Biografi,
Harald Voetmann
Harald
Voetmann Christiansen er født i 1978 og uddannet på forfatterskolen
1997–1999. Forfatterskabet indeholder både romaner og kortprosa
samt flere oversættelser fra latin. Han har taget grunduddannelsen i
latin på Københavns Universitet 2003–2006,
og uddannelsen i latin har givet ham et mere nuanceret syn på sprog
som et redskab.
Den
dekadente, outrerede og perverse dødsfrakke
”Det
har haft ret stor betydning for mig, at jeg lærte latin især i
forhold til grammatik. Jeg var ret uvidende om sproglige regler og
muligheder, før jeg satte mig ned og lærte det her. At læse nogle
af de her forfattere giver lyst til at prøve nogle andre ting i
sproget; der er nogle virkelig vilde sætningskonstruktioner i det
latinske. Ordstillingen er jo i virkeligheden fri. Når man læser
lyrikken er det ligesom at forsøge at knække en rebus, fordi ordene
ikke nødvendigvis står i sammenhæng, og der følges ikke nogen
logisk rækkefølge; ordene kan stå hvor som helst. Det er en helt
anden tilgang til sprog, der er nogle helt andre muligheder. Man kan
lave de mest vidunderlige kringlede konstruktioner, hvilket giver
mulighed for at udtrykke nogle andre typer sætninger.”
(Telefoninterview med
Harald Voetmann, tirsdag. 1. maj 2012)
Et
gennemgående tema i Voetmanns arbejde er menneskets opløsning både
på et fysisk og et mentalt plan, et tema, som han mener er vigtigt
at sætte fokus på, da der i samtiden er en tendens til at gemme den
triste og ubehagelige side af tilværelsen væk under ”pynt”. Et
ofte groft og udpenslende sprog – af nogle anmeldere beskrevet som
”klamt” og ”decideret ulækkert” – understreger denne
opløsning. Gennem sprogets udpenslende beskrivelser af de
utiltalende elementer i verden, som ofte er beskrevet med stor humor
og ironi, kommer man som læser i tæt kontakt med sit eget ubehag
ved disse elementer, men samtidig tjener beskrivelserne til at sætte
en skarp kontrast til den ”glansbillede-verden”, som medier og
reality-programmer portrætterer i den bedste sendetid. Et tema i
forfatterskabet er at sætte fokus på de sider af livet, som ikke er
smukke og idylliske men derimod klamme og ubehagelige.
Voetmann
bogdebuterede i år 2000 som 22-årig med Kapricer,
som er en samling kortprosastykker. I 24 fortællinger af varierende
længde ser vi blandt andet livet fra en kagemands deprimerende
perspektiv og læser flaskepost fra en mand, som er fanget i maven på
en haj. Bogens sidste del er en længere kapitelinddelt historie om
Katharina den Store, eller rettere historien om hvordan man som
forfatter kunne gribe en sådan historisk roman an. Mai Misfeldt i
Berlingske beskriver læseoplevelsen som ”irriterende og
inciterende”, betydende at irritationen insisterer på nærmere
undersøgelse, og læserens nysgerrighed er vakt. Ordet Kapricer
betyder indfald, og bogen fremstår som en lang række strøtanker
fra en forfatter, der forsøger at finde sin litterære identitet –
en søgen, der går igen i Voetmanns næste tre værker:
Autoharuspeksi
fra 2002, Teutoburger
fra 2005 og En alt
andet end proper tilstand
fra 2008. Den røde tråd er så at sige, at der ikke er en rød
tråd. Også disse tre værker består af kortprosa af forskellig
længde. Voetmann bliver i anmeldelser rost for sin evne til at være
konstant nytænkende, og en begejstret anmelder, Peter Stein Larsen i
Kristeligt Dagblad,
hæfter sig efter udgivelsen af
Teutoburger særligt
ved Voetmanns brug af ”en rablende billeddannelse, en voldsomt
afvigende brug af synsvinkler og en række motiver, der kan
karakteriseres som dekadente, outrerede og perverse”.
Udover
sine bogudgivelser, skriver Voetmann løbende bidrag til tidsskrifter
og antologier, hvor hans prosastykker blander sig med de mest
etablerede og kendte danske forfattere. Han optrådte første gang i
en antologi ved navn Kortprosa
1999 (Lindhart &
Ringhof/Arena, 1999) med bidraget Soltræ,
en kort tekst om et magisk træ og dets mange ”trælusegartnere”,
der ved opretholdelse af en stor bestand, på trods af deres uhæmmede
trang til at myrde de nyfødte, sørger for at træet ikke vokser
helt op til stjernerne. I antologien optræder eksempelvis også
Peter Adolphsen, Christian Dorph, Pia Juul og Svend Åge Madsen.
Desuden er Voetmann medredaktør på tidsskiftet Ildfisken, som er et
tidsskrift for den nyeste skønlitteratur, og han har sin egen blok,
http://haraldvoetmann.blogspot.com,
hvor han poster små indlæg, f. eks. tekster af bl.a. Plinius den
Ældre og Leon Battista
Albertis, pornografiske billeder fra renæssancen eller lydfiler med
optagelser af gammel amerikansk blues.
I
2010 udkom Voetmanns første roman, Vågen,
som er kraftigt inspireret af hans baggrund i latinfaget. Bogen
omhandler den romerske videnskabsmand Plinius den Ældre, der levede
i det 1. Århundrede, der blandt andet skrev den naturhistoriske
encyklopædi Naturalis
historia, som Voetmann
selv har været med til at oversætte til dansk (Om
mennesker og dyr).
Vågen
forholder sig i mindre afsnit direkte til Plinius’ skrifter, og er
skrevet ud fra den forestilling Voetmann selv har om Plinius og
dennes medmennesker. Bogen udløste en nominering til Nordisk Råds
Litteraturpris (sammen med bl.a. Josefine Klougart). Nomineringen
skabte splid blandt litteraturkritikere, som mente, at nomineringen
af to så unge forfattere tilsidesatte mere etablerede forfattere, og
et medlem af indstillingskomitéen kaldte indstillingen for
ukvalificeret. Prisen gik i sidste ende til den islandske forfatter
Gyrdir Elíasson.
Voetmanns
seneste roman Kødet
Letter (januar 2012)
handler om talgsmelteriet i Kødbyen og den kontoransatte Kühleborn,
romanens egentlige hovedperson, der første gang optræder i En
alt andet end proper tilstand (2008).
Kühleborn må som resultat af sin 55-års fødselsdag iføre sig en
dødsfrakke og herefter blot vente på at lide en tragisk død
forårsaget af, at de lange frakkeskøder sidder fast i en busdør,
og han således på makaber vis slæbes efter bussen gennem det halve
København. Voetmann beskriver selv Kødet
Letter som en
folkekomedie, og ved udgivelsen blev den overvejrende positivt
modtaget af anmeldere. Bogens evne til råt for usødet at beskrive
den splittelse, der er mellem det dannede og det dyriske i den
menneskelige natur roses bl.a. af Politikens anmelder Thomas
Bredsdorff, der gav bogen fem ud af seks hjerter. Balancen mellem det
livsfjendske, dødsdriften og livskraften er udpenslet med uskønne
og ofte ulækre beskrivelser, og også dette er anmeldere begejstrede
for. Romanens mange referencer til forskellige slags fedt har fået
Lars Bukdahl fra Weekendavisen til begejstret at udbryde: ”Flere
små flomme-romaner, tak! Modsat talg er flomme nemlig, som Kødet
Letter til overflod belærer os om, spændstigt fedt!”
Harald
Voetmann optræder selv som karakter i romanen og bevæger sig rundt
i dens univers: ”Den
gamle fik skøderne af sin dødsfrakke i klemme i busdørene. Det er
første gang, jeg (red:
Voetmann) faktisk har
set det ske. Jeg nåede lige præcis ikke at reagere, selvom jeg stod
ved siden af og selv havde været klar til at gå ud. Jeg tror, at
jeg fik råbt noget i retning af HOV STOP, da jeg så dørene smække
sammen om de lange beige frakkeskøder, men det var for sent, og i
virkeligheden bør man vel heller ikke blande sig i chaufførens
arbejde.” Det
selvbiografiske islæt i romanen bliver dog som noget af det eneste
mindre positivt modtaget. Sarah Louise Pedersen fra Fyens
Stiftstidende kalder det biografiske for effektløst og
bevidsthedsløst fra forfatterens side. Voetmann kritiseres hér for
at lægge sig for tæt på den i tiden så populære tendens til det
selvbiografiske. Thomas Bredsdorff fra Politiken mener, på trods af
sin ellers overvejende meget positive anmeldelse, at ”der
går Knausgård i bogen”;
dette værende Bredsdorffs eneste egentlige kritik. Han mener ikke at
Voetmann har brug for denne hjælpekonstruktion.
Et
andet kritikpunkt i medierne er, at romanen fremstår direkte
livsfjendsk. I DR2’s Smagsdommerne
fra januar 2012 kritiserer lektor i teologi Jørgen I. Jensen netop
dette, og hvor de fleste anmeldere ser denne mangel på beskrivelser
af det gode og behagelige liv og den pessimistiske tone i romanen som
en vellykket måde at beskrive hvor kort, der er fra dødsdrift til
livsdrift og hvor vigtig denne balancegang er i livet, er den
pessimistiske tilgang altså for meget for nogle. Voetmann tog til
genmæle i et interview i Politiken. Han mente selv at han ved brugen
af disse elementer blot fremstiller livet, som det faktisk er: ”Bogen
fokuserer næsten entydigt på smerte, ensomhed og forfald, men jeg
kan ikke se, at det skulle være livsfjendsk, alt det hører jo i den
grad til i livet. Det ville måske snarere være livsfjendsk at
forsøge at bagatellisere de ubehagelige ting.”
Lilian
Munk Rösing, som selv indstillede Voetmann til Nordisk Råds
Litteraturpris for Vågen,
er ligesom de fleste anmeldere meget begejstret for Kødet
Letter. Især hæfter
hun sig i sin artikel i Politiken ved det pessimistiske aspekt i
Kødet Letter.
Den direkte og hudløst ærlige fremstilling af samfundets mindre
skønne sider i samspil med Voetmanns brug af sproget får hende til
at afslutte artiklen således: ”Mennesket
kan ikke skildres mere håbløst fanget i kødets elendighed, end
Voetmann gør det. Men samtidig kan det danske sprog ikke præstere
elegantere sætningskonstruktioner. Det kan ikke blive sortere, det
kan ikke blive mere trøstesløst, det kan ikke blive mere
velskrevet.”
Sikkert
er det i hvert fald, at Voetmann er ved at slå sig fast som en
forfatter, der giver hudløst ærlige beskrivelser af livets
skyggesider, og som ikke bukker under for populærkulturens tendens
til at beskrive verden som et smukt og skønt sted. Kroppen er i
Voetmanns univers en organisme der nedbrydes og bliver slap og grå,
og en igle i nakken er ikke andet end et mildt ubehag.
Forfatterskabet er ikke, på trods af den hyppige optræden af en
Harald Voetmann i fiktionen, et knausgård’sk selvbiografisk
projekt, men et forsøg på at sætte fokus på det knap så
flatterende, der jo trods alt er en del af alle menneskers verden, på
en humoristisk og folkelig måde.
Kilder
Mai
Misfeldt: ”Irriterende og inciterende”, i Berlingske”,
05.09.2000 Kultur s. 4
Peter
Stein Larsen: ”Bøger: Kort og godt”, i Kristeligt
Dagblad, 22.02.2005 s.
6
Tina
Maria Winther: ”Neden under dannelsen”, i Politiken,
04.02.2012 Bøger s. 8
Lars
Bukdahl: ”Anm: Dødens dyndtunge frakkeskøder”, i Weekendavisen,
13.01.2012 Bøger s. 10
Sarah
Louise Pedersen: ”Flot sproglig stil”, i Fyens
Stiftstidende,
11.01.2012 Odense Fyn s. 9
Lillian
Munk Røsing: ”Ny bog: den udødelige rodeogris”, i Politiken,
09.01.2012 s. 17
Ingen kommentarer:
Send en kommentar