Christel Wiinblad - Derfor er vi hinandens liv og død

Introduktion 
Christel Wiinblad er født i 1980 i Svendborg. Hun er cand.mag. i dansk og etnologi og uddannet ved forfatterskolen i 2008. Samme år fik hun sin skønlitterære debut med 49 forelskelser, en samling portrætdigte af vigtige personer i hendes liv - fra lillebroren Jannick over Jørgen Leth til Audrey Hephurn. Efterfølgende - også i 2008 - udgav hun Min lillebror, et langt autobiografisk lyrisk værk, hvori hun med hudløst poetisk nærvær bearbejder sin lillebrors selvmordsforsøg. I 2011 udkom hendes første roman, Prolog, en barok og voldsom fortælling om et incestoffers traumatiske opvækst. Samme år skrev hun også en mindre digtsamling, Det ligner en sorg

“Lillebrorbogen”, som Wiinblad selv kalder den, Prolog og Det ligner en sorg kredser om tematiske tungvægtere som tab, fortvivlelse, sorg og misbrug; temaer, der på forskellig vis bliver iscenesat i Wiinblads modigt eksperimenterende sprog og stilistik samt i hendes sindrige sammenblandinger af genrer og litterære former. I 2012 udkom hendes seneste roman, Ingen åbner - Passionsspil, en selvstændig fortsættelse af Prolog, hvor læseren igen møder den stærkt traumatiserede pige, nu i voksen udgave og i en radikalt anderledes sproglig udformning, som vil stå i centrum for dette portræt.

Vi har haft kontakt til Christel Wiinblad i form af en mindre mailkorrespondence. Her mødte vi en travl kvinde, som ikke desto mindre fandt tid til omhyggeligt at besvare en række spørgsmål fra en gruppe litteraturstuderende. I samarbejde med hende valgte vi at lægge fokus på det seneste romanværk, Ingen åbner, som indfaldsvinkel til hendes indtil videre korte, men også mangefacetterede forfatterskab. I spørgsmålene kom vi ind på både struktur, genre og tema i romanen og spurgte ligeledes ind til mere generelle aspekter ved hendes arbejde som forfatter. (se interviewet i sin helhed her)

Ingen åbner: Den usynlige skade
“Ingen åbner er en roman om en mand og en kvinde” konstaterer bagsiden på det rosafarvede omslag køligt, og det kunne næppe være sagt bedre. I romanen møder vi et incestoffer - en kvinde, som i kølvandet på en traumatisk og incestuøs opvækst, samt oplevelsen af sin lillesøsters selvmord, desperat søger forløsende menneskelig kontakt. En kontakt hun finder hos en mand, der ved første øjekast synes forløsende, intelligent og omsorgsfuld, men som under sin succesfulde facade gemmer på indre dæmoner af både psykisk og fysisk karakter. Wiinblad fortæller, at hun ønskede at undersøge “magtforholdet mellem mand og kvinde, som det etablerer sig i et parforhold”. Et forhold, der i romanen viser sig som en konstant splittelse mellem magt og afmagt, hvor begge parter på samme tid er nødvendige for hinanden, men også er en del af hinandens nedbrydning. 

Romanen fortælles i tredje person, men fortællerstemmen knytter sig udelukkende til kvindens dystre og selvudslettende tankemønstre, som beskrives i en komprimeret strøm af korte, konstaterende hovedsætninger: “Hun glæder sig efterhånden meget til, at han åbner. Hun fryser lidt rigeligt. Hun er jo tynd og sygelig. Hun er også sjusket og upraktisk. [...] Hun vil gerne hjem nu, føler hun” (Wiinblad, 2012, s. 21). Selvom kvinden er synsvinklen, beretter hendes tanker ligeså meget om manden. Hun indsluser alt, hvad manden siger til hende og - ikke mindst - gør ved hende. Hendes tanker slynger sig om ham som en slyngplante, og i al sin plastiske bøjelighed smelter hun konstant som voks under hans formanende dominans. Hendes sprog er ikke hendes eget; i størstedelen af romanen reciterer hun blot mandens, kirkens, psykologens og Guds alvorsord om hendes tilstand og hendes, i deres øjne, illegitime sorg. Wiinblad begrunder sit valg af fortæller med, at hun ville se, hvad mandens fravær og adfærd gjorde ved kvindens bevidsthed: “jeg ville fange det usynlige, den usynlige skade”. Kvinden får aldrig plads til at behandle sine traumer, fordi sorg ikke er en acceptabel faktor i mandens univers, hvor kun hensynsløs optimisme, poetisk rødvin, romantisk fransk chokoladedessert og småborgerlig kulturfetichisme værdsættes. Der findes kun den slags smerte og sorg, som han har læst om: “Han er belæst og fornuftig. Han vil ikke høre på, at hun ikke oplever den typiske smerte, han taler om” (Wiinblad, 2012, s. 22). Vi spurgte Wiinblad, hvordan hun tænker på sorg og tabuiseret sorg i et samfund, hvor den netop forekommer skamfuld:

“Når man presser et menneske i sorg, eller hvis det menneske presser sig selv, kan det gå galt, men det modsatte kan også gå galt. Sorgen kan ikke beregnes og effektiviseres, og det er ikke til at sige, hvad der kan forløse den. Det er heller ikke sikkert, at institutionerne kender svaret, for jeg tror ikke, man kan regne det ud, men i stedet holde sig åben og vågen for livet, så godt man kan. Sorgen har helt sikkert sin egen tid, men den skal også slutte. Man skal nok turde blive en anden. Hvis man hænger fast, og det gør man, når der er stor kærlighed, gør livet modstand, for det vil leves. Det tror jeg er Ingen åbners erfaring. [...]”

Kvindens sorg får netop ikke sin egen tid og ret i Ingen åbner; den kan kureres, manipuleres, endda påskønnes og romantiseres i mandens bedrevidende retorik: “Livet er for kort til sorg. Det er for kort til traumer og eftervirkninger. [...] Det er jo falsk at sige, hun har posttraumatisk stress. Det er sygeligt og overdrevet” (Wiinblad, 2012, s. 26-27). Hele tiden penetreres kvindens sprog af mandens hjælp-til-selvhjælp-formaninger, som kolliderer med hendes eget sprængte indre i en psykologisk eksplosion, der langsomt, men sikkert nedbryder hende; en nedbrydelse, som understøttes af sprogets hakkende hvirvelstrømme.

Sprog og tema går hånd i hånd
Den minimalistiske hovedsætningsstrøm i Ingen åbner udgør et markant stilistisk brud fra den mere barokke stil i Prolog, som ikke desto mindre beskæftiger sig med nogle af de samme temaer. Hvor sproget i Ingen åbner er vendt indad til total gennemsigtighed og nøgterne konstateringer, er sproget i Prolog en eskalerende eksplosion af voldelig kropsliggørelse: “Ansigtet af pige på den lille, men alt for voksne krop har ikke fortrukket en mine. [...] [N]u bevæges kroppen frem og tilbage af den voksnes langsomme og tunge stød” (Wiinblad, 2011, s. 21). Wiinblad forklarer, at “sprog og tema går hånd i hånd; de ER hinanden”. Hvor handlingen i Prolog skildrer selve traumet, sætter Ingen åbner således hovedpersonens psykologiske efterskælv i fokus: 

“Kancellistilen, de barokke sætninger i Prolog, viser en patriarkalsk magt, og den barokke udformning, dens sære poesi mimer barokkens ide om den skæve perle. Stilen og synsvinklen gør, at der kan skrives og ses nådesløst på det, der sker, men med omsorg for og forståelse for barnet. I Ingen åbner er det et mere strukturalistisk inspireret sprog, der kan vise, hvad tvivl er. Det er splittelsen, modsætningerne i sproget, den uendelighedsmaskine, der er et fængsel, der interesserede mig. Jeg ville prøve at se, hvad der lå efter det; hvordan man kan komme fri af det, og hvordan man kan nå frem til et sprog og en tilstand, hvor modsætningerne sammensmeltes til ét.[...]”.

Ved at udsætte de to romaner for helt forskellige sproglige opsætninger, beriger Wiinblad den fortalte historie om traume og misbrug ved på den ene side at kropsliggøre fortællingen i Prolog og på den anden side at internalisere kvindens efterfølgende magtkamp med omverdenen i Ingen åbner. I Prolog er der ikke andet “indre” end pigekroppens evindelige mavekramper og “følelsesløsheden under huden” (Wiinblad, 2011, s. 92), mens hele handlingen i Ingen åbner  netop udspiller sig i kvindens indre, i hendes fortvivlede sind og det desperate tankeflimmer af maskulin “terapeutisk” retorik, som hendes sprog er blevet reduceret til. På denne måde italesættes beslægtede temaer og motiver i radikalt forskellige sproglige iklædninger. 

Passionens kammerspil
Ingen åbner foreligger som en roman, hvad den også selv gør opmærksom på, men den har også undertitlen, “Passionsspil”. Passionsspillet er en nøje defineret dramatisk genre, som i første omgang aktiverer en læserforventning om intense følelser og beslægtede indre konflikter. Wiinblad forklarer: 

“Passionsspil var en genre, jeg stødte på, da jeg skrev speciale om Sommerfugledalen [Inger Christensen]. Jeg brugte en kristen retorisk erkendelsesmetode fra middelalderen, og så stødte jeg på det. Det er en genre, som man både i græsk og kristen kultur har brugt til at rense sit liv, til at blive sig bevidst og danne sig som menneske. Det går ud på, at man som på en scene udspiller et drama, en historie fra Bibelen eller den græske mytologi med sig selv i hovedrollen. Man spejler sig så i den ældre, vise figur, som man spiller og kan så "skære" det væk, som ikke dur. Jeg ville så fortolke den genre på en moderne måde og lære noget; det er jo ikke uvæsentligt, at man i hinanden spejler sig og danner sig. Manden har åbenlyst en mytologi, en idé, hvad kvinden er og må være, men den er en snedig fælde. Den viser sig i hans sprog og i hans reaktioner på hende, der er hele tiden en dobbelthed til stede, så hurtigt begynder det at flyde for hende, hurtigt aner hun ikke længere, hvem hun er. Hun mister helt sig selv. [...]”. 

I Ingen åbner udspiller passionsspillet sig i kvindens indre på en scene af arketypisk kvindelig undertrykkelse: kvindens vakuum-agtige åbenhed overfor maskuline indtryk sammenstillet med mandens konstante udøvelse af magt(sprog). Som Wiinblad fortæller, “aktiverer manden nogle strukturer eller mønstre i kvinden, som har med hendes barndom at gøre, og som hun pludselig bliver konfronteret med, og som i slutningen bryder sammen”. Disse strukturer, som manden vækker til live fra kvindens ungdom, kan ses som selve passionsspillets indhold; det, der skal “skæres fra” og renses i en proces, der nødvendigvis involverer både lyst og lidelse for begge parter.

Men er det hele så kun lidelse og smerte? I al sin voldsomhed efterlader fortællingen i Prolog ikke læseren med megen optimisme, men med tilføjelsen af Ingen åbner og den mere nærværende sproglige behandling tilføjer Wiinblad et behersket glimt af optimisme, som er en af hendes styrker som forfatter. Det handler nemlig ikke blot om lidelse, men også om den altid flertydige kærlighed, som er nødvendig for ethvert menneske. I Wiinblads forfatterskab er kærlighed altså altid tæt knyttet til - men ikke identisk med - lidelse. Lidelse er en nødvendig komponent i et menneskes livsproces:

“Livet, følelserne og sjælen går igennem kroppene og seksualiteten, det er heftigt skabende kræfter, der er i gang i sådan en krop. Man er prisgivet, man er hele tiden i gang med at smelte sig sammen med noget og blive noget andet og mere. Derfor er vi hinandens liv og død [...]”. “[Ingen åbner] ser på, at det nedbrydende også er opbyggende. Det interesserer mig, selvom det jo også er et farligt sted at stå, men det er for mig at se et sandt sted og for mig et nødvendigt sted at stå. [...] Ingen åbner er et eksempel på, hvordan det kan foregå, hvordan livet tager over og fører et menneske igennem alt muligt, som det ikke havde regnet med, men som måske er præcis det, der skal til.”

Og det er netop her, Ingen åbner og Christel Wiinblads stil viser sin styrke. Det er ikke blot genindspilninger af slidte lidelseshistorier, men en undersøgelse af lidelsens og kærlighedens dobbelte væsen samt deres respektive roller i et traumatiseret subjekt - både som destruktive og konstruktive processer. Det er først og fremmest Wiinblads på samme tid eksperimenterende og stilsikre sprog, der tillader en troværdig illustration af følelsernes, traumernes, kærlighedens og lidelsens kompleksitet.

Fra lyrik til prosa og tilbage igen
Kærligheden og lidelsens flertydighed er altså centrale temaer i Wiinblads romanværker. Hun forbliver dog først og fremmest lyriker, og hendes digtsamlinger bærer nogle af de samme stilistiske præg, som hun i sin senere karriere har udøvet på romangenren. Som lyriker fik hun stor succes med Min lillebror (2008), som i høj  grad blev eksponeret i medierne, navnlig på grund af værkets performativt biografistiske karakter og det sentimentale omdrejningspunkt, Jannick Wiinblads selvmordsforsøg. Med Min lillebror skrev hun sig også ind i den meget prominente tendens i moderne nordisk litteratur, hvor forfatteren inddrager sig selv og sit eget liv i værkets betydninger med eksponenter som f.eks. Karl Ove Knausgård. Selvom Min lillebror var en katalysator for hendes fremtidige produktion og reception, forklarer hun også, hvordan autobiografisk litteratur i hendes erfaring har sine begrænsninger: 

“Det autobiografiske værk, som Lillebrorbogen er, og som den blev meget radikalt med tv-programmet og så videre, var af alle grunde nødvendigt. Det var bogstaveligt talt liv eller død, og jeg måtte følge med; det værk viser måske aldeles bogstaveligt at litteratur er liv eller død.  Jeg blev så i den grad konfronteret med denne genres begrænsninger, og det har interesseret mig at gå andre veje og arbejde i en litteratur, der ikke peger tilbage på forfatteren, men på værket, mennesket. Ellers er der meget, der måske slet ikke kan skrives, meget bliver i hvert fald forplumret.”

I forlængelse heraf, uddyber hun hvordan både lyrik og prosa er nødvendige former for litteratur i hendes arbejde:
“[J]eg har brug for begge genrer, og de genrer, der er i genrerne, til at undersøge forskellige ting. Jeg kan ikke kræve af mine digte, at de skal gå med på den samme erkendelsesproces, som den mere logiske prosa driver mig ind i og omvendt. Jeg kan lide at eksperimentere med de klassiske genreforestillinger og gøre noget nyt med dem; finde nyt potentiale i dem, i Ingen åbner -  passionsspil og det dramatiske kammerspils potentiale som sprog. Jeg er også blevet interesseret i at arbejde med drama; det er igen en helt, helt anden sprogbrug, en helt anden krop og nogle helt andre regler.”

Christel Wiinblad arbejder altså i et bredt spektrum af genrer og temaer, som hun blander på kryds og tværs i de særdeles kreative genrefusioner, som de fleste af hendes værker bærer præg af. Hendes værker gennemsyres på trods af dette af en tematisk tilbagevenden til kærlighedens mangeartede skyggeverdener samt de små lyspunkter i den store verden af død og lidelse, som kan være svære at grave frem, men som kan aktiveres til stor forløsning i hendes litteratur. Til vores spørgsmål om, hvorfor hun ofte vender tilbage til selvmordet som motiv - et motiv, vi nok som mange andre læsere har taget for gode varer i kraft af “lillebrorbogens” rørende og personlige skildring - forklarer hun: “Hvad er døden, og hvad har den med livet at gøre, og hvad er det? Det interesserer mig. At man kan dø i livet, at man kan være død i livet, at der kan ske det kærlighedens mirakel, der er selve livet.”. Disse ord - livet som kærlighedens mirakel - vil vi lade tale for sig selv, og ellers anbefale læseren selv at gå på opdagelse i Christel Wiinblads mangesidede forfatterskab.

Wiinblad anbefaler
Adspurgt om “tilstanden” af moderne dansk litteratur, svarer Wiinblad entusiastisk: 

“Jeg er helt vild med den. De ting, der sker i forfatterskaber som Christina Hagen, Bjørn Rasmussens og Amalie Smith er vigtige. Folk som Mette Moestrup, Hans Otto Jørgensen og Niels Lyngsøe er jo også hele tiden i gang. Der sker så mange spændende ting, også på et forlag som After Hand og på Kronstork. De små forlag er vigtige, og så er f eks Kristian Bang Foss' nye roman, som vel er i den lidt bredere ende af skalaen, helt vild fantastisk. Jeg fatter ikke, at flere mennesker ikke køber bøger. Det er jo gaver, de her mennesker giver, og tænk at de gider. “. Der lader altså til at være masser at se frem til fra den danske litteraturs ynglepladser, hvorfra vi også kan glæde os til mere fra Christel Wiinblad: “Jeg har lige udgivet Sommerlys, en digtsamling. Jeg havde brug for en pause fra prosaen, for at blive nulstillet og være et helt andet sted end i en roman, for ellers kunne jeg slet ikke have kræfter til eller overhovedet gå til den næste på en ny og ren nok måde. Den skriver jeg så på nu. Den handler om, hvad der så sker kvinden efter Ingen åbner.“

Citeret litteratur:
Christel Wiinblad, 2012: Ingen åbner, Gyldendal
Christel Wiinblad, 2011: Prolog, Gyldendal


Bibliografi:
49 forelskelser, portrætdigte, udgivet 2008, 83 sider.
Min lillebror, digte, udgivet 2008, 48 sider.
Det ligner en sorg, digte, udgivet 2011, 64 sider.
Prolog, roman, udgivet 2011, 155 sider.
Ingen åbner - passionsspil, roman, udgivet 2012, 175 sider.
Sommerlys, udgivet 2013, 58 sider.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar