Kathrine Assels - et blik bag overfladen

"Man skal gå helt ind bagved", siger Kathrine Assels. At gå ind i hovedet på folk, komme ind til tankerne, er det interessante i hendes forfatterskab.

I Kathrine Assels anden roman, Violas Barn, kommer vi ind i hovedpersonens tanker. Omdrejningspunktet er, at hendes lille nyfødte dreng muligvis har Downs syndrom. Viola oplever hvordan hendes søn har to ansigter, "Han har to ansigter.(…) Èt der smiler og ét der er forvredet i smerte (…) og fordi han har den hue på og hovedet er drejet på en bestemt måde, er det stykket med ingenting, der vender frem, så det ser ud, som om han har tabt sit ansigt". Netop ansigter og identitet hænger sammen, hvilket Kathrine Assels finder spændende. "Ansigtet er det, man præsenterer for omverdenen. Det kan sige noget om én, men det kan også være en maske, man tager på og dermed skjuler noget inde bagved". Ansigtet får altså en dobbelteffekt, og har betydning for identiteten ved den lille dreng. "Viola prøver at finde ud af, hvem han er, hun kan ikke helt få sat et ansigt på ham. Hun ser både det syge og det sunde ansigt, og kan ikke vælge, hvilket han skal have på".

De får taget nogle prøver og tager så i sommerhus i weekenden, mens de venter på svar. En weekend i uvished. Samme form for uvished har Kathrine Assels fået indblik i.

Et glimt af frygten

Violas Barn er lidt inspireret af, da Kathrine Assels fødte sin anden søn. Hun var selv overbevidst om, at han var fuldstændig sund og rask, men lige inden de skulle hjem var der en læge, som kiggede i hans hænder og så, at han havde firefingersfure. Et tegn på at han muligvis havde Downs syndrom. "Der nåede jeg lige at blive bange og tænke 'shit, tænk hvis der er noter i vejen med ham' ". De finder dog rimelig hurtigt ud af, at sønnen er rask. "Men jeg nåede lige at få et glimt af, hvordan det måtte være at skulle gå rundt i længere tid og måske være bange. Det må simpelthen være en hæslig situation at skulle befinde sig i". Ideen til Violas Barn var skabt. Kathrine Assels kunne nemt sætte sig ind i hvad det gør ved en, at man sidder med et lille nyt barn, som man ønskede sig så meget og selvfølgelig elsker, men samtidig også være enormt bange for, at der skulle være noget i vejen med.

Det grænseløse univers

At gå ind i hovedet på folk, komme ind til tankerne er det interessante i Kathrine Assels forfatterskab. "Det ender tit med at være en helt masse tanker, følelser og vrangbilleder, ting der foregår inde i hovedet på folk". Det ses også i hendes bog, da der er meget lidt dialog. 

"Jeg er ikke særlig god til at skrive dialog - nok også fordi jeg ikke har lyst til det. Jeg er meget mere interesseret i, hvad der foregår inde i hovedet på folk".

Det ses også i hendes mange og levende billedbeskrivelser. "Jeg kan godt lide at skrive i det grænseløse univers. Og når det er inde i hovedet på folk, så kan alting bedre ske, det bliver mere drømmeagtigt".

Sådanne passager er der flere af i Violas Barn. Hun beskriver Violas indre tanker, og i én af hendes drømme får vi indblik i hendes underbevidsthed. "Om natten leder hun efter hans ansigt (…) Og hun leder og leder efter det, vil så gerne holde det op og sætte det på plads og forsikre sig selv om, at det er præcis, som det skal være, men det bliver ved med at smutte ud mellem hænderne på hende, som en vandmand, man ikke kan få hold på. Og til sidst smider hun ham ud i havet. Ser ham flyde rundt på overfladen et øjeblik, før han synker til bunds. Lige så forsigtigt i sin plasticpose med stenen. Hun ser sig selv i fiskeperspektiv, nede fra vandet og op. Med hans øjne. Billedet er underlig sløret på sådan en bølgende måde. Og hun vakler, ligner en, der har fortrudt og er lige ved at vende om. Og hun vil råbe til sig selv, at hun skal skynde sig, sætte i løb, for guds skyld, for der er ikke mere luft i posen nu. Lungerne er begyndt at presse på derinde i det spinkle bryst, og han hiver efter vejret, den lille, suger posen ind i munden og kæmper som en gal. Forstår ingenting. Kan ikke læse inskriptionen på stenen. Ved ikke at han får fred lige om lidt, når hun når den anden ende af badebroen og træder ned i sandet med fornemmelsen af hans bløde hud mellem hænderne (uddrag fra bogen)".

Netop disse passager kan Kathrine Assels godt lide. "Metaforerne kan godt virke langt ude nogle gange, men det er netop noget af det, som jeg synes er sjovt at skrive".

Præget af uvished

Man kan undre sig over, hvordan så farverige og beskrivende billeder kan opstå, men for Kathrine Assels kommer de helt af sig selv. "Det opstår meget samtidigt - jeg ser det for mig mens jeg skriver det. Det er ligesom om, at det ene bare flyder videre i det næste." Det er altså en meget intuitiv proces. Det er ikke de store landskaber og sådanne ting, som er at finde i hendes bøger. "For mig virker det ikke ordentligt, hvis man ikke kommer ind i hovedet på folk. Man skal gå helt ind bagved. Der var en anmelder, som sagde, at jeg dykkede ned i psykens sorte huller, og det passer meget godt. Det er dér, jeg synes, der er interessante ting at grave frem. Den uoverensstemmelse mellem, hvad folk viser, og hvad der foregår omme bagved. At der er i virkeligheden foregår en masse ting, man ikke ved om hinanden".

Vi kommer bestemt ind i Violas tanker, oplever hvordan hendes ydre siger én ting, men hendes indre siger noget andet. Som læser følger vi Viola i hendes uvished, i hendes venten på svar om drengen skal have det sunde eller syge ansigt på. Et svar vi dog aldrig får. "Måske var det tarveligt at lade den ende så åbent. Men jeg ved det faktisk ikke engang helt selv. Jeg tror, det er op til læseren, hvad de synes". Det væsentligste er, at hun accepterer barnet, og når frem til at lige meget hvad, så er barnet den det er. Så måske er det endelig svar ligegyldigt, og ikke intentionen bag bogen. "Det er netop uvisheden, der præger hende, som jeg havde en intention om, at læseren også skulle være præget af. Så man kommer til at føle, hvordan hun har det. Og da man slipper hende, ved hun ikke hvordan den ender, og det gør læseren heller ikke".

Tak til Kathrine Assels for at medvirke.