Jacob Berner Moe - "Alle mennesker har ridser - ikke bare i lakken, men helt ind i karosseriet"

Maj 2012

Hvor kommer din inspiration til værkerne fra?  
Alle steder og ingen steder. Taler vi om de væsentlige byggesten - temaer, karakternes grundkampe, så kommer de helt sikkert fra underbevidsthedens dybe mørke.  Drejer det sig om mere konkrete elementer som en bys indretning eller en drengs sprogvaner, så trækker jeg først og fremmest på min hukommelse. Altså ting jeg har oplevet. Jeg har stort ikke researchet til mine bøger. Som journalist har det næsten været et dogme for mig at undgå research. Jeg har faktisk været bange for at researche for meget, fordi fakta muligvis kunne ødelægge den egentlige historie. 

I Vandel har du brugt historier fra det virkelige liv som inspiration, er der også det i dine andre værker? Hvor meget benytter du dig generelt af virkelige oplevelser, og hvordan? 
Jeg benytter mig meget lidt af virkelige oplevelser. Jeg er vokset op i Vandel, så jeg har skrevet romanen på en geografi, et miljø og en stemning, jeg kender. Men jeg har ikke ladet mig inspirere af virkelige 'historier'. Jeg kan komme i tanke om en enkel novelle hvor jeg har ladet mig inspirere af en virkelig historie (som så alligevel har fået et tvist), men ellers ikke. Mange læsere prøver at finde ud af hvem de forskellige karakterer er i virkeligheden, eller hvor jeg har hørt om et trekløver der brænder en brugs ned, men sådan fungerer det ikke. Brudstykker som en mands dårlige vaner, eller indretningen af en brugs kan komme fra virkeligheden. Men jeg tager aldrig store 'klumper' fra virkeligheden (som en begivenhed eller en karakter) og bruger direkte i fiktionen. 

Hvorfor er Nu tuder jeg igen en novellesamling, mens Vandel og Gloria er romaner? Er der en grund til at historierne er skrevet i netop de genrer, som de er skrevet i? Hvilke fordele og ulemper ser du i de to genrer? 
Den bedste forklaring jeg kan give er at sådan blev det bare. Novellerne skrev jeg i hånden. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg ved heller ikke hvad den næste udgivelse bliver. Jeg har en biografi-lignende bog i planerne, en essaysamling, en roman, jeg satser på at tilfældet guider mig i den rigtige retning. Skønlitteratur (læs=kunst) skulle gerne have så mange lag at man ikke kan overlade det til fornuften / bevidstheden at styre slagets gang. I hvert fald ikke min fornuft...

Hvad er det ved moral og etik problemstillingen, som interesserer dig så meget? 
Ja, det er nok rigtigt, at det optager mig. Filosofi optager mig. Spørgsmål optager mig. Ikke så meget svarene. Jeg afleverer ikke bestemte budskaber til læserne, nok snarere dilemmaer. Gloria behandler et etisk dilemma - skal man følge sine lyster eller sine pligter? Det har jeg ikke noget svar på. Men spørgsmålet er da interessant. Mon ikke det er et eller andet fra min ellers ganske udmærkede barndom på den jyske hede.

Er det samfundet i dag der er demoraliseret, eller er det et problem til alle tider? Er det en generel diskussion, eller er der noget i dag, som gør det specielt relevant? 
Fremgår det af mine bøger at 'samfundet er demoraliseret'? Det tror jeg ikke. Generelt er jeg ikke interesseret i at dømme mine karakterer, men at forstå dem. Er det umoralsk, at en 40-årig mand forelsker sig i en 17-årig pige? Ja, nej, måske, men i hvert fald forståeligt. Er det forkert at brænde sin egen brugs? Ja, hvis det er for at snyde forsikringsselskabet. Men også forståligt hvis man lever et liv som brugsuddeleren i Vandel. Hvis jeg på stående fod skal sige noget generelt om det moderne menneske - som sikkert nok afspejles i mine bøger - så er det at vi alle sammen træder rundt på en tynd fernis af mening. Braser vi igennem, så styrter vi ned i ret stor meningsløshed. (Hmm, i morgen vil jeg sikkert sige noget andet)

Image lader til at betyder meget for flere af hovedkaraktererne i Vandel og Gloria. De vil gerne fremstå som karrieremennesker, korrekte, stærke eller rolige. Men ofte viser det sig under overfladen, at de ikke er helt så perfekte. Har alle mennesker ridser i lakken, selv juristen, som gerne vil fremstå ordentlig?                   
Ja alle mennesker har ridser - ikke bare i lakken, men helt ind i karosseriet. Uden at have tænkt over det før, er det meget muligt at både Lea (Vandel) og Aksels (Gloria) indre kampe hænger sammen med at de ikke erkender deres dybe ridser. De er begge ret fornuftsstyrede mennesker. Men nogle dybere behov / dæmoner / drifter forstyrrer den overfladiske balance. 

Kommunikation der på en eller anden måde mislykkedes er et centralt tema især i novellesamlingen. Karakterne har ofte svært ved, at sige det de helt mener, og får ytret sig på måde, som ikke nødvendigvis er deres intention. Er det et kendetegn for vores samfund, at vi er blevet for dårlige til at kommunikere med hinanden? 
Nu kom jeg til at tænke for meget, i stedet for bare at svare ... for hvad vil det sige at kommunikere godt? Som forfatter er jeg voldsomt optaget af hvordan vi som mennesker opfører os. Og jo, vi taler forbi hinanden, vi taler os væk fra hinanden, eller vi taler slet ikke til hinanden. Mit gæt er at meget dårlig kommunikation i virkeligheden skyldes dårlig selvindsigt. Det gælder i en del af novellerne. Og det gælder også i virkeligheden. F.eks. så jeg min søn spille fodboldkamp og en af fædrene på det andet hold var rasende efter kampen. Han råbte sin søn ind i hovedet: "Hvorfor fanden bliver du så sur, når jeg siger noget til dig! Jeg prøver sgu da at hjælpe! Det er ikke til at holde ud, det her!” Det er dårlig kommunikation - og meget dårlig selvindsigt.

Hvordan ser du din egen rolle i forhold til læseren, og det læseren forstår? Da novellerne i Nu tuder jeg igen er ret åbne og både kan forstås og misforstås. 
Forfatteren er ligegyldig. Der bør ikke være en forfatter imellem læseren og værket. Jeg tegner en skitse, men det er læseren som farvelægger. Historien er læserens. Derfor kan novellerne heller ikke misforstås, for der findes ikke en bestemt tolkning der er rigtig. 

I dine værker viser du forskellige generationer, og i den sammenhæng kommer familien også til at betyde en del. Hvad betyder familiemotivet for dig, og hvad er det de forskellige generationer kan? 
En klog mand sagde engang til mig at vi bruger hele vores liv på at bearbejde vores barndom. Uanset hvem vi er. Det er ikke helt forkert. Så det giver sig selv at familiemotivet rummer eksplosivt stof. Et underliggende og altid tilstedeværende drama. Det kan jeg godt lide at arbejde med. 

Vi ser en tendens i den nye litteratur til at værkerne tager udgangspunkt i hverdagssituationer med et twist. Ser du dig selv som en del af denne tendens?     
Det kan sagtens være at I har en pointe i det. At forfattere kun betragter det der er tæt på dem. Hvis jeg nu siger at jeg aldrig har set mig selv som en del af nogen tendens, er jeg måske med til at cementere den hypotese (den navlepillende forfatter) ... Jo, jeg tror også at mange forfattere er ret historieløse, ret ignorante i forhold til store problemstillinger som fattigdom, økologiske katastrofer etc. Det er lidt synd. Jeg arbejder på det...

Hvordan ser du dig selv i forhold til andre forfattere, som skriver i dag? Ser du dig selv som en del af en speciel strømning? 
Nej (som nævnt ovenfor). Det er muligt at jeg i virkeligheden er en del af en strømning, men jeg læser ganske enkelt for lidt dansk samtidslitteratur og går for lidt ud med forfatterkolleger til at have en kvalificeret holdning. 

Hvilke tendenser ser du i den nye litteratur, og hvad er dit forhold til dem?  
Jeg ser heller ikke nye tendenser. Men jeg gætter på at flere og flere forfattere vil fjerne blikket fra hverdagslivet og kaste sig over andre temaer fremover. Det vil ske som en uundgåelig konsekvens af at forfatterstanden nu er blevet skoset tilpas længe for at være navlebeskuende. Den tidligere kulturminister var en af dem der gentog budskabet. Kulturkamp, hedder det vist.  

Hvordan er Jacob Berner Moe anno 2012? Er der noget nyt på vej, eller nogle nye projekter i gang?
Jeg har brugt en del tid på at fylde rygsækken de seneste par år. Jeg læser litteraturhistorie på KU. Jeg arbejder med jura som konsulent hos Folketingets Ombudsmand. Jeg har uddannet mig til yogalærer og læst yogafilosofi. Der skal også 'fyldes på', føler jeg. Jeg kommer nok til at skrive en lidt anderledes biografi dette efterår. Der er også en masse romansider et sted ... de simrer.  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar