Claus Buhr - Journalist, forfatter, usædvanlig

Claus Buhr er født i 1972 og dimitterede som 18-årig fra Midtfyns Gymnasium, og blev samme år optaget på Danmarks Journalisthøjskole. Han har arbejdet hos DR, Ekstra Bladet, TV2 m.fl. og siden han i 1993 fik sin debut i dækningen af 18.-maj-urolighederne på Nørrebro, har han udviklet sig til en imposant skikkelse indenfor dansk kriminalreportage.

Den ikke-fiktive usædvanlighed

Væk fra de utallige retsbygninger og gerningssteder i mørket, finder vi en journalist, der ikke kan nøjes med sit professionelle medium. Politikken og mørkets dæmren er bestandige, men formen er ikke. Buhrs entusiasme for det usædvanlige kan nemlig ikke udelukkende tæmmes af kameraet, hvorfor han begiver sig ud i det skrevne ord, hvor der ej blot fares frem og ytres minutkorte nyheder, men også dvæles, mættes og slettes, alt imens de faktuelle emner udødeliggøres.

Udover en kommende bog om Amagermanden, har Buhr, sammen med henholdsvis Helle Sønderby og Bjarke Ørsted, udarbejdet bøgerne Bror, hvad er det du gør? og Gården - Politigården i København. Hvor sidstnævnte på sin vis er et festskrift, der på mange områder afviger fra den alvorlige og kritiske Buhr, vi kender fra TV, er Bror… en journalistisk thriller, der, ved at anvende virkelige begivenheder (drabet på Ghazala Khan) i et journalistisk narrativ, skaber et litterært værk, der med rimelighed kan sammenlignes med den ”ikke-fiktive” romanform fra 60erne.

”Bror, hvad er det du gør?” var de rystende sidste ord fra Ghazala Khan, hun ytrede før sin nedskydning på åben gade i Slagelse den 23. september 2005. En ryst træder frem, ikke blot i læserens opfattelse af det åbenlyst dramatisk og emotionelt ladede narrativ, men også i vedkommendes refleksion over et samfund, en menneskehed, der svigter. Vi følger en historie, der baseres på hundredvis af interviews, men netop dette plot kan til tider forekomme fiktivt. En kærlighedshistorie, en menneskejagt, en reportage… ingen af disse beskrivelser er relevante, før læseren konfronteres med sammensmeltningen af kulturel og litterær kynisme eller kærlighed. Bogen forsøger ikke at give svar på, hvorfor familien vælger at dræbe sin datter, men skildrer en usædvanlighed, der måske ikke er så usædvanlig, som vi tror. Der skabes intensivitet og spænding, men også autenticitet ved de minutiøse beskrivelser. Men skal vi føle med eller for parret? Eller kulturen? Oprigtiggøres værket ved sin nutidsprosaiske virkemidler eller gør det blot, at vi distanceres yderligere? Ikke desto mindre er Bror, hvad er det du gør? en indlevende rejse, der får os til at overveje det, der er så usædvanligt, at det forekommer fiktivt. Mennesker, hvad er det I gør?

I forbindelse med denne nedkastning i det usædvanlige, har vi interviewet Buhr for at tilnærme os svaret på, hvorfor det er relevant at tage disse usædvanligheder op til debat.

Hvordan blev Bror…-projektet til?

Jeg dækkede det [sagen om Ghazala Khan] på TV Avisen på det tidspunkt. Som sagen skred frem, blev jeg mere og mere interesseret og tænkte, at dette godt nok var usædvanligt og noget, jeg aldrig havde oplevet før. Der var behov for at lave noget større end det, man kan lave i TV Avisen. Jeg snakkede derfor med en kollega om, hvorvidt der skulle laves en TV-dokumentar om dette, men da langt de færreste af kilderne turde deltage (pga. truslerne i luften), ville man ikke kunne bygge en TV-dokumentar på det. Anonyme kilder er nemmere at håndtere, rent teknisk, og derfor blev projektet til en bog i stedet.

Hvad inspirerede dig til at skrive?

Inspirationsgrundlaget i Bror, hvad er det du gør?, og faktisk også i den nuværende bog om Amagermanden, er Truman Capotes Med koldt blod. Den er skrevet ud fra det, der på dansk hedder fortællingsjournalistik, som er et forsøg på at tilnærme sig det, der faktisk skete. Det sætter en ramme, giver en spændetrøje på, men giver en interessante udfordringer i andre sammenhæng.

Hvordan var det at arbejde med Bror…?

Hvis man skriver, der er revne i gulvet, så er der en revne i gulvet, hvilket giver os en ramme at arbejde inden for [jf. fortællende journalistik]. Det allersværeste ved det er jo at vores hovedperson er død, så vi kan af naturlige årsager ikke interviewe vedkommende. Vi var helt enige om, Helle og jeg, at det skulle være formen, velvidende om udfordringen.Vi kunne altså ikke opfinde noget som Ghazala havde tænkt eller sagt. Kun hvis andre vidner, havde hørt hende sige noget i en given situation, kunne vi lade vores hovedperson tale i bogen.

Hvilke overvejelser ligger der bag de visuelle virkemidler i Bror…?

Jeg tror, vi har taget der, vi kunne finde. Vi vende tilbage til stederne, så det passede, hvis diverse træer f.eks. havde mistet sine blade. Men tidsfaktoren spillede ind. Vi var under stort pres. Vores udgangspunkt var, at vi tog det med, der var til stede.

Er det meget anderledes at arbejde i bogform?

Din research-tid på TV er meget kort og konstant under pres. Dette er helt modsat, når man skal skrive en bog, hvor man har et andet råderum. Hvis jeg var en skrivende journalist, kunne jeg måske tage mere af mit håndværk med over i bogformen, men nu er jeg TV-journalist og agerer i talesprog. Når en journalist skal skrive en bog er det lidt det samme som, hvis en tømmer, der til dagligt sætter vinduer i, en dag får lyst at bygge et helt hus fra bunden af. Det er dybt fascinerende, men også temmelig krævende.

Alle bøgerne har været samarbejdsbøger. Er det er en specielt grund til dette?

Mine bogprojekter er alle blevet til under stort tidspres. Har man skarpe deadlines er det simpelthen en fordel at arbejde i et team, er min erfaring. I forhold til "Sagen om Amagermanden" som Vicki Therkildsen og jeg er i gang med at ligge sidste hånd på nu, så skelede jeg til hvordan politiet håndterer voldtægts ofre. Hvis de overhovedet kan, så bruger de kvindelige betjente til at afhøre kvindelige voldtægtsofre. Jeg vurderede derfor at det rette forfatter-team til denne bog var en kvinde og en mand. Dertil kom at jeg havde arbejdet sammen med Vicki i Norge efter terrorhandlingen sidste år. Hun har en naturlig og prisværdig måde at omgås folk, der har været udsat for noget meget voldsomt. Netop den evne er helt nødvendig for at kunne interviewe de mennesker der har fået deres liv ødelagt af Amagermanden. Det var derfor naturligt for mig at spørge, om hun ville være med til at skrive bogen.