Dy Plambeck - Den store fortællings stedfæstelse i det genkendelige

”Han var toogtyve år, en lille flagstangstynd mand, der levede af grøn peberfrugt i skiver og pot, og som evig og altid var iført sin sorte læderjakke, cowboyvesten med rygmærket MC spitfire og sine cowboybukser, der var smurt ind i indtørret bræk og lort. Uffe havde selv skidt på bukserne, det var en del af uniformen, han havde dyppet dem i olie og pisset på dem. Han havde ikke råd til læderbukser, men pis og olie var den ideelle alternative isolering.” (Gudfar, 2011) 

Sådan bliver vi første gang præsenteret for hovedpersonen Uffe i Dy Plambecks seneste roman Gudfar (2011). Romanen tegner et billede af Uffe og hans ophav gennem tre dele med tre forskellige omdrejningspunkter og tre tidsperioder: Uffes biker-liv i klubben “MC spitfire” i 70’erne, hans mor Tennas liv i 50'erne, som kredser omkring cykelbanen i Ordrup, og slutteligt hans liv med guddatteren Petring i 00’erne, hvor rydningen af ungdomshuset på Jagtvej 69 er et centralt emne. En ting er sikker: Dy Plambeck formår at skildre mennesker, og det sker aldrig uden kant, for det er ofte lettere aparte eksistenser, der optager pladserne i Plambecks persongalleri. I Gudfar, og i hendes øvrige forfatterskab, præsenteres læseren for et rigt persongalleri som, til trods for de ofte skæve eksistenser, vækker genkendelighed hos læseren. 

Plambeck skriver i øjenhøjde med sine karakterer, og hun går hverken på kompromis med sproget eller miskreditterer karaktererne. I det umiddelbare simple sprog glemmer hun ikke det litterære sprogs lydlige side, men arbejder tværtimod med ordene og deres lyde, og skaber dermed et fængende og spændende sprog. Hendes skæve og anderledes ordkombinationer overrasker læseren med deres simple og direkte udlægning. Dette skaber en let og morsom tone i hendes værker, der dog alligevel gemmer på en alvor bag den legende facade. Gennem det direkte sprog får hendes karakterer en tragikomisk dimension, der både vækker latter hos læseren, men som også giver en følelse af de bagvedliggende ensomme skæbner. Denne opfattelse får læseren på grund af tompladserne – historierne læseren skaber mellem linjerne – som skaber en flerfacetteret værkforståelse. Det er på den måde læseren, og ikke Plambeck selv, der dømmer karaktererne, eftersom hendes sprog er uden filter og skrevet på karakterernes præmisser. 

Fællesskabets ensomhed 
Familierelationer og fællesskaber er ofte omdrejningspunkt for Dy Plambecks fortællinger: hendes karakterer hører aldrig helt hjemme, men står nærmere på kanten af fællesskaberne. Individerne prøver at finde samhørighed forskellige steder, men finder sig aldrig rigtig til rette. Der er altid en flig af manglende samhørighed og en bagvedliggende ensomhed, der forhindrer dem i at høre til. Dette ses blandt andet i romanen Texas’ Rose (2008), hvor hovedpersonen Abby mister fasteren Lillian og hele familiestrukturen kollapser. Det ses også hos karakteren Tenna i romanen (2011), hvor hun mister sin mand Gustav og finder tryghed i Uffes far - blot for at finde et sted at høre til - og hos hovedpersonen Uffe, som prøver at finde en sammenhæng med “MC Spitfire”-livet, men aldrig rigtig finder sin plads i fællesskabet. Tematikkerne, som kredser omkring karakterernes følelse af ensomhed i fællesskaberne, er inspireret af Plambecks egne oplevelser af ikke at høre til i et fællesskab (Forfatterweb: Dy Plambeck). 

Dy Plambecks inspiration kommer først og fremmest ved, at hun selv er til stede i verden og sanser den. Ud fra virkeligheden og sine egne erfaringer skaber hun et genkendeligt univers i hendes værker. Dog er det ej at forglemme, at selvom hun henter sin inspiration i virkeligheden, vil hendes værker altid være ”én stor fed løgn” (Jyllandsposten, 31.7.2008). Hun begynder således i det velkendte og familiære og skaber ud fra disse forudsætninger fiktive værker. Dette ses for eksempel i hendes digtsamling Buresø-fortællinger (2005) der, som titlen afslører, er opkaldt efter hendes barndomsby. Som det fremgår af vores interview, er det for Plambeck ikke væsentligt, at byen netop hedder Buresø, men at fortællingerne skildrer det almenmenneskelige. Selvom hun tager udgangspunkt i specifikke steder og personer er det for at afspejle det genkendelige; det er ikke de specifikke steders særegenhed, men hvad de kan sige om det generelle, som er i fokus. I sine værker er hun optaget af den gensidige påvirkning, som steder og mennesker har på hinanden – hvordan den lille fortælling gemmer på den store fortælling. 

”En overgang ville jeg også være præst. Selv om jeg ikke tror på Gud.”
Man kan i den grad kalde Dy Plambeck for en bredtfavnende forfatter og kulturel skikkelse i den danske offentlighed. Genremæssigt spænder hun vidt i sit forfatterskab: fra en digtsamling til romaner til børnebøger. Hendes alsidighed afspejles på samme tid inden for andet litterært arbejde, såsom reportager fra Afghanistan og Sarajevo til alskens artikler om kulturelle personligheder, jagtkultur og øldrikning. Det flerfacetterede genre -og interessefelt hænger sammen med Dy Plambecks ønske om at ville flere ting end blot at skrive skønlitteratur. Drømmen for Plambeck har aldrig været at blive en entydig forfatter, men i stedet, som det kommer til udtryk i interviewet, at ville prøve kræfter med alt fra journalistik til nødhjælpsarbejde – og sågar ønsket om at blive præst. Alsidigheden hos Dy Plambeck kommer fra en iboende nysgerrighed og lyst til ny viden. Hvad der bliver Dy Plambecks næste litterære projekt vil hun ikke røbe, men idet hun udtrykker sig på tværs af genrer og konstant udfordrer og udvikler sig som forfatter, vil det næste træk ikke være til at forudsige.   

Kilder: 
http://www.forfatterweb.dk/oversigt/zplambeck00/zplambeck05 
”Når virkeligheden banker på fiktionens dør” i Jyllandsposten, den 31.7.2008 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar