Skabelsen af det u-løse rum - et interview med Signe Gjessing

Billedkilde: Gyldendal.dk

    Signe Gjessing, f. 1992 

    2012: Dimitterede fra Vesthimmerlands Gymnasium 

    Sommer 2012: Startede på forfatterskolen 

    2014:Debuterede med Ud i det u-løse

Signe Gjessing er et eksempel på den nye danske digtergeneration. Hun bryder med konventionerne og springer rammerne for, hvad digtning kan være og har været. I hendes debut Ud i det u-løse flyver hun mellem øjeblikke, hvor hun leger med sproget og danner nye kombinationer af ordspil og talemåder. Vi tog en snak med Signe om hendes forhold til digtning og hendes litterære udvikling. 

Den måde, du skriver digte på, er lidt anderledes, end hvad man normalt ser – det er som om, man ikke rigtig kan sætte den i en boks. Hvordan vil du selv beskrive dine digte? 

Meget. Ja ikke som digte, men som redskaber på en måde. Altså jeg har to ting – det er billedet og stemmen. Stemmen er ligesom hvis du kommunikerer – vi kommunikerer nu – lidt som den stemme. Men den skal kommunikere med billeder, som på en måde er verdens egne billeder. Det nogle fænomener på en måde. Så stemmen kommer til at tale med billeder. Så altså jeg vil beskrive dem meget grove og meget som nogle stumper – pludselige håndbevægelser og pludselige udråb og så pludselige møder og så ikke-møder. På en måde støder det meget mod en et-eller-andet – mod stilheden eller mod verden, altså der er ikke afrundede former, men kanter, der skal – på en eller anden måde – tale med det hele omkring dem. Så ja, redskaber er på en måde det bedste, eller armbevægelser.

Ja, det er som en slags øjebliksopfattelse, som du beskriver igennem poesi?

Ja! Samtidig med at jeget og stemmen er til stede i det lige nu. Den beskriver selve det at være til stede i digtet og har en bevidsthed inde i digtet – så det er ikke bare en udefra, der beskriver et øjeblik, men øjeblikket er man med i på en måde. 

Som en slags øjeblikkets personlighed, får man fornemmelsen af? 

Ja det er rigtig godt sagt, synes jeg. 

Hvordan begynder du så at skrive sådan et digt? Er det øjeblikkelige inspirationer, eller er det mere nøje konstrueret? 

Nej det er det ikke. Det er faktisk, især i denne digtsamling, meget ét ord. Et eksempel det er ”stolpe op og stolpe ned af helvede” kan godt være en sætning eller et ord, og ud fra det så kigger man på ordet og ser, hvor det hører hjemme, og hvor kommer det fra, hvor er det rejst fra, hvad hænger det sammen med, hvad udfolder der sig, og så ser man på det rum, der udfolder sig i det, og så går man på opdagelse i det der rum og ser noget ved siden af og noget bagved og noget under det og lever sådan med i, ja i øjeblikket der, med digtet. Så bagefter kan man analysere det og se, hvorfor er det sådan, men det er meget at udforske, synes jeg. At udforske det rum. 

Man får en i dine digte fornemmelse af, at det er en fortsættelse ud i ét. De har ikke individuelle titler. Hvordan tænker du, at man læser dem? Er det ud i ét, eller er det som unavngivne, men adskilte digte? 

Jeg tænker det klart som ud i ét. Digtene er selvfølgelig skrevet uden tanke på de andre, men digtsamlingens rækkefølge er kronologisk i forhold til, hvornår de er skrevet. Digtene er skrevet i en kort tidsperiode, men sagen er, at der foregår en udvikling igennem digtsamlingen, og rummet er det samme. Det er bare forskellige sider af rummet. Så ordet rum er ekstremt vigtigt for digtsamlingen, at de udstiller sig igennem rum. Også bare titlen Ud i det u-løse er jo en bevægelse i en retning, så den skal gennem det her rum- den springer fra digt til digt, men det er det samme rum. Hvis digtsamlingen havde haft titler, så havde den slet ikke haft den kontakt til udviklingsfølgen; så havde det været fragmenter af noget som slet ikke har noget… Det er af temmelig stor betydning, synes jeg. Også fordi digtene begynder meget korte og bevæger sig så… de strækker sig længere og længere ud, fordi der er mere og mere, der bliver muligt, og de bliver til sidst med stort luftrum imellem fordi, der sker simpelthen en udvikling. Jeg har brugt noget tid på at rykke rundt på dem, men jeg har aldrig rykket rundt på dem sådan, at det digt jeg skrev først er det sidste. Der er en slags naturlig kronologi.

Mange af de her digte kommer før forfatterskolen, ved jeg. Vil du fortsætte med at lave digte bagefter?

Ja, fordi forfatterskolen har jeg slet ikke set som noget, der har noget med digtningen at gøre. Jeg synes mere det er et værested for digtere, end det rigtigt har kontakt til digtningen, så jeg har slet ikke haft nogle forventninger om, at jeg skulle blive bedre til at skrive digte af at gå på forfatterskolen. De digte, jeg har skrevet, er færdige inden forfatterskolen – for hvad nu hvis der sker et eller andet, at man ændrer sig eller noget. Jeg håber endda, at jeg kommer til at skrive flere digte, fordi man har mange ting i hovedet på forfatterskolen. Men det er i hvert fald vigtigt, at det ikke er noget, man skal uddanne sig til, men noget, der kommer af nødvendighed. Fuldstændig ud af alle uddannelsesinstitutioner, synes jeg. 

Men må jeg spørge, hvad du håber at få ud af forfatterskolen? 

Ja, det er jo et godt spørgsmål. Kendskab til værker og forfatterskaber. 

Kunne du forestille dig på et tidspunkt at bevæge dig ind i andre litterære genrer end digtning? 

Altså jeg har prøvet lidt i nogle prosa-ting, men problemet er, at jeg kan slet ikke finde ud af det. Jeg kan slet ikke skrive forløb. Det går rigtig dårligt. Jeg tror også, det er blevet værre af at skrive digte, fordi der smadrer man konstant syntaks og forløb. Det er virkelig ikke godt, når jeg skriver prosa. Jeg synes også, der skal en eller anden virkeligheds-realisme-sans til for at skabe noget smukt. Jeg vil hele tiden abstrahere ud, men får ikke rigtig lov, fordi det er prosa, og så bliver det sådant noget makværk. Jeg vil gerne, men det går ikke rigtigt indtil videre.

Den titel du har givet din digtsamling, Ud i det u-løse, den minder jo en hel del om Ind i det støvløse af Nelly Sachs. Vil du sige, at du er inspireret af hende, eller hvor kommer din inspiration egentlig fra? 

Ja, det er jeg. Grundlæggende kommer inspirationen til digtsamlingen af selve det, at der findes gode digtere. Selve det, at der findes et rum, som digtere har trådt ind i og så gået ud af, det er en stemning, som jeg på en måde vil holde fast i. Ja, det er på en måde en kærlighedserklæring til digtene. Den lægger sig op af mange forskellige digtere og især Nelly Sachs. Første gang jeg læste hende, tænkte jeg af en eller anden grund, er der noget, der smelter sammen her. Det, at der findes et sted, at der findes digtets egen virkelighed og så den virkelighed, som vi lever i. Jeg følte, at den stjernevirkelighed Nelly Sachs beskriver smelter fuldstændig sammen med det rum, de er i stand til at gå ud i, og det har noget at gøre med abstraktion, at det der stjernerum Nelly Sachs taler om, det er alt sammen noget, som er hinsides, og derfor er der bare et eller andet, der klinger i en utrolig udforskning. Og det skal digtene også, de skal virkelig udforske, og så binde den der sorg og smerte sammen med et stort euforisk rum. Men der er så mange andre ting, der har inspireret – surrealister og Rimbaud, som er den faste inspirationskilde, og Sylvia Plath, og det man har læst imellem, som har givet noget. Men jo, Nelly Sachs har været en stor inspirationskilde også selvfølgelig det med titlen. Men grunden til, at det er ”ud” og ikke ”ind”, det kommer af Rimbaud. Den distraktion og den følelse af, at der findes tid, som vi skal ud på kanten af i stedet for den selvfordybelse. Ingeborg Bachmann har skrevet en bog om Nelly Sachs, der hedder Den vedvarende skabelse, og det er faktisk indirekte med i titlen, for det er to negationer, som jeg oplever, ”det u-løse” er. Det er negationen ”u” fra ”uendelig”, og ”-løse” fra ”det støvløse”. Så ”u” og ”løse” er to negationer, som ophæver hinanden og prøver at skabe noget, men det er en skabelse, der kun er til stede i den vekselstrøm, så det er en vedvarende skabelse. 

Og det er så dét, der er grundlaget for – eller er – den overordnede stemning i din digtsamling. 

Ja. 

Malene Fenger-Grøndahl - Minoriteternes talerør

Et interview om minoriteter, 
æstetik og religion                                                      
Malene Fenger-Grøndahl gør på mange måder det, som vi andre ikke tør at gøre. I sin portrætte-ring af homoseksuelle unge tager hun store politiske emner op og dræber alle de fordomme, der eksisterer i forhold til sek-sualitet og religiøse familier.

Hvem er Malene Fenger-Grøndahl?

Malene Fenger-Grøndahl er født år 1976 og bor i Aarhus sammen med sin mand, Carsten Fenger-Grøndahl, og deres to døt-re, Barbara og Safia. Malene Fenger-Grøndahl er uddannet fra Journalisthøjskolen i Aarhus og har speciale i integration, etniske minoriteter, islam og Mellemøsten. Lige nu arbejder hun både som freelancejournalist, forfatter og foredragsholder. Malene Fenger-Grøndahl debuterede år 1998 med Turen går til Syrien og Jordan, men hendes første skønlitterære værk er Kan man spise softice med pinde fra år 2012. Malene Fenger-Grøndahl har ydermere vundet Danidas verdensbilledelegat år 2002 og Drassows Legat (Dansk forfat-terforenings fredspris) år 2007 i fællesskab med sin mand. I år har hun vundet Legat fra Fonden til udbredelse af Andreas Simonsens Tænkning.

Litteraturen synes at fylde meget i Malene Fenger-Grøndahls liv, og hun kan, i en alder af kun 38 år, både skrive journalist, forfatte og holde foredrag m.m. på CV’et. Malene Fenger-Grøndahl er uddannet fra Journalisthøjskolen i Aarhus, men siger selv, at i hendes rolle som forfatter, forsøger hun at lægge de faste journalistiske skabeloner væk: ”Jeg forsøger faktisk, når jeg skriver at lægge de meget faste journalistiske skabeloner væk og i stedet tænke på, hvad det er i den historie, jeg skal formidle, der rammer mig og kan ramme andre. Og så arbejder jeg ud fra dette centrum. Det er ofte en proces, hvor jeg lader historien hvile lidt, og når jeg så kan mærke, hvor energien i fortællingen er tættest, undersøger jeg mere nøgternt, hvordan jeg kan bygge fortællingen op.”

Medier og minoriteter

Arbejdets præmis har for Malene Fenger-Grøndahl været at rejse verden tynd for at være i stand til at give et oprigtigt og nuanceret billede af det folkeslag eller det enkelte menneske, som hun har villet portrættere. Som journalist ved Malene Fenger-Grøndahl, hvordan man formidler historier gennem flere forskellige medier, men siger dog selv, at især litteraturen har mange fordele: 

”Jeg tænker, at litteraturen har den fordel, at den opfordrer til fordybelse og også til dels at blive læst i enrum, hvor man uforpligtende kan afprøve tanker, følelser, ideer, som man ikke vil dele med andre, (…) Ulempen kan være, at det er mindre ”hårdtslående” end for eksempel tv og billeder. Men jeg mener egentlig, at fordelene er flest, fordi der er plads og rum til nuancer og til eftertanke hos læseren. Desuden er der mulighed for, at læseren kan vende tilbage til teksterne og læse dem igen på et senere tidspunkt modsat mere flygtige medier, som nok kan genfindes men ikke på samme måde inspirerer til genlytning eller gensyn.”

Sammen med medforfatterinden Marianne Nøhr Larsen gør Malene Fenger-Grøndahl netop brug af mange forskellige medier i værket Den forbandede kærlighed (2007), der både indeholder et visuelt aspekt i form af billeder og en nærværende tekst. I Den forbandede kærlighed er Malene Fenger-Grøndahl og Marianne Nøhr Larsen talerør for homoetniske unge, der er vokset op i et religiøst hjem, hvor deres seksualitet ikke har været accepteret. Og rollen som formidler er netop noget Malene Fenger-Grøndahl tager alvorligt: 

”I forhold til menneskerettighedsvinklen tror jeg, at fordelen ved at bruge portrætter især er vigtig. Det kan for nogle virke provokerende eller moraliserende med mere faktaprægede tilgange til menneskerettigheder. Her skulle historierne gerne sætte gang i læserens refleksion og også gerne læserens følelsesmæssige forstå-else af minoriteters vilkår – og også af betydningen af, at man som ”anderledes” har en vis beskyttelse.”

Menneskerettigheder og meninger

Malene Fenger-Grøndahl slår i ”Den forbandede kærlighed” et slag for kærlighed, identitet og menneskerettigheder, for Malene Fenger-Grøndahl tror på retten til at være den, man er, og her er lige præcis litteraturen god til at formidle menneskerettigheder. Malene Fenger-Grøndahl befinder sig i værket på et følelsesmæssigt plan og har et stort ansvar for, at det, der bliver fortalt, er så tæt på virkeligheden som overhovedet muligt. Selv siger hun: 

”Det er klart, at der altid er et dilemma som journalist eller forfatter i, at du påtager dig en formidlende rolle. Men dels udelukker det at skrive en andens historie ikke, at vedkommende selv også kan skrive den. Dels er det journalistiske håndværk jo et håndværk, der gerne skulle gøre dets udøver i stand til at formidle historier på en måde, som minoriteter - og andre - ikke altid er i stand til selv at gøre. Det er klart, at det er et stort ansvar at skulle være stemme eller kanal for andre, også fordi det er os, der ”framer” historierne og eksempelvis i denne sammenhæng skriver de enkelte personers historie ind i en specifik minoritetssammenhæng.”

Udover tematikken om samfundets mino-riteter finder man også hos Malene Fenger-Grøndahl temaet religion. Selv forklarer hun, hvorfor hun mener, at religion er vigtig at fremhæve i en dansk kontekst, og at emnet ifølge hende er underbelyst: 

“Det har jeg, fordi det for mange af de interviewede har været et vigtigt tema, som nok ofte er lidt underbelyst i en dansk sammenhæng. Mange af ’etnohomoerne’ gav udtryk for, at de i etnisk danske miljøer mødte en forudfattet holdning til deres religion; typisk kunne det give sig udtryk i udtalelser a la: ”Du kan da ikke for alvor tro på en religion, der er så homofobisk” eller ”du må vel vælge: Religionen eller din seksualitet?” 

En del af de unge oplevede en indre splittelse og et dilemma, fordi de ønskede at kombinere en gudstro men også en respekt for deres forældres religiøse tradition med at stå ved deres seksuelle orientering. Det var vigtigt for mange af dem at forsøge at komme overens med det, og de oplevede, at der blandt danskere ofte ikke var forståelse for denne problematik.”

Mere Malene

Verden er fuld af historier, som skal fortælles og problematikker, der skal formidles, og Malene beskæftiger sig lige nu med flere forskellige projekter: ”Jeg beskæftiger mig for tiden en del med radio (heriblandt Religionsrapport på P1), som jo også ofte kan siges at have et minoritetsperspektiv, idet religion her i Danmark til en vis grad er et minoritetsfænomen.”

Malene Fenger-Grøndahl berører nogle af samfundets tabuer, og det er også delvist grunden til, at værket Den forbandede kærlighed bør læses og tages til efterretning. Malene Fenger-Grøndahl er derfor en vigtig stemme på det litterære marked, og hun er værd at holde øje med.

Hvis du var usynlig i en dag, hvad ville du så finde på?

”Jeg tror, at jeg ville deltage i den daglige rutine i et munkekloster for dér at kunne opleve, hvordan hver-dagen leves, når der ikke er tilskuere på i form af udenforstående.”

Lær mere om ”Den forbandede kærlighed” her: http://www.denforbandedekaerlighed.dk/

Interview - Alen Meskovic

Hvilke tanker har du gjort dig omkring formidlingen af den oplevelse at vokse op i et krigsplaget område til et dansk publikum, som kun kender til krigen fra mediernes dækning af den?

Da jeg valgte at skrive romanen på dansk, vidste jeg, at jeg ikke længere kunne tale indforstået om den historisk-politiske kontekst. Den skulle læseren præsenteres for. Kunsten var så at gøre det, uden at det blev til et foredrag om emnet. Da hele romanen skildrer konflikten fra de civiles perspektiv, og da den på mange måder handler om at være plaget og begrænset af konflikten, integrerede jeg elementer fra den eksjugoslaviske historie ind i fortællingen om Miki og hans familie. Tilbageblikke på farens barndom og ungdom giver for eksempel læseneren indblik i Eksjugoslaviens udvikling fra 1944 og op igennem Titos Jugoslavien, ligesom flashbacks om Mikis skolegang i 80’erne skildrer årene op til krigen og selve krigsudbruddet. 

Hvorfor hedder klubben i Majbule Ukulele? Og hvorfor titlen Ukulele jam?

Der er selvfølgelig en vis ironi forbundet med navnet på klubben. Miki drømmer om store guitars og store koncerter - heavy metal er jo lidt svulstigt og ’’over the top’’ – og ukulele er jo bare et lille strenginstrument. Bogens titel har flere betydninger, men jeg får det ret akavet, hvis jeg skulle sidde her og gøre rede for dem. For så kommer jeg dybt ind i en analyse af min egen bog med citater, sidehenvisninger, osv. 

Hvordan forholder romanen sig til dine egne oplevelser? Altså hvor store ligheder er der mellem Emir Pozders historie og din egen?

Romanen er en fiktiv historie med klare selvbiografiske elementer. Jeg plejer at sige, at den er delvist selvbiografisk eller semiselvbiografisk, selv om det er svært at sige, hvor mange procenter af hvad der er i den. En ting er dog sikkert: Jeg har ikke skrevet bogen for at fortælle om mig selv, altså lavet et selvportræt af mig selv som teenager. Dem, som kender min historie, min familiebaggrund, osv., overraskes over hvor meget fiktion, der er i bogen, mens dem, som ikke kender mig, har det indtryk, at bogen er meget selvbiografisk. 

Musikken spiller en enormt stor rolle i romanen. Det er i musikken Emir finder identitet, håb og optimisme. Hvorfor netop musik? Og hvorfor opstillingen af det folkelige over for den hårde ”heavy” musik igennem romanen

Miki og hans venner bruger musikken som en form for eskapisme fra den barske virkelighed, der omgiver dem, men musikken giver dem samtidig også en identitet og en følelse af fælleskab. Som så meget andet var musik mere end bare musik dengang i 1990’erne på Balkan. Den havde en klar værdipolitisk kant, og den blev både brugt og misbrugt til forskellige formål. Der var en modsætning mellem den pacifistiske og kosmopolitiske rock’n’roll - med alle sine undergenrer - på den ene side, og den etniske, folkelige musik på den anden. Den sidstnævnte blev spillet på statsejede medier og talte klart til de patriotiske og nationalistiske følelser. Den blev brugt til at opildne masserne, til propagandistiske formål, kort sagt. 

Du placerer Emir og resten af familien i en flygtningelejr i Majbule som ud over flygtninge er præget af turister, der nyder livet ved stranden. Hvorfor denne konstellation mellem de udenforstående turister og de hjemløse flygtninge? 

Jeg boede selv i en lignende lejr, og den absurde situation ved at være flygtning omgivet af turister har på mange måder inspireret mig. Der var mange udenlandske turister på standen foran flygtningelejren, og de nød solen og de billige priser blot 150 kilometer væk fra frontlinjen. Det er et faktum. Men når man putter det ind i en roman, så bliver deres indifferente holdning til krigen også til et billede på Europas passivitet overfor konflikten i Eksjugoslavien, en passivitet som kostede mange menneskeliv.  

Hvad er tankerne bag, at du har valgt at fremstille livet i Majbule forholdsvist normalt og med en del humor i stedet for at lægge mere fokus på krigen og dens dramatiske og på alle måder voldsomme karakter?

Jeg ville fra begyndelsen være loyal overfor mine erfaringer og erkendelser fra de år. Det er dem bogen først og fremmest er skrevet på basis af, ikke oplevelser, og derfor er talen om de selvbiografiske elementer i bogen også problematisk. Når krigen er i baggrunden, så skyldes det, at den blot er et vilkår for Miki. Den tilhører verden omkring ham, som er fuld af had og konflikter, og den lader Miki og hans venner ikke i fred. Den afbryder ham i hans første kys. Den skubber ham ud af hans hjemby. Den fratager ham vennerne, som rejser til Sverige, og den indhenter ham til sidst, når han endelig har glemt alt om den. At der både er humor og alvor i bogen, skyldes det ligeledes min loyalitet overfor mine erfaringer fra dengang. Jeg husker det som en grotesk tid, hvor humoren og alvoren enten gik hånd i hånd eller også afløste hinanden med korte intervaller. Sort-hvidt var det i hvert fald ikke.

Der opstår en interessant opmærksomhed på forfatterens rolle som oversætter af det serbo-kroatiske til dansk nogen steder i bogen (eksempelvis: ”Mørkt som i røven på en ugle” – ikke et udtryk, som ville blive brugt på dansk, ligesom oversættelsen af de eks-jugoslaviske bands, som en dansk læser ikke kan forholde sig til). Hvordan har det været at skrive en roman som foregår i Kroatien på Serbo-kroatisk med det danske sprog? 

Til tider meget svært for i starten var det underligt at skrive dialoger på dansk, som i mit hoved kørte på bosnisk med en 90’er slang. Jeg måtte finde tilsvarende danske udtryk eller spørge mig selv: Hvordan ville karakteren have sagt det, hvis han eller hun var dansk? Hvad ”Mørkt som i røven på en ugle” angår, så er det en sammenligning, jeg selv har fundet på i skriveriets hede, ikke noget serbokroatisk udtryk oversat til dansk. Den slags er der en del af i romanen.

Hvilken betydning har de 8 bånd som bogen er inddelt i? Ligger der en dybere mening i denne struktur? 

Mens jeg skrev romanen, følte jeg, at jeg længe jammede – altså improviserede og ledte efter hovedmelodien, hovedhistorien. Miki improviserer sig også gennem sine år i lejren, hvor verden omkring ham ændrer sig og i flere omgange sætter nye rammer op for ham. Derudover samler han på nye bånd efter tabet af storebrorens store samling under krigen. Så jeg tænkte på, at det ville være oplagt at kalde bogens 8 dele for 8 bånd, hvor man så at sige har indspillet en masse sange altså kapitler, der hver har en titel.