Harald Voetmann - "Det er ikke et korstog, at det skal være ulækkert"

Maj 2012

Harald Voetmann har med sin nyeste roman, Kødet Letter, skrevet, hvad han selv beskriver som, en folkekomedie. Hvis dette er sandt, må det siges at være en noget pessimistisk én af slagsen. Bogens første del, Protisterne, følger den livstrætte funktionær Kühleborn, der arbejder på et talgsmelteri i Den Grå Kødby – stedet hvor levende dyr forvandles til døde kroppe. Det eneste, han drømmer om, er at røre ved en prostituerets knæ eller måske at købe sig en helt særlig fyldepen. I Abyssalzoner, bogens anden del, blander karakteren Harald Voetmann sig i billedet. Han er ligeledes deprimeret og fantaserer om at vende tilbage til en encellet eksistens før bevidstheden. Vi befinder os i et univers, hvor opløsningen og ophøret hele tiden truer; for som Kühleborn beskrives: ”[han] er en tåge fortættet til kød, og kødet letter.” 

Læseren er undervejs i læsningen ved at drukne i kropsvæsker, ja, fedtet driver så det fortættes til kondens og lægger sig på glasvæggene til Kühleborns kontor, så det må tørres af med en klud flere gange dagligt. Dette morbidt fremstillede univers og det insisterende fokus på det ulækre og ubehagelige er dog ikke ment som plat effekt:

”Det vigtigste for mig er, at det er sansenært i alle tilfælde. Jeg prøver at være opmærksom på, at det jeg skriver, skal tale til sanserne. På det tematiske plan er det en bog, der beskæftiger sig med forgængelighed og død og tungere emner. Hvis vi taler mere generelt om brugen af beskrivelser og metaforer i sproget og den slags, er det ikke en nødvendighed for mig, at tingene skal være ubehagelige eller ulækre. 

I det her tilfælde ville jeg meget gerne skrive en bog, der forsøgte at forholde sig til nogle af de mest, for mig, ubehagelige sider af tilværelsen med humor. Tanken var, at det skulle være en komedie, at man ikke skulle blive nedtrykt af at læse om de her ting, men snarere kunne more sig over dem. Det er ikke et korstog, at det skal være ulækkert.”

Karaktererne i romanen er ikke ligefrem de overskudsagtige vindertyper, vi tilbeder i dag. De er ensomme, grimme (Huldbrand, den eneste person Kühleborn har noget der minder om menneskelig kontakt med, beskrives som et ”scrotumhoved”), overvægtige og fremmedgjorte. Kühleborn og fortællerjeget Harald Voetmann er ikke rigtig i stand til at tage ansvar for deres tilværelser. De er tyngede af refleksioner, hvilket lammer særligt Kühleborn i en grad, så han bruger hele romanens første del på at overveje, hvordan det morgenbrød, han har medbragt i anledning af sin 55-års fødselsdag, skal deles ud til kollegerne uden at det dog nogensinde lykkes for ham. 

Karaktererne i bogen har en tendens til at reflektere meget over tingene i stedet for at handle på dem. Vil du sige, at det kan have nogle negative konsekvenser at være et reflekterende væsen?

”Der er to forskellige tilgange til det her problem med drifterne. Den ene er at overgive sig til dem, som jeg mener, Huldbrand mere eller mindre gør. Han er fuldstændig driftsstyret og styret af smålige behov. Han tager ikke en skid hensyn til andre mennesker, hvor Kühleborn meget nødig vil blotte sine behov i forhold til omverden. Det er som om, der er en form for skam forbundet med overhovedet at skulle vise at noget sådant eksisterede. Dels i forhold til omverdenen, men også i forhold til sig selv.”  

Denne splittelse mellem kødet og bevidstheden er tilstedeværende gennem hele romanen. Er den produktet af et moderne samfund eller er det et menneskeligt grundvilkår?

”Jeg citerer fra Freuds Hinsides Lystprincippet, som handler om dødsdriften, som jo er et begreb, han aldrig helt finder ud af, om han egentlig tror på, men han mener, at der i alt liv kan være en eller anden form for regressiv tendens, der ønsker sig tilbage til stilstanden, man stræber tilbage mod at blive en eller anden form for encellet organisme. Men han vakler, det er et meget interessant skrift, netop fordi han ikke ved, hvad fanden, hvad han skal mene om det her. Han har nogle forestillinger, men han kan ikke konkludere noget som helst. Han bruger begrebet protister, som også er titlen på første del af min bog, og det er de her encellede organismer, han har studeret i et reagensglas og ikke rigtig ved om de længes efter at leve og formere sig, eller om de bare længes efter at dø.

Man kan tale om en form for splittelse, og det er netop svagheden og al skammen og alle de her meget betændte områder, jeg gerne vil forsøge at beskæftige mig med, fordi de for mig er centrale elementer i tilværelsen, men samtidig er noget der drukner under pynt. Om man så skal se det som en splittelse, der findes i mennesket, eller om det er et udtryk for naturlige drifter, altså for eksempel dødsdriften, det ved jeg ikke. Jeg ønsker ikke at komme med deciderede postulater.” 

Bogen kan læses som en kritik af det moderne samfund. Mener du, at forfattere har et ansvar for at engagere sig i samfundet gennem deres forfatterskab?

”Personligt vil jeg meget gerne have, at de ting jeg laver har en eller anden forankring i virkeligheden, sådan som jeg opfatter den. Det er i virkeligheden mere end bare samfundet. Det er også i forhold til den menneskelige natur. jeg har ikke lyst til at lave noget, som jeg følte var forløjet, og som jeg ikke følte, gav et nogenlunde sandfærdigt billede af, hvad jeg mener. Men altså ikke samfundsengagement som sådan. Jeg kunne ikke drømme om at begynde at blande mig i politik.”

Altså, du ønsker at udtrykke noget mere alment menneskeligt? 

”Det er det jeg har forsøgt at gøre her. Eller det var i hvert fald planen. At Kødet Letter på en eller anden måde skulle foregå her og nu. Danmark nu. Nu kan jeg godt se, at der skete nogle forskydninger undervejs. De er inde at se stumfilm, osv. Det var ikke nødvendigvis planlagt fra starten. Men den handler alligevel på en eller anden måde om det moderne samfund. Det er ikke fordi, det behøver at være løsrevet, ikke fordi det behøver at være alment og ophøjet og løsrevet. Men dér forpligtelserne ligger er, at der ikke bliver tegnet et forløjet billede af den menneskelige eksistens. Det er det, jeg vil regne for en litterær dødssynd. Et andet tema er alt det, jeg opfatter som usselt, der omgiver os i samfundet og som fortæller nogle meget løgnagtige glansbilledhistorier, som man finder overalt i populærkulturen og i reklameverdenen. Det er også noget, der påvirker de her karakterer, og jeg mener, at det er godt at være bevidst om ikke at gentage klichéerne fra de her falske glansbilledverdener, der er bygget op omkring os. 

Jeg tror godt, man kan lave noget, der forholder sig på en anden måde til virkeligheden uden det nødvendigvis behøver at være sådan en slags bitter medicin. Det er slet ikke sådan. Det skal også gerne kunne være underholdende og vildt. Det er ikke fordi, jeg vil sætte mig ned i et hjørne og insistere på at være sur, nej tværtimod, altså man skulle gerne, efter at have læst bogen, kunne hæve sig en lille smule over den her sump, det også er.”

I romanens anden del indtræder forfatteren pludselig selv i fortællingen, idet vi følger ”Harald Voetmann” til terapi hos dr. Ove Grub Jensen. At Harald er i gang med at skrive romanen, tolker Ove som et forsøg fra Haralds side på at sygeliggøre sig selv (hvilket til dels må siges at være rigtigt, for Harald ønsker at benytte sig af det kommunale tilbud PAD – ProAktiv Dødshjælp). Historien får altså et metalag, der kulminerer hen imod slutningen af romanen, hvor Kühleborn og Voetmann øjensynligt smelter sammen. Harald Voetmann (altså personen, ikke karakteren) har ikke tænkt brugen af sig selv i bogen, som et knausgård’sk selvudleveringsprojekt. I stedet har han gjort sig nogle andre tanker:

”Det spiller på bekendelsesgenren og mere specifikt Melankolsk Mandlig Kunster-bekendelsen, som vist nærmest er en genre for sig. Håbet var, at bekenderstemmen også kunne virke tilbage på Kühleborn-historien og understrege det tragiske element i den. På den anden side viser også bekendelsesdelen sig jo at dele træk med fiktionen om Kühleborn; dødsfrakkerne findes også der, og de er altså ikke forfatterens opfindelse. Derudover er den bekendende forfatter endnu et af romanens eksempler på smålighed, måske er han faktisk den mest smålige af alle personerne i bogen, selvom han ikke er lige så karikeret som Huldbrand. 

Jeg bruger også mit eget navn i anden del af bogen, fordi der i så høj grad bliver peget fingre af alt og alle i første del; det var nødvendigt også at pege på forfatterstemmens egen ynkelighed, der skulle sones. 

Der er masser af løgn i bogen, men det er løgne, der tjener til at afspejle min opfattelse af verden. Petrarca-citatet først i bogen siger det hele: "Jeg vil ikke fortælle løgnehistorier, skønt det lyder mere som løgn end sandhed. Jeg vil fortælle om de uhyrligheder, jeg har set og hørt, og som har besudlet mine øjne og ører." Når Petrarca skriver, at uhyrlighederne besudler hans øjne og ører, indrømmer han på en måde også, at det er umuligt at beskrive det uhyrlige helt sandfærdigt, fordi det uhyrlige forvrænger ens perspektiv. Perspektivet er forvrænget, men bogen er et oprigtigt forsøg på at tale om noget virkeligt.”

At Harald Voetmann har læst latin på universitet, sætter et tydelige spor i forfatterskabet. Eksempelvis handler hans første roman, Vågen, om den romerske ”naturvidenskabsmand” Plinius den Ældre. Inspirationen til Kødet Letter er ikke så direkte tydelig, men den er bestemt tilstedeværende:

”Jo, for mig har det været meget vigtigt at dykke ned i nogle af de her oldtidige ting og sager, fordi de er stemmer fra en forsvunden verden. I forhold til livet hér og nu og det samfund vi lever i er de outsiderstemmer fra en forsvunden tid, og det gør at perspektivet er lidt forskudt. Det er en af delene. Ellers er det lidt forskelligt, hvordan jeg bruger det i forskellige værker. I Kødet Letter er der for eksempel det her forvandlingsmotiv, som jeg har tænkt meget over. Apulejus’ Det Gyldne Æsel laver nogle forvandlingskæder, hvor historien ligesom skal forvandle sig til noget modsat, og det var sådan et rent stilistisk træk, jeg forsøgte at tage ind. En anden ting, man kan sige er før-moderne i hvert fald, er det her memento mori-motiv, som også er ret allestedsnærværende i bogen. Det jo også netop noget, der både i den antikke, men også i middelalder- og renæssancelitteratur, er meget nærværende. Det optræder tit i komedier. Eksempelvis hos Rabelais handler det ekstremt meget om dødelighed og kroppens forfald og nogle meget, meget ubehagelige ting, men på en meget let og lys måde, som er en helt anden måde at forholde sig til død, drifter og kroppens svækkelse på, end den moderne, hvor vi har en eller anden ungdomsdyrkelse og en sundhedsdyrkelse, og alt der falder udenfor skal sgu ligesom ties ihjel. Så synes jeg, den der meget hyggelige tilgang der er hos for eksempel Rabelais og hos Petronius i Satyricon egentlig er tiltalende, fordi det ikke skal blive en moralprædiken. Det er en meget åben og inkluderende form.”