Svend Åge Madsen - Også i Aarhus er der gang i den!

Også i Aarhus er der gang i den!

Svend Åge Madsens sidste skud på den efterhånden tykke romanstamme, Mange sære ting for (2009), begynder med et lig er fundet spiddet ovenpå Aarhus domkirke. Ikke langt fra samme sted møder vi ham (red: Madsen) en varm forårsdag for at høre, om man stadig kan blive påvirket af den nye litteraturs tendenser, selvom man langt fra selv er ny i branchen. Vi har forhørt ham lidt om forholdet til nogle af de nye tendenser i den danske litteratur: Hjemstedsbeskrivelser, selvfremstillinger og ikke mindst krimien, som Madsen har et gevaldigt horn i siden på.

Interview med Svend Åge Madsen

Først hjemstavnslitteraturen, en af de klare tendenser for tiden: Bøger, der tager udgangspunkt i steder, som forfatteren selv har en tæt tilknytning til ofte med udgangspunkt i barndommens land. En ny tendens, der slet ikke er ny for ærkeaarhusianeren, Madsen, der boede det første kvarte århundrede af sit liv nær Den Gamle By. Hans værker har i mange år taget afsæt i det sted, han kender allerbedst – Aarhus. Men sådan har det ikke altid været:

”Da jeg begyndte at skrive, ville jeg bestemt ikke nævne noget om Aarhus; da syntes jeg, jeg skulle skrive verdenslitteratur, og så skulle der ikke stå Aarhus på det. Da jeg skrev Besøget (1963), gjorde jeg stedsbeskrivelserne meget vage: der er en bus, og der er en græsplæne og et hotel og selvfølgelig en gade, hvor bussen kører. Der er faktisk næsten ingen andre lokaliteter, så jeg tænkte, at ingen kunne gætte, jeg var fra Aarhus. Så skete der det, at der var en kritiker, der skrev, at det kun kunne udspille sig i Aarhus, for der er da ingen andre steder, hvor man går ind bag i bussen. Da burde jeg jo allerede have lugtet lunten og sagt, man kan altså ikke slippe for sit sted. Man er selvfølgelig farvet af de omgivelser, man vokser op med. Så efterhånden oplevede jeg, at jeg ligeså godt kunne tilstå, at jeg var fra Aarhus og begynde at skeje ud!”

Aarhus kommer altså uvægerligt til at fylde i værkerne, fordi byen fylder i forfatterens liv. Men Madsen har også en anden dagsorden med sine beskrivelser. Der er flere bevidste pointer i at bruge den jyske hovedstad. Med de konkrete stedsangivelser får det finurlige og flyvske romanunivers en fast forankring:

”Det er de steder, jeg kender, de steder jeg har været. Det er der, jeg har hjemme. Det sætter nogle tanker i gang og farver mine historier. Jeg skriver selvfølgelig også om Aarhus, fordi jeg gerne vil vise, at der i et forholdsvis lille sted, globalt set, også er store temaer på spil hele tiden. Jeg ville føle, det var forlorent, hvis jeg havde forlagt det til Paris eller New York, for der ved vi jo godt, at der sker store ting. Jeg synes, der er en pointe i, at også i Århus er der gang i den! Hvis jeg havde placeret mine luftige historier i noget, som ikke var et konkret sted – i X-købing – så ville der mangle noget. Idet der er et fysisk sted, som vi kender og som står overfor det luftige, så bliver det luftige forstået på en anden måde. Jeg ser på de velkendte forhold og beundrer, altså med et fremmed blik. Det er jo det jeg gør, når jeg lader profeten i Jakkels Vandring (1974) placere i en jysk by. Det trækker det ned på jorden og gør det konkret samtidig med, at det er en luftig skikkelse. Jeg opdagede, at det gav en ekstra dimension, og det har jeg så gjort siden med alt det, jeg har skrevet. Jeg blæser forholdende op; måske mest tydeligt i Tugt og Utugt, hvor jeg prøver at gøre Århus lidt større end den egentlig er. Det synes jeg er spændende: At prøve at påpege, at de store temaer som vi kender fra den store, dybe litteratur også er omkring os.”

Verdens mindste storby bliver skueplads for universelle problemstillinger og mindre kan ikke gøre det. Derfor er der én tendens, som Madsen ikke hopper på:

”Vi har de her kæmpestore konflikter alle sammen; det gør, at jeg har lidt svært ved at læse den modsatte retning, minimalisme, som ikke siger mig meget. Den nedtoner og der sker stort set ingenting, hvor mit udsagn altså er, at der sker en forfærdelig masse… ikke at jeg vil sidde og sætte dem på plads, de må selv finde ud af det, de klarer sig jo også ret godt lige for øjeblikket.”

Svend Åge Madsen kommer i artiklen ”Mordets betænkelige kunst” (Kritik 201, 2011) med en skarp kritik af nutidens krimi. En af hans pointer er, at politiromanen i dag foregiver at være mere realistisk end andre genrer, men at den i virkeligheden er meget lidt realistisk. Den unuancerede beskrivelse af et urealistisk retssystem har en uheldig konsekvens for læserne, som ifølge Madsen sluger krimiernes budskab fuldkommen ukritisk.

”Hvis krimien havde været et lille hjørne af litteraturen, som det ellers har været, så betød det jo ikke så meget. Nu synes jeg, den er blevet så dominerende, at den så at sige sluger nogle muligheder for at lave en seriøs bearbejdning af nogle af de problemer, som hænger sammen med hele krimiprojektet: altså retfærdighed, ansvar, afstraffelse. Hele det store kompleks synes jeg er et vigtigt område at få behandlet, sådan som man gjorde tidligere i skønlitteraturen. I den ældre litteratur er det virkelig noget, der diskuteres: hvornår man er skyldig, og hvordan alle de mennesker, som er kommet i klemme i systemet, er blevet presset ud i noget. Det synes jeg ikke, der er plads til i nutidens krimigenre. Denne mainstream krimi har ikke plads til diskussionen. Der er ingen tvivl om, at der er de gode, som er politimænd, og den onde, som er morderen. Det er præmissen. Det betyder, at der ikke bliver lavet plads til en seriøs diskussion af de mange mellemtilfælde: Langt hyppigst er det jo tilfælde, hvor tvivlen kommer i spil, altså hvor størrelser som sandhed og ondskab er forholdsvis fleksible, som skal bearbejdes og behandles.”

Konsekvensen er et hævnsamfund, hvor der ikke er plads til de mange tilfælde, der befinder sig i gråzonen:

”Krimiens præmis er at sige, at vi har de gode på den ene side og de onde på den anden. Den fører til sådan et godt/ondt samfund. Jeg synes, vi hidtil har haft et meget mere nuanceret syn på sagerne. I det normale samfund er det indlysende, at vi har en meget mere ’grødet masse’. Jeg synes, det er ubehageligt og farligt, hvis vi får en yderligere polarisering i godt og ondt.”

Madsen påpeger selv, at flere forfattere faktisk forsøger at bryde med den gængse krimimodel, men at de har svært ved at nå igennem til en større læserskare:

”De bliver selvfølgelig sværere, mere krævende at læse mere nuancerede bøger. Det er så let at læse en standard krimi, fordi man kender præmisserne på forhånd, man kender opstillingen, man kender miljøet. De er så lette at gå til, at vi er ’hjemme’ med det samme.”

Når Madsen sammen med konen har skrevet en række mere almindelige krimier under pseudonymet Marianne Kainsdatter, adskiller de sig alligevel fra den krimigenre, han kritiserer, ved at det bl.a. ikke er et klassisk politihold som står i centrum, og at skyldsspørgsmålet hos forfatter- og ægteparret er mere nuanceret:

”Det, som er spændende ved denne genre, er at leve sig ind i frygten for at blive forfulgt eller fornemmelsen af, at der er noget, der truer én – altså psykologiske krimier. De fokuserer sjældent på politiarbejdet, det er mere den enlige persons sindstilstand, man følger. De tre bøger, vi har skrevet, sigter mod at følge personerne indefra, hvorimod standardkrimien har et hold på en fem-seks-syv politifolk med skiftende synsvinkler og fokus på deres indbyrdes spil. De bedste krimier, jeg har læst, har hovedpersonen i centrum, som man følger under det pres han eller hun er under.”

Madsens værker er ofte samfundskritiske, og gør samfundstendenser ekstreme for at vise, hvor vi kan ende, hvis vi ikke passer på. Men hans mission er også at vise, hvordan samfundet altid påvirker individet, og hvordan vi ikke kan slippe væk fra de omgivelser, vi er vokset op i. Bogen Jagten på et menneske (1991) handler om to forskellige samfundssystemer og to karakterer. Den ene blomstrer i det ene system, men får ingen succes i det andet og omvendt. Madsen bemærker, at denne bog ofte er blevet opfattet som den ultimative samfundskritik, men den er faktisk ikke kun ment som et politisk projekt, da den også skal være et forsøg på at vise, hvordan forskellige systemer påvirker borgerne, der vokser op deri.

”Mine bøger er ofte udsprunget af noget, jeg synes findes i samfundet, men som jeg forstærker op. Det er en næsten demonstrativ måde at vise, at hvis de træk, som måske er forholdsvis uskyldige nu, får lov at vinde indpas, så kan det begynde at blive betænkeligt. Det er jo en slags undersøgelse: hvad er det for en slags mennesker, vi er ved at blive? Vi bliver ændret af de livsbetingelser, der er omkring os. Jeg synes, det er sjovt at finde ud af, hvor meget det ydre pres griber ind og påvirker individet. Jeg tror nok, det (forfatterskabet) er blevet lidt mere samfundskritisk, men ikke nødvendigvis. Jeg kan godt lave nogle bøger, der slet ikke forholder sig til den side af sagen.”

Madsen var i lang tid ikke selv bevidst om, hvor påvirket hans forfatterskab var af omverden:

”De første bøger jeg lavede var meget eksistentielle på den måde, at det handlede om en hovedpersons forsøg på at placere sig selv i samfundet, finde sin identitet og den slags. Det væsentlige for mig de første mange år var at prøve at forså noget om vores generelle betingelser. Siden har jeg måske fundet mig mere til rette og føler, at jeg har lidt styr på det, så nu kan jeg godt begynde at inddrage samfundet og hvor meget samfundet påvirker os. Jeg tror hele tiden, at det er mit eget løb, at det her er det, som er vigtigt for mig. Men når jeg kigger retrospektivt på det, så kan jeg se, at da jeg begyndte at skrive, så var det eksistentielt, det var Sartre og Kierkegaard, og det var min tænkning så også. I 70’erne blev jeg mere politisk, som en del af samfundet så også gjorde, men uden at blive rabiat politisk. Som almindeligt menneske interesserer jeg mig selvfølgelig for, hvad der sker for øjeblikket. Det er det, jeg snakker om med vennerne. Og det er så også det, der ryger ud igennem kuglepennen.”

Når Madsens romaner beskriver samfundstendensernes mulige ekstreme udvikling, ender det ofte i en næsten dystopisk afgrundsbeskrivelse. Men siden han udgav sin debutroman i 1963 har samfundet udviklet sig på en uforudsigelig måde, og nogle helt nye ’afgrunde’ er nu i sigte:

”Jeg synes bestemt, der er sket en forfærdelig masse ting, som jeg slet ikke havde forudset, bl.a. på det teknologiske område; vi har computere og telefoner alle sammen, og det er selvfølgelig noget, som har indflydelse på vores hverdag. Men også i samfundsdannelsen er der sket nogle ting, som jeg slet ikke havde forudset, f.eks. det at vi har fået et mere blandet samfund og den internationalisering og globalisering som har fundet sted. Det påvirker det, jeg skriver og også de ting, jeg går og overvejer. Jeg havde heller ikke forestillet mig, at religion ville komme til at fylde så meget, at religionen er kommet i centrum. Vores samfund er blevet mere optaget af religiøse spørgsmål i den seneste tid. Da jeg var ung, var det næsten ikke noget, man talte om. Hvis du havde spurgt mig, da jeg var 25, havde jeg sagt, at når jeg bliver gammel er der ikke nogen, der taler om religion mere. Det var hensygnende. Jeg var overbevist om, at det var noget, der ville forsvinde – ligesom tatoveringer. Det var de to ting, jeg kunne se var helt overflødige i tilværelsen. Og jeg har taget grusomt fejl på begge områder.”

Til sidst en kommentar til den nye generation af forfattere, der måske ikke altid er ligeså samfundskritiske som Madsen selv:

”Jeg synes, at noget af det vigtige med skønlitteratur er, at man har frie hænder. Den skal kunne alt, den skal prøve alt. Og hvis de har behov for at skrive om deres kroppe, hvilket er vigtigt for øjeblikket, så respekterer jeg i høj grad det. Hvis det er vigtigt for dem, så skal de selvfølgelig gøre det. At man så kan savne noget andet, det er en anden ting, men det er ikke deres problem – det er sådan set dem, der ikke skriver, som har problemet. Men jeg synes det er vigtigt at fastholde, at litteraturen skal kunne alt og have lov til at prøve alt.”