Portræt af Daniel Boysen Pedersen



Daniel Boysen Pedersen er 26 år og afslutter kandidatuddannelsen ved Nordisk Sprog og Litteratur på Århus Universitet til sommer. Udover at være studerende er han også forfatter. For ham har det været svært at forene de to sider af sig selv: Dét at være forfatter er ikke et bevidst valg, han har truffet. Han mener, at det handler om at have noget på hjerte og turde åbne sig selv og lægge sit inderste på bordet. Det er, hvad han gør i sine tekster, der både tæller digte, noveller, artikler, filmmanuskripter og hans første roman, Forudsat, at du har lyst til at fortsætte, der blev udgivet i januar 2013.  Daniel kommer oprindeligt fra landet i Vestjylland, men er nu bosat i Århus, og mange af hans historier tager også udgangspunkt i Århus – skriver han noget, der foregår andre steder, er det kun steder, han har været. Hans debutroman omhandler også en universitetsstuderende, der bor i Århus – ligesom han selv. Selv om det måske lyder bekendt, handler romanen ikke om ham – den tager dog udgangspunkt i hans egne bevægelser og følelser samt situationer han selv har været i. Hans tekster er på én gang præget af både en melankoli og en undren overfor samfundet og de mønstre, der findes – hans ønske er at få folk til at reflektere over dagligdagen. Daniel har det konkrete mål, at han vil udgive mindst én bog om året og efter udgivelsen af hans første roman, har han allerede et nyt værk med titlen Mælkebøtteantræk på tegnebrættet. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar