Ida Jessen - Interview

Ida Jessen brugte fire år på målrettet at skrive, inden hendes første novellesamling Under Sten blev udgivet. Da hun arbejdede på at gøre forfatterdrømmene til virkelighed, var hun samtidig beskæftiget på forlaget Klim. Dette sted betegner hun selv som en god forfatterskole:

”Jeg læste danske manuskripter og lærte på den måde, hvor meget der kan lade sig gøre og hvor meget der IKKE kan lade sig gøre, når man vil skrive skønlitteratur. Mens jeg skrev de to romaner, der aldrig blev udgivet, havde jeg hele tiden en fornemmelse af, at det ikke var godt nok. Men da jeg begyndte på novellerne, der senere blev udgivet under titlen Under sten var det med en anden fornemmelse. Der var en fornemmelse af fylde, af en behagelig strømmen og af en form for blankhed. Og da vidste jeg, at jeg var på rette spor.”

Interview med Ida Jessen

Novellesamlingen Under sten blev den første i, hvad der i dag har udviklet sig til en lang række udgivelser. Gennemgående for mange af værkerne er beskrivelser af nordiske udsteder og et fokus på de nære mellemmenneskelige relationer. Hvad er det, der fascinerer Ida Jessen ved de små samfund i provinsen, som hun skildrer i mange af sine værker? Identificerer hun sig med sine karakterer? Ida Jessen indleder sit svar med at fortælle, hvilke steder hun personligt har opholdt sig:

"Jeg er født og vokset op i provinsen, og bortset fra studieår i Århus (hvor jeg læste litteraturhistorie) og syv år i København, har jeg altid boet enten på landet eller i småbyer. Jeg forstår mig bedre på provins end på hovedstad, og store byer har aldrig interesseret mig ret meget. I det lille samfund finder man alle de typer, der også er i storbyen, men hvor det i byen er let at finde ligesindede, er man mere udsat for sig selv i det lille samfund. Det er interessant, set ud fra et litterært synspunkt. Man kan ikke lige dreje om et gadehjørne og finde forløsning. Man er nødt til at kæmpe sine kampe, alene med sig selv. Jeg har nu skrevet en enkelt roman, der foregår i København. Den hedder ABC.

Ja, jeg identificerer mig med mine fiktive karakterer. Det er en drivkraft for mig, når jeg skriver, at undre mig over træk, som jeg kender fra mig selv."

Ida Jessen er ikke alene om at beskrive, hvad der kan kaldes ’udkantsproblematikker’. I 1990’erne ses en særlig optagethed af provinsbyer og det landlige liv. Ud fra et litterært synspunkt kan denne interesse for ’udsteder’ ses som et modtræk til det moderne gennembruds bevægelse fra land til by. Bevægelsen er nu vendt rundt, men det er ikke en landlig idyl i udkantsområderne, der beskrives. Danske forfattere som Erling Jepsen, Morten Ramsland og Helle Helle har med deres værker givet eksempler på fortællinger, der er placeret i provinsielle miljøer. Ida Jessen nævner selv Kerstin Ekman i samtalen med Sara Nørholm fra artiklen ”I litteraturens rum” (Bogens Verden, 2002) som et eksempel på en nordisk forfatter, der beskriver udsteder. Når flere nordiske forfattere i nyere litteratur skildrer disse udkantsområder, er et passende spørgsmål, hvorvidt denne tendens grunder i det nutidige ’effektiviserede’ samfund? Er der så at sige skabt et behov i litteraturen for en beskrivelse af ydreområder?

"Jeg synes i hvert fald, at der i vores ”effektiviserede” samfund er behov for at belyse hvad det vil sige at være menneske. Det er mit budskab: Vi skal huske, at vi er mennesker. Ikke mærkevareprodukter, ikke vendekåber, ikke døgnfluer, ikke automater, ikke programmer, men mennesker. Jeg kunne sikkert sige det samme om mennesker i storbyen, men som sagt er det provinsen, jeg kender godt nok til at kunne skildre i en roman. Derudover har der været en ting til, som jeg har villet: Da jeg var ung og boede i Norge og arbejdede som konsulent for det norske forlag Cappelen og læste kilometervis af norsk litteratur, var jeg optaget af, hvordan naturen tog sin naturlige plads i litteraturen. At den var en del af hele den poetiske nerve. Og jeg undrede mig over, hvor den nerve var i dansk litteratur, for selv om vi lever i et lille overrendt land med mange motorveje, rundkørsler og benzintanke, så er der stadig natur. Jeg ville skildre den danske natur."

Inspirationsmæssigt kan steder siges at have stor betydning for Ida Jessen. Det modsatte gælder for selve skriveprocessen – her dyrkes en bestemt sindstilstand, og stedet bliver dermed underordnet:

"Jeg kan skrive mange steder. Det er mere min egen sindstilstand det kommer an på. Jeg skal være tålmodig, nærmest drøvtyggende, nærmest blank og uforstyrrelig. Den sindstilstand kan være svær at finde ind til, det kan tage måneder. Men når først den er der, bliver jeg grebet af stoffet, og så indgår stof og sindstilstand i en befordrende vekselvirkning."

Det er ikke udelukkende steder, der inspirerer Ida Jessen, selvom hun før har udtalt: ”der er bare ingenting, der kan få mig i gang som steder…” (”I litteraturens rum”, Bogens Verden, 2002). Inspirationen finder hun ligeledes i andre forfatterskaber. Vi har spurgt ind til forfatterens forhold til den nyere litteratur, og til hvad hun selv læser:

"I disse år sidder jeg i litteraturudvalget under Statens Kunstfond. Det kræver, at man følger med i hvad der udkommer af ny dansk litteratur. Så i øjeblikket læser jeg meget lidt udenlandsk, og meget få klassikere, som ellers er de steder jeg henter den største litterære inspiration. Når man læser er det i de lykkeligste tilfælde som at befinde sig i en udbytterig samtale. Og jeg tænker altid: Aha, nå du gør sådan – sådan ville jeg ikke gøre, eller: aha, sådan kan man altså også gøre. Når jeg skriver har jeg tit bøger liggende, som jeg læser i. De samme, gang efter gang. Det er ikke meget, jeg læser. Ganske få linjer, en passage måske, om morgenen, når jeg går i gang. Det kan være i bøger jeg beundrer, f.eks. Kerstin Ekmans Hændelser ved vand, eller Katherine Mansfields noveller. Det kan også være i bøger, som jeg synes er slappe og overvurderede, og dem læser jeg i, fordi de indgiver mig en følelse af, at det her, det kan jeg sgu gøre bedre. I mange år brugte jeg Arundhati Roys De små tings Gud på den måde. I øjeblikket har jeg ingen."

Vi har bedt Ida Jessen om at sammenligne sine værker med andre samtidige forfatteres. Ida Jessen er ikke en forfatter, der forbindes med 90’er-generationens minimalisme og eksperimenterende skrivestil, på trods af sin debut i slut 80’erne:

"Jeg har ikke følt, at jeg fulgte med tiden. Op gennem halvfemserne følte jeg mig ret alene i min interesse for realismen. Nu er der mange der skriver realisme. Jeg har aldrig haft trang til at se mig selv som en del af en generation. Jeg tror jeg føler mig lidt svævende uden for det hele. Om jeg så er det, kan andre sikkert bedre vurdere end mig."

Som Ida Jessen selv siger, har hun følt sig lidt uden for 90’er traditionen, men hvorfor det blev realismen hun valgte som skrivestil, og om det var et bevidst valg er spørgsmålet:

"Jeg kan huske da ”Litteraturen på scenen” løb af stablen for første gang i Århus i midten eller slutningen af firserne. Jeg var i Ridehuset og hørte Christian Yde Frostholm, og bagefter, stående i en bus, fortalte jeg ham, at jeg drømte om at skrive romaner, og at de skulle være realistiske, for jeg syntes, at realismen var så rummelig, at den kunne klare alt. Fra litteraturhistorie var jeg opflasket med romanens sammenbrud, realismens sammenbrud, og jeg troede ikke på det. Så ja, det var et bevidst valg."

I dag har realismen fået en opblomstring og minimalismen har måttet føje sig gennem de seneste ti år. Ida Jessen er en forfatter, der tidligt har haft fokus på tendenser, der netop nu er oppe i tiden. Den nyere litteratur har gennemgående temaer som udsteder, kropslighed og selviscenesættelse. Denne selviscenesættelse og kravet fra medierne om at forfatteren promoverer sig selv, kan næsten beskrives som en stigende kurve inden for de sidste år.

"Der er sket meget på det felt bare i løbet af de sidste år. Nu er det helt almindeligt at blive stylet og gennemfotograferet, og det ligger i luften, at man bør optræde i de mange, mange offentlige sammenhænge, der handler om litteratur. Ved foredrag og seminarer og festivaler og oplæsninger. Nogle har et brand. Det kan være et navn eller en meget rød læbestift, f.eks. Men ellers er det vist vores personligheder, som vi bærer frem. Selv bliver jeg mere og mere modstræbende, for det er hårdt arbejde at være ”på” mens man samtidig graver i sig selv, som man jo gør, når man skriver. Og ved valget mellem at være ”på” og at skrive, vælger jeg at skrive. Noget helt andet er, at man, selv om man har skrevet teksten, måske ikke er den rette til at udtale sig om den. Man har jo sådan set sagt det, man ville sige. Det er også det problematiske ved forfatterinterviews: De er tit dødkedelige og intetsigende."