan læse. Og så kan man have opfattelsesevnen selvfølgelig på forskellige niveauer, men følsomheden overfor det kan jo findes uanset uddannelse. 

Mærkedage bliver nogle gange betegnet som dit folkelige gennembrud. Betød det noget for dig, at den blev så udbredt, som den blev?

Altså ikke sådan, jeg havde nær sagt i kunstnerisk forstand, der betød det ikke noget, men det var meget sjovt. Det var sjovt at høre fra mange mennesker… Jeg fik breve fra nogen, som stort set aldrig nogensinde havde læst en bog ellers i deres liv. Der er folk, der har læst den, som næsten ikke har læst, men som ikke vidste, den var svær, for der var nogen, der synes, den er også lidt svær, på grund af kompositionen og sådan noget, det har de ikke tænkt over, de har bare læst den.

Når du skriver, hvem skriver du så for? 

Jamen, det er jo altid henvendt til nogen. Man kan jo ikke forestille sig en fortælling uden en modtager. Man kan skrive digte til sig selv, men det gør man sådan set også, fordi digte skrives som om, man er alene. Det er sådan set grundsituationen i lyrik, at der er en elskede, der ikke er der. Der er en, der er død. Der er en gud, som man ikke kan høre, som ikke siger noget til en, men som skal sige noget til en; men prosaen, fortællingen er noget, der foregår omkring et lejrbål. Der er altid en tilhører, det er det, der giver det mening, men det er en tænkt tilhører, eller en tænkt læser… En slags idealfigur, en slags ideallæser. Jeg forestiller mig en læser, der sådan set opfatter mere, end jeg selv gør. Altså en der kræver, at jeg gør mit yderste i hvert fald – sådan kan man vel også sige det. For at få så meget udtryksfuldhed i det som muligt.

Er der nogen nye danske forfattere, du er opmærksom på?

Der er nogen, der interesserer mig af de unge. Ret mange af dem. Jeg synes, at det er interessant, at de skriver, at de er der. Jamen, hvad hedder de alle sammen; Lars Frost, synes jeg er god. Og Harald Voetmann… Amalie Smith er der også, en hel del af pigerne der… Jamen, der er mange, men det er sådan et andet forhold, fordi jeg ved ikke, hvor gode de er. Det tager jeg ligesom ikke stilling til, fordi jeg synes bare, at det er godt; det er interessant, det er værd at følge med i. Men det er jo ikke sådan, som jeg har beundret nogle ældre. Beundring er også noget, man holder lidt op med med alderen måske. Altså på en vis måde, det hører sådan et ungdommeligt gemyt til med ægte vild beundring. Så nu læser jeg altså, dels stadigvæk, ældre ting for at lære noget. Man kan altid prøve at lære lidt af at læse, og de nye læser jeg måske også for at lære noget. Man kan også godt lære noget af yngre, men også fordi jeg synes, at det er voldsomt interessant, hvordan de oplever verden. Som jo ikke er så forskellig fra, hvordan man selv oplever, men alligevel lidt anderledes. 

Tak til Jens Smærup Sørensen for at medvirke.