Portræt af Leif Davidsen

Leif Davidsen er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1976. Han fungerede som DR-korrespondent i Moskva i årene 1980-84 og har siden 1998 arbejdet som forfatter på fuldtid. Han debuterede som romanforfatter med Uhellige alliancer, der udkom i 1984 og foregår i Spanien efter diktaturets fald. Efterfølgende har han skrevet en række spændingsromaner, blandt andet Den russiske sangerinde (1988), Den sidste spion (1991) og Den troskyldige russer (1993), der omhandler Sovjetunionens sidste dage og begyndelsen på det nye Rusland. Det geografiske fokus flyttes med Den serbiske dansker (1996), der foregår under den jugoslaviske borgerkrig, og Balkan danner igen baggrund for en af Davidsens romaner, da han i 2003 udgiver De gode søstre. Bøgerne Limes billede (1998) og Min broders vogter (2010) foregår i henholdsvis 90’ernes og 30’ernes Spanien, begge med en afstikker til Rusland/Sovjet, hvor også romanen Den ukendte hustru (2006) finder sted. Davidsen skriver sig med sin aktuelle roman Patriarkens hændelige død (2013) tilbage i Rusland, hvor hans litterære karriere tog sin begyndelse.

Det gjorde den specifikt under Leif Davidsens første reportagerejse til Moskva i 1980, hvor han på grund af fejlstemplede visumdokumenter blev tilbageholdt i Moskva lufthavn i tre dage. Han blev nægtet både ind- og udrejse af landet, blev frataget pas og visum og blev placeret i en ventesal for sig selv. Her fandt han en måde at udfylde ventetiden, der kom til at udgøre det første skridt til den karriere, han bestrider i dag: 

”Så tager jeg altså en blok og min kuglepen, og så skriver jeg: ”Ethvert menneske med et fjernsyn kendte min kone, Charlotte, derfor fik omstændighederne ved hendes død en del omtale i pressen – punktum”. Så havde jeg skrevet fire kapitler. Jeg sad bare og skrev. Jeg havde det egentligt fint. Det er jo fantastisk, når man skriver – i hvert fald med mig – verden forsvinder jo, fortrædelighederne forsvinder. Jeg var bare i mit eget univers. Og da der ikke var nogen, der forstyrrede mig, havde jeg jo masser af tid. Og så kom de med lidt mad, og så gik de igen. Og det tog så en nat mere og en nat mere. Og så på tredjedøgnet over frokost, kom de så og hentede mig ud, og så havde ambassaden og sovjetisk tv fået lavet et nyt visum, der var korrekt stemplet. Sådan begyndte det.”