Daniel Boysen Pedersen - Jeg vil gerne gøre det kompromisløst. Det giver ikke mening at gøre det halvt.


Interview med Daniel Boysen Pedersen

Vi befinder os i en af de første rigtige solskinsdage i maj måned. En af de dage, hvor man kan have bare ben uden at fryse en smule. Løves bog og vincafe er hverken propfyldt eller mennesketom. Stemningen er let, men ikke ved alle borde. Henne ved døren er to studerende fra litteraturhistorie ved at blive en smule nervøse. De venter nemlig på Daniel Boysen Pedersen, der snart skal gøre sin entré. Journalistisk arbejde er ikke ligefrem en fast del af studiet, og nu skal de kaste sig direkte ud i at interviewe en aktuel forfatter.

Ind ad døren træder han med ét. Han er iført lange bukser, T-shirt og en sort hat. Det er tydeligt at se, at denne unge mand ikke bare laver almindeligt papirarbejde, men derimod er en kreativ sjæl med et formål her i livet. De nævnte parter hilser pænt, og samtalen bliver hurtigt behagelig og afslappet, men de er jo ikke kun kommet for at hyggesnakke.

At sidde på toppen af verden og kigge ud over byen og vandet

Samtalen tager udgangspunkt i Daniels første roman, Forudsat at du har lyst til at fortsætte. Han ser nemlig sig selv som værende primært romanforfatter. De to studerende er nysgerrige efter at vide, hvordan byen og vandet, som jeg-personen i romanen sidder og kigger ud over, repræsenterer ham selv. Han starter med at lægge det helt fast, at der er stor forskel på jeg-fortælleren og ham selv. Det er lidt klassisk, når det er en jeg-fortæller, at man så godt kan komme til at sætte lighedstegn mellem dem, men det bunder også lidt i mig selv.

Første fejl er begået, men ingen skade er sket, så de fortsætter med at tale om hans ophav: Vestjylland. De studerende har ikke helt opgivet at hive et svar ud af ham om, hvorvidt han ser en spaltning i sig selv mellem den landlige idyl og det hektiske byliv. Han svarer pænt:

Jeg kommer oprindeligt selv fra landet, hvor der var den der idyl. Det er måske den der ene side, den rolige og tilbagetrukne side af mig, sådan helt alene og bare i symbiose med naturen på en eller anden måde. Og så bare det der med at komme ind i byen, og så kører der biler over det hele, fest og farver. Det er især dét, jeg forbinder med byen. Det er inde i byen, jeg drikker mig fuld og oplever det der kaos.

Spændende, tænker de to. De vil gerne vide lidt mere om de to sider, han taler om. Selvom det er blevet fastlagt, at der i romanen er tale om en karakter, er de nysgerrige efter at vide mere om personen Daniel.

Den ene side er den der rolige, tænksomme, tilbagetrukne, filosofiske type, som er ude i naturen, i isolationen på en eller anden måde. Så når man kommer ind i byen, bliver man den der lidt mere vilde, galskabs-unge menneske, hvor man ter sig, drikker sig fuld og gør nogle lidt mere underlige ting engang imellem. Det er nok de to sider jeg personligt har, men som også er i hovedpersonen.

Vestjyden der kom til byen

Det fremgår af samtalen, at både Daniel selv og hovedpersonen indeholder længslen efter den landlige idyl samt trangen til at søge ind mod byen. Samtalen drejer sig mere over mod bylivet, og hvordan det er at blive modtaget i en storby, når man taler gennemtrængende vestjysk. Her nævnes digtet Vestjyde i storbyen, der beskriver lige netop denne situation.

Jeg gør egentlig både grin med mig selv og min baggrund, men gør også grin med, at vi ligesom skal lægge det fra os for at blive taget seriøst. Jeg vender det også på hovedet. Når det er på vestjysk, så har han mange tanker, men få ord til at beskrive det. Når han lige pludselig snakker som alle andre, så har han mange ord, men ikke rigtig nogle tanker at beskrive.

De to studerende får igennem samtalen det indtryk, at landet og naturen har det med at få tillagt positive fortegn, mens byen ofte beskrives negativt. Ikke at Daniel ikke bryder sig om byen, hvilket allerede er blevet fastlagt, men denne distinktion peger på en vigtig del af hans forfatterskab.

En skabssamfundskritiker

Ud fra snakken om de negative og positive værdier affødes spørgsmålet om, hvorvidt Daniel ser sig selv som en egentlig samfundskritiker. Decideret samfundskritiker tror jeg ikke, jeg ville kalde mig selv, men igen det der med at skabe undren, for jeg synes, der er alt for mange der går ureflekteret igennem dagligdagen. Selvom han ikke vil kalde sig samfundskritiker, vil man let kunne fristes til at læse hans kommende roman Mælkebøtteantræk som værende indirekte samfundskritisk. Romanen tager kort fortalt udgangspunkt i et samfund, der ligner vores. I dette samfund har videnskaben overtaget, og i dennes navn udføres eksperimenter på mennesker. Hans afvigen fra at svare direkte ja til at være samfundskritiker kan sagtes have noget at gøre med, at Daniel i forvejen ikke bryder sig særlig meget om titelsamfundet, dog siger han om sit litterære syn på byen:

Jeg gør det både for at få folk til at undre sig lidt over, om det nu også er det rigtige, vi har gang i, med al vores bebyggelse. Jeg kan godt lide storbyer osv., men jeg tror ikke det er udelukkende positivt, at vi bare lader det vokse.

Og han fortsætter:

Det er det samme med nede på havnen lige nu f.eks. Jeg synes, det er meget spændende det der sker dernede, men den der høje bygning, der er ved at blive bygget – Fyrtårnet – har vi brug for det? Det er mere det spørgsmål jeg tænker på. Det har jo vist sig, at det ikke er særlig sundt for mennesket at bo i højden. Man bliver meget isoleret og folk trækker sig ud af det sociale samvær på en eller anden måde.

Daniel gør det klart, at han i sin første roman ikke har tænkt særlig meget over, hvorvidt den kan forstås som en kritik eller ej, mens det bliver en mere integreret del af hans projekt i Mælkebøtteantræk. Han har ikke lyst til at være en del af den der ’brokke-debat’, som han selv kalder det. Han vil hellere gøre det lidt mere skørt og implicit: Jeg har pillet lidt ved virkeligheden og så skal folk ligesom se, at det kunne lige så godt ske, som så meget andet vi gør lige om lidt.

Litterære strømninger

Som universitetsstuderende kan det være en udfordring ikke at komme til at tale om de generelle tendenser for ens fag, der er i samfundet. Denne udfordring har de to studerende ikke taget op. I stedet spørger de ivrigt til, hvordan Daniel forholder sig til de meget populære emner køn og seksualitet. Til dette svarer han meget kort og præcist: Jeg skriver det jeg skriver. Det er en klar udmelding, men ikke helt nok for de to litteraturstuderende. De vil gerne vide noget mere om, hvorvidt han bevidst har valgt at tage nogle andre emner end disse op, eller om det er et tilfælde, at disse emner ikke er dominerende for netop hans litteratur.

Jeg ved jo godt hvad der sker, men jeg kan ikke skrive anderledes end det jeg gør. Jeg er ikke så meget til det der humoristisk, perverse, seksuelle i forhold til rollerne osv. Nu tager jeg det lidt op i og med at jeg har en feminist med i min næste roman, men det bliver overhovedet ikke hovedfokus for mig. Jeg interesserer mig meget for de psykologiske processer i de enkelte individer.

Snakken går videre hen imod det spørgsmål, der naturligt rejser sig i forbindelse med dette udsagn: Er Daniel bevidst i gang med at pege dansk litteratur i en ny retning? Til dette svarer han: Jeg håber jeg kan ramme, om det så bliver med min næste roman, en mere generel trang i den danske befolkning som sådan, men også folk, der virkelig interesserer sig for litteratur. 

Der bliver talt meget om, hvilken litteratur der er populær i øjeblikket, og hvilken der bliver gemt mere af vejen. Daniel taler meget om, at han ikke er så vild med de generelle strømninger, der ses lige for tiden. Her nævner han f.eks. krimigenren, som han mener, får alt for meget opmærksomhed.

Der er mange forfattere, der gemmer sig lidt rundt omkring, som tager nogle store og vigtige emner op i et mere psykologisk og filosofisk perspektiv, som mange godt kan følge og kunne få gavn af at læse, og jeg tror, det kunne være godt, hvis man fik lidt syn over på noget af den litteratur. Om jeg så skal bruge hele livet på at få det derover, det er fint nok, det tænker jeg ikke så meget over.

For Daniel er det ikke et bevidst mål at ændre de tendenser, han selv er træt af: Man kan godt sige det er en del af det. Jeg ved ikke, om det er selve målet. Det er en del af mit projekt. I stedet er hans eneste konkrete mål at udgive mindst én bog om året.

Jeg er jo stadig bare Daniel, der kommer fra Aarhus

Til juni skulle der helst ligge en digt- og novellesamling klar, som Daniel sender videre på forlagsrunde. Han fortæller, at han altid sender noget lidt skørt og anderledes med sine værker, for at få noget opmærksomhed, for, som han selv siger; Jeg er jo stadig bare Daniel, der kommer fra Aarhus, der oprindeligt kommer fra Vestjylland. I København, der ved de jo stadig ikke helt hvem jeg er.

Det kan måske virke lidt åndssvagt, for at bruge hans egne ord, at skulle sælge sig selv, men sådan er virkeligheden for de unge forfattere.

Det burde være det, der stod indeni der betød noget, og ikke hvad er var udenpå, så skal man lige gøre lidt opmærksom på sig selv, før man kommer igennem. Du kan skrive måske den største bog der endnu er skrevet i nyere dansk litteratur, men det er ikke sikkert, den kommer igennem.

Dette tager han heldigvis ikke så tungt. Hvis Daniel får et afslag, sender han bare sit materiale ind igen med en ny præsentation og et notat om at der var vist noget, der gik galt i jeres kommunikation. I forlængelse af dette siger han: Jeg skal bare ud på markedet, så jeg har muligheden for at skabe bare et lille navn, så der er nogen, der kan huske mig.

Musik og oplæsninger

Ud over at få sat sine fodspor på den danske litteraturscene, vil Daniel også gerne eksperimentere lidt med den musikalske. Sammen med nogle musikere laver han musik med spoken-word til. Jeg vil også gerne lave noget bluesmusik, fordi der kan jeg godt mærke, at der kan jeg få lov til at slippe mig selv lidt løs, og der er det helt fint, at man råber lidt. Det er ikke bare sådan, at man læser op og fortæller. I denne måde at udtrykke sig kunstnerisk ligger der også flere muligheder for at komme ud på markedet og sit navn gjort alment kendt. I forhold til interessen for musik vil de to studerende gerne vide, om den kreative sjæl også selv spiller et instrument. Til dette svarer han, at han spiller lidt guitar og percussion.

Jeg vil hellere lade musikerne om at lave musikken og så lade mig om det jeg ved, jeg kan finde ud af, fordi jeg kender så mange, der er så meget bedre til at spille end mig og har mange flere ideer rent musikalsk. Så vil jeg hellere høre deres musik og måske komme med kommentarer og så koncentrere mig om det andet.

Om sine oplæsninger fortæller Daniel, at det tit er digtene, der fanger folk. Desuden oplever han en større tilslutning fra det ældre publikum.

Mange gange når jeg læser på en åben scene på ’Løves’ eller ’Fairbar’ og rundt omkring, hvor det har været unge mennesker, så kan man godt mærke, at de måske bare tager imod visitkortet og går ind og tjekker. De går nok ikke lige ned i boghandelen og køber den.

Specielt i Herning havde han stor succes, hvor han foran et ældre publikum holdt en oplæsning, hvorefter hans bøger blev revet væk. Han blev endda kontaktet af en boghandler, der gerne ville have nogle af hans bøger i sin butik. Det er altså en blandet fornøjelse at være ny, ung forfatter ude på det store marked.

Det at man let kommer til at sammenligne forfatteren med jeg’et i teksten, har han selv oplevet: Jeg skrev en tekst, der hedder ’vulgære brækfornemmelser’, som jeg læste op til Poetry Slam, som handlede om en luder der tog heroin og godt kunne lide at være sammen med de mænd hun var sammen med, og at der var herligt at være prostitueret. Jeg brugte ordet luder, og det bruger jeg ellers normalt aldrig. Så lavede jeg lige et lille twist til sidst, omkring at hun kom hjem til sit barn og gav det en knus, og så skubbede hun bare barnet væk igen og sagde ”nu skal jeg ud og have min heroin, fuck mit barn”. Konferencieren misforstod helt hvad jeg sagde, så hun fik lige vendt publikum lidt mod mig bagefter og sagde ”Nu må vi se hvad kvinderne synes som denne her tekst”. Hun havde fuldstændig misforstået ironien i det. Der blev jeg jo identificeret med en som synes, at det var fedt nok  at kvinder var ludere, og at det ikke var mændene, der gik til kvinderne, der var noget galt med. Når man er ude og se en forfatter, der læser op, skal man passe på med ikke at læse ham ind i.

Udgivelse og forfatterskab

Efter denne både sjove og lidt akavede anekdote bevæger de to studerende samtalen over mod Daniels roman Forudsat at du har lyst til at fortsætte og de projekter han ellers har på tapetet. Om udgivelsen af denne ene roman siger han:

Jeg ville jo hellere have været ude med mange bøger på én gang, så man kan begynde at tale om et forfatterskab frem for en bog. Jeg vil helst ikke hænge fast i denne her roman for længe. Jeg vil helst heller ikke afsløre for meget om den næste roman. Det er sjovere, når den så er færdig.

Daniel fortæller dem, at det i hans familie kun var faderen der kom hen til ham og sagde ”jeg forstår det hele” om hans første roman. De andre har svært ved at følge med. Romanen er delt op i to dele, og for at det ikke skal være løgn, så skifter den mellem synsvinklerne op til flere gange. Det foregår steder hvor jeg er, så tænker man lidt ’jeg kan godt relatere det til Daniel’, men når det så lige pludselig ændrer sig fuldstændig, så forsvinder jeg også helt ud af bogen. Desuden optræder der kun ét navn og næsten ingen stednavne.

Man ved godt, man er i Aarhus, jeg tror også jeg skriver ARoS på et tidspunkt. Han kigger op på taget af ARoS, hvor han kan se, der er ved at blive bygget noget nyt, og så fortryder han allerede, at han kigger op, fordi det aldrig kommer til at røre ham alligevel. Det var lige inden regnbuen blev bygget.

Ved denne sidste bemærkning griner han lidt, og den ene studerende fristes til at spørge, om det er noget han selv har tænkt, siden han reagerer sådan. Det afslører han for dem, at han har. Straks vil de vide, om den så er kommet til at røre ham alligevel.

Jeg synes dens bedste funktion faktisk er udefra når man kigger ud over bybilledet, hvis man f.eks. sidder på det skrå tag nede på Godsbanen og kigger ind, så synes jeg det er rigtig smukt, men når jeg er oppe i den, så ved jeg ikke helt hvad jeg synes. Så kan jeg lige så godt lide bare at gå rundt på taget af ARoS. Det er stadig et meget dyrt kunstværk i forhold til hvad man egentlig oplever deroppe, synes jeg personligt, men den er smuk i bybilledet. Det overraskede mig lidt at jeg godt kunne lide det, men jeg er generelt bare meget kritisk.

Kunst og fremtid

Det fremgår efterhånden, at Daniel har en meget klar holdning til samfundets indretning og hvilken rolle kunsten spiller i bybilledet. Han fortæller om Per Kramer, der på et tidspunkt havde en ide om at få lavet et kobbertræ på Store Torv. Hver dag på et særligt tidspunkt skulle der komme lysglimt ned gennem dette træs grene. Lyset skulle symbolisere træerne der græder over måden hvorpå vi mennesker behandler verden. Jeg synes der var en pointe der og det var meget smukt med sådan et kobbertræ, og hvis der er noget der kendetegner Aarhus, så er det jo alle de skove, der ligger rundt omkring. Det er noget af det mest fantastiske ved denne her by.

Daniel, der bliver færdig på Nordisk Sprog og Litteratur her til sommer, begynder at tale om, hvad han gerne vil lave, hvis han ikke kan leve af at være forfatter:

Jeg vil gerne sidde og tage nogle beslutninger omkring sådan noget og være med til at præge kulturbilledet, primært Aarhus. Jeg kan godt lide byen og kan ikke se nogen grund til at flytte til København lige pt., det er der så mange der gør. Der er så mange, der skriver om København og laver musik derovre. Jeg tror også det er vigtigt, om det så er Odense, Aalborg eller Aarhus, at få nogle nuancer i kultur og kunst.

For ham har studiet bestemt ikke været en dans på roser, men han er kommet igennem. Han fortæller, at han har fået dét ud af det, han kunne, og ellers har det været forfatterskabet, der har været i centrum for ham. Romanen har han skrevet mens han studerede, og hvis den i perioder har haft brug for særlig omsorg, har den fået det. Det fik på et tidspunkt den konsekvens, at Daniel ikke mødte op i et par måneder. Jeg var fuldstændig ligeglad, fortæller han om denne hændelse. Jeg vil gerne gøre det kompromisløst. Det giver ingen mening for mig at gøre det halvt. 

Ud over den udfordring, studiet har givet ham, har han oplevet, at han skulle lære at bevæge sig lidt væk fra de sociale medier. De to studerende lytter interesseret, da han fortæller om, hvordan han på et tidspunkt postede alt, hvad der foregik i hans liv på Facebook. Til sidst kom det til at fylde for meget, og nu forsøger han kun at poste de mest vigtige ting. I forlængelse af dette siger han: Store tanker kræver ikke opmærksomhed, de tænkes i stilhed og findes kun af de søgende. Dette bliver en afsluttende bemærkning fra Daniel.

De sidste par minutter går med lidt smalltalk, præcis som det begyndte, men alligevel ikke helt. Det hele er slut, og de to studerende har fået det, de kom efter. Glade og tilfredse byder de forfatteren farvel. Han skal arbejde på en novelle. De forlader den hyggelige cafe og går ud på gaden, hvor biler drøner forbi og solen skinner ned fra en skyfri himmel.

Tak til Daniel Boysen Pedersen for at medvirke.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar