Kender du Mads Mygind? Hvis ikke, så er det absolut et bekendtskab værd. Han er digter, han er performer, og så taler han med lynets hast, gestikulerer vildt for sig og er berygtet for ikke at kunne stå stille under oplæsninger. Vi mødte ham en tæt-på-spirende forårsdag i april til en snak om hans forfatterskab, dansk litteratur og performance i poesien – og hans to udgivelser, pamfletten Tilbage er et sart pulver af oprør (2010) og debutdigtsamlingen Før vi har set os omkring (2011), begge på forlaget After Hand, som er situeret i Århus.
Mads Mygind er født i 1984 i Århus-området og har altid haft byen som rammesætning – noget, han nyder som inspirationskilde, hvis det falder ham ind. Samtidig med sit skriveri har han studeret på Nordisk i Århus og har lige underskrevet sin specialekontrakt – som han indrømmeligt er kommet sent i gang med, fordi hovedvægten altid har været på digtningen frem for lektiemængden. Derudover underviser Mads Mygind på Silkeborg Højskole på et litteraturkursus og holder diverse foredrag.
Inspiration
Hvor kommer din inspiration fra – hvad får dig til at sætte dig ned og skrive et digt?
Jeg tror, at langt hen af vejen er det anden litteratur, altså det at læse selv. Til at begynde med, i min gymnasietid, læste jeg nogle digtsamlinger, som jeg synes var interessante. Og så læste jeg dem mange gange og fik dem ind i hovedet, fik et sprog, som jeg ikke kendte så meget til i min gymnasietid. Før det havde jeg ikke læst særligt mange digte og var derfor ikke inde i den måde at formulere sig og tænke på. Så jeg tror, det kom og kommer af at læse. Jeg sørger for at læse så meget jeg kan, selvom jeg bruger meget af min tid på at skrive selv; hele tiden at få en masse litteratur ind i hovedet og gå til oplæsninger. Jeg arrangerer også selv oplæsninger. Efterhånden synes jeg, jeg har udviklet et sprog og en tone, der er min egen, og så gælder det jo også bare om at møde mennesker, gå og kigge på folk i byen og noget så klassisk som at gå i naturen eller se en film og høre noget musik. Her tænker jeg ikke nødvendigvis helt vild meget i sprog og form, det er noget, der kan lagre sig eller dukke op af ingenting, hvorimod jeg, når jeg læser en bog, der ikke er min egen, ikke kan lade være med at sidde og være meget opmærksom på, hvordan den er bygget op, hvad det er for nogle formuleringer, og hvilke positioner der indtages.
Hvad med inspiration på det mere personlige plan? Rejser, familiære forhold?
Jeg skiver da blandt andet noget om min mor og far og sådan nogle ting, hvor jeg ikke tænker, det er et eller andet fiktivt lag, jeg har skudt ind. Så det gør jeg, men ikke så direkte, og det bliver jo lidt flygtigt og associerende. Den ene linje siger noget, og den anden linje siger noget helt andet, så der er måske ikke så meget samling over det - man kan altså ikke sige: ”Her er mit barndomsdigt.” Jeg har også rejst meget og gør det stadigvæk, men bruger det ikke nødvendigvis så direkte. Nu skal jeg til Paris i en måned, og så er det ikke sikkert, at jeg går og skriver pariserdigte og inddrager gadenavne. Det kan også bare være et sted, jeg kommer ned, og så fungerer min skrift rigtig godt uden nødvendigvis at indoptage alt det, jeg ser. Nogle gange kan det også være godt at gå det samme sted, hvor man har gået tusind gange før – det kan der komme noget godt ud af, fordi man kan abstrahere fra det, man egentlig ser, da man har set det så mange gange.
Digtning og poesi
Hvorfor skriver du især digte – og ikke romaner, prosa?
Jamen, det er sku bare det, jeg synes er fedt, og det jeg tænder på. Jeg læser ikke ret mange romaner – jeg tænder ikke så frygteligt meget på prosa. De er bare så vidt forskellige genrer i mit hoved. Jeg kan godt forstå, at I spørger, det er jo relevant, når man studerer litteratur at holde genrerne op mod hinanden. Men for mig er det noget helt andet; det er en helt anden verden. Jeg føler mig ikke nødvendigvis vildt god til at læse romaner, og jeg tror ikke, at jeg nødvendigvis ville kunne lave nogle vildt gode analyser og fortolkninger. Jeg har endda læst på Nordisk i seks år, så det burde jeg jo, men det interesserer mig ikke frygtelig meget. Grundlæggende interesserer fiktion, og det behøver al prosa jo ikke at være, mig ikke særlig meget, altså sådan noget som personkarakteristikker, flash-backs, og hele den strukturelle opbygning af den klassiske roman; det, synes jeg, er vildt kedeligt. Der er noget prosa, jeg sagtens kan læse, hvis det er enormt sprogligt opmærksomt og lyrisk, men gerne ikke alt for meget med handling, plot og opbygning.
Så det har både noget med interesse at gøre, og helt ærligt også med det, at jeg ikke er helt god til at holde styr på, hvem der sagde hvad, og at handlingen evt. peger på noget tidligere, som man allerede har glemt. Det tænder mig bare ikke. Det er rimelig instinktivt. Jeg synes, digtningen har meget mere med musik at gøre og måske med billedkunst. Jeg kan godt lide den tidslighed; at læse et digt kan tage to sekunder. Det er meget passende til mit temperament, min rastløshed og min måde at gå til verden på. Jeg bliver vildt rastløst af at sidde og læse en roman på 300 sider. Jeg føler mig nærmest stolt, når jeg har læst en roman; det er en bedrift – nærmest som at løbe et maraton. Det er virkelig latterligt. Så ja, det har været nogle lange år på Nordisk.
Hvornår begyndte du at skrive digte?
Det tror jeg, jeg gjorde i gymnasiet. Jeg stødte på en Peter Laugesen-digtsamling nede i Kristian F. Møller [bogbutik i Århus, red.], da jeg gik på Århus Katedralskole. Jeg gik derned nogle gange i pauserne eller efter undervisning og stod og bladrede i nogle bøger. I Peter Laugesen-digtsamlingen, var der f.eks. et digt på én sætning, og så på næste side var der et tætskrevet digt, fuldstændigt hulter til bulter, så man ikke kunne læse noget som helst. Det var én af de oplevelser, der gjorde, at jeg begyndte at interessere mig for det. Jeg tænkte altså hov – hvad skal man så stille op? Er det fordi, han [Laugesen, red.] gerne vil sige noget med det? Må det være uforståeligt? Og så var der også nogle enkelte linjer, som jeg synes gik lige ind: Det er godt skrevet! Så det gjorde, at jeg kom til at tænke over tingene og begyndte at interessere mig for det. Og jeg gik ind og købte nogle af hans digtsamlinger, og læste derved også nogle af dem, han var inspireret af og pegede på. Lige så stille forgrenede det sig i nogle år mellem min gymnasietid, og før jeg begyndte på universitetet; der havde jeg tre år, hvor jeg bare læste, skrev en masse og kopierede. Jeg prøvede at skrive ligesom alle dem, jeg syntes, var seje. Lige så stille fandt jeg min egen stil; jeg sendte noget ind til et tidsskrift og begyndte at finde ud af, hvordan jeg ville skrive og kunne skrive, uden at jeg stjæler med arme og ben fra alle mulige.
Digtsamlingen Før vi har set os omkring
Vi har læst dine digtsamlinger og har fokuseret mest på den nyeste, Før vi har set os omkring (2011). Hvordan har arbejdsprocessen været?
Den har jeg skrevet på i flere år, løbende gået med for mig selv og læst op af en del gange, uden at det var trykt nogen steder. På et tidspunkt stod nogle af teksterne faktisk i kortprosa-form, som blev trykt i Den Blå Port [Litteraturtidsskrift, red.]. Til sidst i processen, kort før udgivelsen, skrev jeg de tre digte, der er inde midt i – som står uden titel og med versaler. Den form og det sprogrum, der findes i dem, har jeg arbejdet videre med og arbejder på i forhold til en kommende udgivelse. Digtsamlingen er altså noget, jeg har skrevet på i rigtig lang tid, og så blev jeg kontaktet af forlaget. Jeg kender den ene redaktør [Mathias Kokholm, red.], han har hørt mig læse op af det flere gange. Så sendte jeg teksterne, og der var stadig lang vej igen. Det var ikke sådan, at jeg havde et fuldstændigt færdigt manuskript. Det var en lang proces, hvor vi tog lange læsninger, hvor vi snakkede hver sætning igennem virkelig grundigt. Hvordan kunne det blive en bog, hvordan skulle det se ud, hvordan skulle det struktureres? Det kom over til forlæggeren, som skulle sige god for det. Så sad Mathis Kochholm og jeg grundigt og læste det igennem over en masse formiddage og aftener. Lige så stille fandt det sin form, og så begynder man at snakke om, hvordan skal den se ud. Der startede vi også fra ingenting og talte om farve og opbygning, og så havde jeg tænkt mig at der skulle stå sådan et skyggedigt [på bagsiden, red.], som man selv kunne skrive, eller som kunne simulere et digt. Så vi snakkede om alt fra skrifttype, skriftstørrelsen og hvad for en linjeafstand, der skulle være. Vi har taget det step for step med hele processen, også fordi forlaget ikke er større end at det faktisk er muligt at få en masse at sige, også i forhold til den fysiske udformning.
I digtsamlingen bruger du i praktisk talt hvert digt et jeg. Udtrykker dette jeg noget, som du mener, eller har du påtaget dig et bestemt jeg? Har du en bestemt person eller karakter i hovedet, eller er det et mere flygtigt jeg?
Det er i hvert fald ikke én person, jeget. Men jeget er nok en blanding af det I siger; altså både noget der helt klart er mig selv, mit eget syn eller oplevelser, konstateringer af nogle ting, men også helt klart et sprængt jeg, hvor jeg prøver at lade jeget indtage nogle forskellige positioner. Måske især i Tilbage er et sart pulver af oprør (2010) bliver det ekstremt, og der bliver opfordret til socialistisk revolution – der bliver sagt ”stem borgerligt i nat / og lad os for helvede komme i gang”. Det, tænkte jeg, var sådan et eksperiment for at prøve at lade jeget antage forskellige former og virkelig agitere for alle mulige forskellige ting. I Før vi har set os omkring er der måske lidt mere samling, og en lille bitte smule mere ro i jeget. Der er i hvert fald meget mere af mig selv i det – ja, jeg havde i hvert fald en bankbog med 23 kroner på [da jeg var barn …, side 8, red.]. Jeg har da helt klart brugt mig selv ret meget, men ikke sådan ”Her kan I læse lidt om mit liv”. Jeget kan mere, jeg ser det som mere elastisk, og det kan være en udsigelsesposition, en måde at sige noget om verden på. Men langt hen ad vejen kan jeg sagtens stå ved, at jeg skriver med mig selv som udgangspunkt.
Noget andet som vi også synes er interessant er det, vi har kaldt betydningsglidninger; en sætning som glider ned eller op i den anden, så den får to forskellige betydninger. Hvorfor har du arbejdet med dette?
Ja, altså linjebruddet. Det arbejder jeg vildt meget med, og er noget af det, jeg synes, er det fantastiske ved at arbejde med et digt. Det er det, der er forbeholdt digtning, som prosa ikke kan – det at spalte betydninger og lege med hvordan det forstås, lege med en tidslighed – lege med, eller udstille; dét at man læser vertikalt frem for horisontalt. Man kommer til at læse sætning for sætning, og dermed kan der netop opstå nogle glidninger eller skred i betydningen, som jeg synes kan mime nogle af de ting, der sker i ens liv. Der sker noget pludseligt, og noget af det, man troede, var det vigtigste, er hurtigt glemt, fordi den sætning, du er ved at læse nu, peger ligeså meget fremad. Jeg synes, det er interessant at arbejde med opbrud, og det er vel også mere med opbrud end med kontinuitet og kronologi. Jeg kan godt lide, at det bryder, og foretrækker det vertikale frem for det horisontale.
Med valget mellem dine to digtsamlinger, har du så et yndlingsværk?
Jeg tror, jeg forholder mig mest til Før vi har set os omkring, og det er jo som sagt de her langdigte inde i midten, som jeg arbejder videre med. Så det er i hvert fald noget, som sidder i mig, det der sprog. Men jeg er lige så glad og stolt over Tilbage er et sart pulver af oprør, og jeg har jo brugt lige så lang tid på den, men Før vi har set os omkring er nok lidt mere sigende for, hvor jeg er nu.
En snak om performance i digtningens regi – oplæsning af to af Mads Myginds digte
Vi var så heldige, at Mads Mygind ville læse et digt op for os. Først læste han et digt udelukkende med blokbogstaver [JEG SKRIGER GENNEM ORGANERNE, s. 26, red.] og med en fart over læberne, så ordene næsten ikke kunne følge med – men alt var helt korrekt og absolut præcist. I stor kontrast hertil læste han dernæst op af et af sine andre, ”traditionelle” digte [afbidte negle i vasken, s. 15, red.] i et mere roligt tempo. Forskellen er ikke til at komme udenom. Her er forfatterens egen forklaring:
Det traditionelle digt, kan man sige, er noget mere klassisk eller forudsigeligt. Jeg har egentlig bare skrevet det i den tone og med den almindelige hastighed. Modsat dette har jeg i digtene med blokbogstaverne prøvet at udforske, hvad der sker, hvis vi skruer op for tempoet, hvis vi arbejder med nogle allitterationer, gentagelser, og hvis vi skriver lidt mere hektisk og mere fremaddrivende. Og så kan man helt grundlæggende sige, at når jeg læser det op, så er det én måde at læse det op på. Man kan sagtens – forhåbentlig! – læse det uden at have min stemme i hovedet. Jeg har jo brugt sindssygt lang tid på de her tekster, så jeg vil også gerne have, at man også læser hver sætning – der er jo masser af små finesser og referencer og ordspil, som man ikke nødvendigvis vil forstå, når jeg læser det så hurtigt op. Men jeg synes bare, det er interessant, når jeg læser det op, at det har muligheden for at lyde sådan her. Det er en måde de færreste ville læse digtene på, selv hvis de ikke vidste, at jeg gjorde sådan. Det er også for at adskille skrift fra mundtlighed – min krop, min stemme, min dialekt, dét at jeg står på en scene – og for at gøre noget anderledes, frem for monotont at gengive, hvad det er der står, så alle er med. Jeg prøver at udfolde noget andet, noget rytmisk og noget musikalsk i oplæsningerne. Det er der selvfølgelig både nogle, der synes er fedt og rykker på, og andre tænker ”Uh, sikke en larm,” eller ”Hold da op, jeg forstod jo ikke det hele, og hvorfor skulle jeg så høre det?”. Dér tager jeg måske en chance.
Dér nærmer du dig faktisk vores næste spørgsmål, som handler om performance. Tænker du performance ind i dine digte – skal de kunne oplæses?
Det gør jeg ikke. På sin vis. Jeg skriver det jo, fordi det skal være en bog, og fordi det er skrift, og jeg sidder og skriver det på computerskærmen og i hånden på et stykke papir. Der er også forskel: Nogle af digtene læser jeg sjældent op, fordi jeg synes, de har en helt anden rytme, og de er bundet mere til det skriftlige, som jeg ikke nødvendigvis synes er vildt interessant at læse op. Langdigtene med blokbogstaver i midten af Før vi har set os omkring læser jeg næsten altid op, fordi de har en indbygget fart og et mundtligt potentiale. Men det handler jo også om situationen. Nogle gange har jeg læst nogle helt andre tekster op, hvis det har været et andet rum, hvor der har været en anden langsomhed eller ro omkring tingene. Andre gange er det fedt nærmest at lave koncert og råbe og skrige og skrue på alle knapperne.
Så det vil sige, at det rum, man er i, den scene man er på, også spiller en rolle?
Det gør den, men ikke kun sådan, at hvis der er vild fest, og folk er klar, så læser jeg hurtigt og vildt op. Det er også fedt at bryde det en gang i mellem. Hvis jeg f.eks. har læst op med nogle andre, som har læst meget traditionelt op, synes jeg, det er fedt, at præsentere en anden stil og form.
Så ordene kommer før rytmen?
Det hænger jo sammen. Jeg sidder ikke og tænker, ”det her er godt nok skriftligt og uden musik, og så kan jeg efterfølgende tilføje nogle markører”. Det foregår rimeligt instinktivt. Når jeg sidder og skriver, kører det oppe i hovedet, så sidder jeg inde i mig selv og siger det, jeg skriver, og prøver mig frem med nogle formuleringer og sletter lidt. Når jeg bryder en linje, betyder det jo noget for rytmen, og det betyder noget, hvor lang sætningen er, og hvilket ord den slutter på. Jeg tror efterhånden, det ligger så implicit i min måde at skrive på, at jeg tænker det rytmisk, men skriver det ned skriftligt.
Når du læser så hurtigt op, her fra afsnittet med blokbogstaver, er der ikke nogen særlig tegnsætning, og i din digtsamling er der også kun få kommaer – tænker du tegnsætning ind i din skriveproces?
Ikke andet end at jeg ikke bruger det ret meget, og at jeg synes, det er en rar måde at skrive på – lidt som en modsætning til det kommunikative, når man skriver en mail eller et brev, eller hvis du skrev et essay eller en opgave, hvor du kan lave fejl, decideret. Det er det, der er så fantastisk ved digtning – alt er muligt. Det er lige så meget noget, man ser på, det er lige så meget et visuelt udtryk. Jeg har bestemt, at bogen skal være præcis så høj, jeg har bestemt den her linjeafstand og den her skrifttype, og hvordan sidetallet skal stå, hvilken papirtykkelse det skal være, og hvilken papirfarve det skal være. Så jeg ser det som noget, der hænger sammen. Jeg vil ikke indordne mig efter den klassiske måde at skrive på, jeg synes, jeg kan skrive mere frit her ved at bryde fri af grammatikkens regler. Dér synes jeg det er rarest at skrive og være. Og det er måske taget til ekstremerne i det her langdigt, hvor der er nogle få kommaer, men ellers har jeg også prøvet at give alle bogstaverne samme form ved at de står i versaller – at neutralisere og komme så langt væk fra det konventionelle, kommunikative sprog som muligt
Er det også derfor, du ikke bruger overskrifter?
Ja, og af samme grund slutter jeg ikke med punktummer. Det flyder bare og er ikke nødvendigvis små afrundede, perfekte enheder – de betinger hinanden og hænger sammen i den her lille ramme.
Århus som litteraturcentrum
Nu vil vi gerne tale lidt om litteratur i Århus. Du har bl.a. deltaget i ”Vild med Ord” [litteraturfestival i Århus, red.] – hvad synes du om den slags initiativer? – Er det godt, at litteraturen får en stor scene, eller foretrækker du nicherne?
Det synes jeg er fint, for jeg tror, det umiddelbare og naturlige er, at det er lidt nichepræget: Det er nogle små steder, og det bliver tit lidt undergrundsagtigt. Så det er fedt, at det også bliver taget alvorligt og at der også kulturpolitisk bliver skudt nogle penge i det. Da jeg læste op til ”Vild med Ord”, var Jørgen Leth og andre store navne der, som man kender uden for de litterære kredse. Men så kan man også komme og høre sådan nogle som mig og andre, der jo ikke på nogen måde når så langt ud, men stadig bliver taget alvorligt i samme ramme. Det er kun positivt, tror jeg, fordi det bliver gjort på en troværdig og god måde. Det er ikke kun folk, der er interesserede i at lave et firma og tjene nogle penge. Det er virkelig folk, der brænder for det. De har en masse frivillige og gør det af kærlighed til litteraturen. Og så stiller jeg meget gerne op.
Men du arrangerer også selv oplæsninger?
Ja. I ”Litteraturen På Scenen”, den litteraturforening, som jeg er medlem af, har jeg i mange år lavet oplæsninger og oplæsningsrækker. Det her forår er vi nede i Øst for Paradis [en biograf i Århus, red.] og har lavet den poesifestival, der hedder ”Verbale Pupiller”, som er løbet af stablen i ’07, ’09 og ’11. Den er smallere og mere eksperimenterende, end ”Vild med Ord” måske er. Jeg synes, det er vildt interessant at arrangere noget selv; at præsentere og læse en masse ny litteratur.
Hvordan kan litteraturen fremmes i Århus – hvor meget skal den fremmes, skal den have lov at være en niche?
Nej, jeg synes ikke, det behøver at være en niche. Jeg synes det er fedt, hvis mange læser. Og som vi talte om, så er litteraturen så forskellig, vidt forskellig. Lad så mange stifte bekendtskab med det som muligt. Så er der nogle, der vælger at læse eller skrive digte, nogle holder fast i romanerne, nogle er ovre i krimier og andre noget helt fjerde. Jeg tror på, at det er en måde at forholde sig til verden på, som er positiv og konstruktiv: man får indblik i en masse forskellige ting og får en kritisk vinkel. Så det skal endelig blive så stort som muligt, så længe at fagligheden er intakt, og det er seriøst. Og det har jeg kun oplevet indtil videre, i det som jeg har deltaget i.
Århus som by – hvordan inkorporerer du den i din poesi? Hvor meget?
Jeg bruger jo gerne de ting, jeg ser – mine omgivelser. Og det kan både være et fællesskab, som måske er udefineret, men det kan også være konkrete, fysiske omstændigheder. Det virker naturligt og troværdigt for mig at skrive, at det er i Århus, at jeget opholder sig. Jeg har ikke brug for at forskyde det væk fra mig selv. Det er her jeg kommer fra og bor, og det er de ting, jeg ser. Og når jeg nu synes, at jeg kan se, hvor hver linje kommer fra, og hvordan den forholder sig til mig, så ville det være skørt at forskyde rammen.
Fremtiden
Du har mange projekter, og du beskæftiger dig meget med litteratur, men har du nogle fremtidige ambitioner, altså nogle større projekter med andre forfattere – noget performativt, musisk? Er det en retning du har lyst til at komme over i?
Altså, jeg er i hvert fald ikke afvisende over for det. Jeg bliver tit opfordret til at lave noget, men det er måske lidt paradoksalt. Jeg synes jo, at jeg prøver at få så meget musik som overhovedet muligt frem i mine digte via en oplæsning, en performance, og folk siger, ”hvor var det musikalsk, skal du ikke lave noget med nogle musikere?” Men var det ikke netop musikalsk? Jeg ved jo godt, hvad de mener, og jeg vil meget gerne arbejde med det, men som udgangspunkt har jeg haft brug for i lang tid at arbejde med oplæsningen; min egen stemme, krop og performance, at prøve at arbejde de her tekster frem også som et musisk potentiale. Støder jeg på nogle spændende mennesker, kommer nogle med en god idé, så indgår jeg meget gerne i det. Jeg er meget åben for at prøve digtningen af på alle mulige måder. Først og fremmest tror jeg, at mine ambitioner er rimelig fastholdte på de næste bøger, altså på det jeg går og arbejder på, og som jeg har skrevet på i lang tid.
Hvis man må spørge: Kan du komme nærmere ind på, hvad du arbejder med lige nu?
Helt klart! Jeg arbejder på en del ting faktisk, som jeg har skrevet på i mange år, og som også er ret langt fremme. Jeg kan godt sige, at de der tre langdigte inde midt i Før vi har set os omkring er den form, jeg arbejder med nu. Det med de her gentagelser og den tone, der er i dem, den måde at skrive på og forholde sig til verden på. Det er i hvert fald et af de projekter, jeg har.
Efter at have afsluttet interviewet, stiller Mads Mygind gladelig op til et ”forbryderfoto” op ad den hvide væg med solen skinnende i øjnene. Det ender dog uvægerligt i en smilende grimasse og varme øjne til kameraet. Et sådant billede passer nok egentlig meget godt til personen og digteren, som vi håber, man har stiftet godt bekendtskab med her i vores interview. For karakteren er åben, eksperimenterende, performativ og vildt gestikulerende – og er på sin helt egen vis en del af den tid, vi næsten tør kalde ’ny litteratur’.
Tak til Mads Mygind for at medvirke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar