Skabelsen af det u-løse rum - et interview med Signe Gjessing



Billedkilde: Gyldendal.dk


    Signe Gjessing, f. 1992 
    2012: Dimitterede fra Vesthimmerlands Gymnasium 
    Sommer 2012: Startede på forfatterskolen 
    2014:Debuterede med Ud i det u-løse




Signe Gjessing er et eksempel på den nye danske digtergeneration. Hun bryder med konventionerne og springer rammerne for, hvad digtning kan være og har været. I hendes debut Ud i det u-løse flyver hun mellem øjeblikke, hvor hun leger med sproget og danner nye kombinationer af ordspil og talemåder. Vi tog en snak med Signe om hendes forhold til digtning og hendes litterære udvikling. 

Den måde, du skriver digte på, er lidt anderledes, end hvad man normalt ser – det er som om, man ikke rigtig kan sætte den i en boks. Hvordan vil du selv beskrive dine digte? 
Meget. Ja ikke som digte, men som redskaber på en måde. Altså jeg har to ting – det er billedet og stemmen. Stemmen er ligesom hvis du kommunikerer – vi kommunikerer nu – lidt som den stemme. Men den skal kommunikere med billeder, som på en måde er verdens egne billeder. Det nogle fænomener på en måde. Så stemmen kommer til at tale med billeder. Så altså jeg vil beskrive dem meget grove og meget som nogle stumper – pludselige håndbevægelser og pludselige udråb og så pludselige møder og så ikke-møder. På en måde støder det meget mod en et-eller-andet – mod stilheden eller mod verden, altså der er ikke afrundede former, men kanter, der skal – på en eller anden måde – tale med det hele omkring dem. Så ja, redskaber er på en måde det bedste, eller armbevægelser.

Ja, det er som en slags øjebliksopfattelse, som du beskriver igennem poesi?
Ja! Samtidig med at jeget og stemmen er til stede i det lige nu. Den beskriver selve det at være til stede i digtet og har en bevidsthed inde i digtet – så det er ikke bare en udefra, der beskriver et øjeblik, men øjeblikket er man med i på en måde. 
Som en slags øjeblikkets personlighed, får man fornemmelsen af? 
Ja det er rigtig godt sagt, synes jeg. 

Hvordan begynder du så at skrive sådan et digt? Er det øjeblikkelige inspirationer, eller er det mere nøje konstrueret? 
Nej det er det ikke. Det er faktisk, især i denne digtsamling, meget ét ord. Et eksempel det er ”stolpe op og stolpe ned af helvede” kan godt være en sætning eller et ord, og ud fra det så kigger man på ordet og ser, hvor det hører hjemme, og hvor kommer det fra, hvor er det rejst fra, hvad hænger det sammen med, hvad udfolder der sig, og så ser man på det rum, der udfolder sig i det, og så går man på opdagelse i det der rum og ser noget ved siden af og noget bagved og noget under det og lever sådan med i, ja i øjeblikket der, med digtet. Så bagefter kan man analysere det og se, hvorfor er det sådan, men det er meget at udforske, synes jeg. At udforske det rum. 

Man får en i dine digte fornemmelse af, at det er en fortsættelse ud i ét. De har ikke individuelle titler. Hvordan tænker du, at man læser dem? Er det ud i ét, eller er det som unavngivne, men adskilte digte? 
Jeg tænker det klart som ud i ét. Digtene er selvfølgelig skrevet uden tanke på de andre, men digtsamlingens rækkefølge er kronologisk i forhold til, hvornår de er skrevet. Digtene er skrevet i en kort tidsperiode, men sagen er, at der foregår en udvikling igennem digtsamlingen, og rummet er det samme. Det er bare forskellige sider af rummet. Så ordet rum er ekstremt vigtigt for digtsamlingen, at de udstiller sig igennem rum. Også bare titlen Ud i det u-løse er jo en bevægelse i en retning, så den skal gennem det her rum- den springer fra digt til digt, men det er det samme rum. Hvis digtsamlingen havde haft titler, så havde den slet ikke haft den kontakt til udviklingsfølgen; så havde det været fragmenter af noget som slet ikke har noget… Det er af temmelig stor betydning, synes jeg. Også fordi digtene begynder meget korte og bevæger sig så… de strækker sig længere og længere ud, fordi der er mere og mere, der bliver muligt, og de bliver til sidst med stort luftrum imellem fordi, der sker simpelthen en udvikling. Jeg har brugt noget tid på at rykke rundt på dem, men jeg har aldrig rykket rundt på dem sådan, at det digt jeg skrev først er det sidste. Der er en slags naturlig kronologi.

Mange af de her digte kommer før forfatterskolen, ved jeg. Vil du fortsætte med at lave digte bagefter?
Ja, fordi forfatterskolen har jeg slet ikke set som noget, der har noget med digtningen at gøre. Jeg synes mere det er et værested for digtere, end det rigtigt har kontakt til digtningen, så jeg har slet ikke haft nogle forventninger om, at jeg skulle blive bedre til at skrive digte af at gå på forfatterskolen. De digte, jeg har skrevet, er færdige inden forfatterskolen – for hvad nu hvis der sker et eller andet, at man ændrer sig eller noget. Jeg håber endda, at jeg kommer til at skrive flere digte, fordi man har mange ting i hovedet på forfatterskolen. Men det er i hvert fald vigtigt, at det ikke er noget, man skal uddanne sig til, men noget, der kommer af nødvendighed. Fuldstændig ud af alle uddannelsesinstitutioner, synes jeg. 

Men må jeg spørge, hvad du håber at få ud af forfatterskolen? 
Ja, det er jo et godt spørgsmål. Kendskab til værker og forfatterskaber. 

Kunne du forestille dig på et tidspunkt at bevæge dig ind i andre litterære genrer end digtning? 
Altså jeg har prøvet lidt i nogle prosa-ting, men problemet er, at jeg kan slet ikke finde ud af det. Jeg kan slet ikke skrive forløb. Det går rigtig dårligt. Jeg tror også, det er blevet værre af at skrive digte, fordi der smadrer man konstant syntaks og forløb. Det er virkelig ikke godt, når jeg skriver prosa. Jeg synes også, der skal en eller anden virkeligheds-realisme-sans til for at skabe noget smukt. Jeg vil hele tiden abstrahere ud, men får ikke rigtig lov, fordi det er prosa, og så bliver det sådant noget makværk. Jeg vil gerne, men det går ikke rigtigt indtil videre.

Den titel du har givet din digtsamling, Ud i det u-løse, den minder jo en hel del om Ind i det støvløse af Nelly Sachs. Vil du sige, at du er inspireret af hende, eller hvor kommer din inspiration egentlig fra? 
Ja, det er jeg. Grundlæggende kommer inspirationen til digtsamlingen af selve det, at der findes gode digtere. Selve det, at der findes et rum, som digtere har trådt ind i og så gået ud af, det er en stemning, som jeg på en måde vil holde fast i. Ja, det er på en måde en kærlighedserklæring til digtene. Den lægger sig op af mange forskellige digtere og især Nelly Sachs. Første gang jeg læste hende, tænkte jeg af en eller anden grund, er der noget, der smelter sammen her. Det, at der findes et sted, at der findes digtets egen virkelighed og så den virkelighed, som vi lever i. Jeg følte, at den stjernevirkelighed Nelly Sachs beskriver smelter fuldstændig sammen med det rum, de er i stand til at gå ud i, og det har noget at gøre med abstraktion, at det der stjernerum Nelly Sachs taler om, det er alt sammen noget, som er hinsides, og derfor er der bare et eller andet, der klinger i en utrolig udforskning. Og det skal digtene også, de skal virkelig udforske, og så binde den der sorg og smerte sammen med et stort euforisk rum. Men der er så mange andre ting, der har inspireret – surrealister og Rimbaud, som er den faste inspirationskilde, og Sylvia Plath, og det man har læst imellem, som har givet noget. Men jo, Nelly Sachs har været en stor inspirationskilde også selvfølgelig det med titlen. Men grunden til, at det er ”ud” og ikke ”ind”, det kommer af Rimbaud. Den distraktion og den følelse af, at der findes tid, som vi skal ud på kanten af i stedet for den selvfordybelse. Ingeborg Bachmann har skrevet en bog om Nelly Sachs, der hedder Den vedvarende skabelse, og det er faktisk indirekte med i titlen, for det er to negationer, som jeg oplever, ”det u-løse” er. Det er negationen ”u” fra ”uendelig”, og ”-løse” fra ”det støvløse”. Så ”u” og ”løse” er to negationer, som ophæver hinanden og prøver at skabe noget, men det er en skabelse, der kun er til stede i den vekselstrøm, så det er en vedvarende skabelse. 

Og det er så dét, der er grundlaget for – eller er – den overordnede stemning i din digtsamling. 
Ja. 

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar