Glimt
af Rikke Bakman er en grafisk roman, hvilket betyder at den
formidler sit budskab på en lidt anderledes måde end den
traditionelle roman, nemlig gennem tekst og billeder. Dette
åbner op for helt nye associationsniveauer; man læser ikke
bare en genkendelse i teksten i romanen, man ser og
oplever den også i billederne, man bliver præsenteret for.
Man har i Danmark, ikke mindst med Bakmans Glimt, fået øjnene
op for genren, der tilmed har præsteret at få tildelt en plads i de
højere litterære kredse. Dette indlæg handler om, hvad den
grafiske roman har at byde ind med i den nye danske litteratur.
Rikke
Bakman
Stræben
efter noget ægte
Fra
tegner til forfatter
Rikke
Bakman
er
uddannet
kunstner
og
har
indtil
for
nylig
mest
bevæget
sig
inden
for
billedkunstens
verden.
Med
sin
seneste
udgivelse
Glimt
er
hun
dog
blevet
kendt
af
et
bredere
publikum,
og
de
mere
’højlitterære’
kredse
har
fået
øjnene
op
for
hendes
arbejde.
Hun
er
indtil
videre
forfatter
og
medforfatter
til
tre
bøger.
De
er
alle
udgivet
på
forlaget
Aben
Maler,
der
er
”et
uafhængigt
forlag,
som
udgiver
bøger
med
ord
og
billeder”,
som
de
selv
skriver
på
deres
hjemmeside.
Bakman
debuterede i 2007 med den lille tegneserie Tag mig
med. Det er en kort, selvbiografisk fortælling om et
kærestepars op- og nedture, skildret i en meget enkel streg og i
sorthvid. Derudover er den før blevet vist som totalinstallation. I
2010 udkom Tegn eller dø, til
hvilken Bakman blandt andre var medforfatter. Her kæmper et bredt
udvalg af danske tegneserieforfattere mod hinanden med deres
personlige streg som eneste våben. De duellerer to og to indtil der
kun står én vinder tilbage. Man kan i løbet af bogen følge
”turneringsplanen” og se hvem der er gået videre fra hver enkelt
duel. Bogen er lavet som en form for oversigtsværk over de største
danske tegnere inden for genren, som det så ud på det tidspunkt.
Ideen med bogen er, at læseren bliver ledt gennem de forskellige
tegneres tegnestile.
I
januar 2011 slog Bakman så for alvor igennem med udgivelsen af
Glimt. Det er en selvbiografisk, tegnet roman om en enkelt
sommerdag tilbragt ved Vesterhavet i 1980’erne. Vi får historien
fra 6-årige Rikkes synspunkt og alting er således i børnehøjde.
Bakmans enkle og tynde blyantstreger og lette strøg med
farveblyanterne er med til at gøre fortællingen autentisk og tilpas
barnlig. Romanen er til en vis grad skildret i fragmenter, så det
afspejler den måde hvorpå, et barn ofte oplever hverdagen og
erindrer oplevelser. Tegningerne har desuden været udstillet på
KUNSTEN i Aalborg i efteråret 2011.
Glimt:
-
Var allerede inden udgivelsen også solgt til udgivelse i Sverige.
-
Udgivet i Danmark i januar 2011.
-
Maj 2011: Bakman blev præmieret med 50.000 kr. af Statens Kunstråds
Billedkunstudvalg.
-
November 2011: Bogen var udsolgt. Andet oplag blev trykt omkring
januar 2012 og blev tilbudt i Samlerens Bogklub fra februar.
-
Januar 2012: Aben Maler indgik aftale med det franske forlag
Cambourakis om udgivelse af Glimt, udgives i efteråret 2012.
-
Februar 2012: Bakman vandt Pingprisen for Årets Danske Tegneserie.
-
Marts 2012: Modtog Kulturministeriets Illustratorpris.
-
April 2012: Nomineret til en Urhund (Sverige) for bedste oversatte
tegneserie.
Danskerne genkender sig selv i Glimt
Rikke
Bakmans Glimt udkom den 7. januar 2011. Genren er ikke
udbredt i Danmark, og derfor kunne man godt have forventet en blandet
modtagelse. Men Rikke Bakmans grafiske erindringsroman synes at have
taget Danmark med storm.
Anmelderne var overraskede over den finurlige måde, hvorpå hun skildrede et barns opfattelse af verden og hvordan hun formåede at gøre det på en overbevisende måde. Hendes lidt skæve tegninger gør bogen til en troværdig skildring af en 6-årig piges opfattelse af verden og menneskene omkring hende. Jyllands-Postens anmelder skriver: ”Den fine, underspillede streg, der næsten ligner barnetegninger, og det stille, men stormfulde hverdagslige drama, signalerer overskud hos en kunstner og forfatter, der i den grad er på hjemmebane i det tegnet-fortalte univers.” Også Informations anmelder hylder Bakmans primitive brug af blyantstreger: ”Det er en sansemættet tegneserie, som nok umiddelbart tager sig primitiv ud, men som takket været blyant og farvekridt på fornem vis får formidlet det der helt særlige barndommens land, vi alle har glemt, men alligevel har en stærk fornemmelse af i små erindringsglimt.”
Anmelderne var overraskede over den finurlige måde, hvorpå hun skildrede et barns opfattelse af verden og hvordan hun formåede at gøre det på en overbevisende måde. Hendes lidt skæve tegninger gør bogen til en troværdig skildring af en 6-årig piges opfattelse af verden og menneskene omkring hende. Jyllands-Postens anmelder skriver: ”Den fine, underspillede streg, der næsten ligner barnetegninger, og det stille, men stormfulde hverdagslige drama, signalerer overskud hos en kunstner og forfatter, der i den grad er på hjemmebane i det tegnet-fortalte univers.” Også Informations anmelder hylder Bakmans primitive brug af blyantstreger: ”Det er en sansemættet tegneserie, som nok umiddelbart tager sig primitiv ud, men som takket været blyant og farvekridt på fornem vis får formidlet det der helt særlige barndommens land, vi alle har glemt, men alligevel har en stærk fornemmelse af i små erindringsglimt.”
Det
er dog også Bakmans brug af sproget, der skaber den helt rette
atmosfære i bogen og gør skildringen troværdig: ”Rikke Bakman
lykkes flot med sit projekt, fordi det er uhyre indfølt og
bundtroværdigt.” (Weekendavisen).
Det er ikke kun hos avisernes anmeldere, at der er stor cadeau til nordjyden. Også inden for selve ”tegneserie-samfundet” er Bakmans erindringsroman blevet taget godt imod – også selvom hendes værk ikke umiddelbart ligner noget der er set før. Nummer 9, et magasin for tegneserier, skriver kun gode ord om den grafiske debutroman på deres hjemmeside. ”En billedkunstnerisk tour de force, et infantilt-følsomt, præcist tidsdokument og en lårklaskende morsom fortælling er, hvad Rikke Bakmans nye tegneserie blænder op for. Den er af international klasse og selvskreven i en dansk kanon.” Også selveste kulturministeriet har hædret Bakman for hendes præstation, samt nye initiativ i dansk litteratur, sådan som en grafisk erindringsroman må siges at være det. Bakman modtog Kulturministeriets Illustrations pris i marts 2012, en pris, der normalt gives til illustrerede børne- og ungdomsbøger, men som de senere år også er blevet tildelt forfattere der henvender sig til et mere voksent publikum. Kulturministeriet begrunder deres valg med dette: “Rikke Bakmans Glimt er en bog med mange fortællinger på mange forskellige niveauer, som får lov til at brede sig ud, så man selv kan vælge, hvilken del man vil gå ind i.”
Det er ikke kun hos avisernes anmeldere, at der er stor cadeau til nordjyden. Også inden for selve ”tegneserie-samfundet” er Bakmans erindringsroman blevet taget godt imod – også selvom hendes værk ikke umiddelbart ligner noget der er set før. Nummer 9, et magasin for tegneserier, skriver kun gode ord om den grafiske debutroman på deres hjemmeside. ”En billedkunstnerisk tour de force, et infantilt-følsomt, præcist tidsdokument og en lårklaskende morsom fortælling er, hvad Rikke Bakmans nye tegneserie blænder op for. Den er af international klasse og selvskreven i en dansk kanon.” Også selveste kulturministeriet har hædret Bakman for hendes præstation, samt nye initiativ i dansk litteratur, sådan som en grafisk erindringsroman må siges at være det. Bakman modtog Kulturministeriets Illustrations pris i marts 2012, en pris, der normalt gives til illustrerede børne- og ungdomsbøger, men som de senere år også er blevet tildelt forfattere der henvender sig til et mere voksent publikum. Kulturministeriet begrunder deres valg med dette: “Rikke Bakmans Glimt er en bog med mange fortællinger på mange forskellige niveauer, som får lov til at brede sig ud, så man selv kan vælge, hvilken del man vil gå ind i.”
I
februar 2012 modtog Bakman endnu en pris for Glimt,
nemlig PingPrisen for bedste danske tegneserie. Pingprisen uddeles af
tegneseriemagasinet Nummer9.dk, Dansk Tegneserieråd,
Komiks.dk og Storm P.-museet og juryen vælger deres vindere ud fra
tekniske kriterier, samt værkets offentlige tilgængelighed. Rikke
Bakmans Glimt blev i Danmark vel modtaget, og hun blev rigt
rost for sin barnlige og finurlige brug af blyantstreger og sprog –
både af anmeldere og komiteer.
Graphic
novel – De voksnes tegneserie
Betegnelsen
grafisk roman har sit udspring fra den
klassiske tegneseriegenre. Da man i 1960’ernes ’USA begyndte at
benytte genren til at skrive om mere alvorlige emner var udtryk som
’comic’ eller ’cartoon’ ikke længere tilstrækkelige. De
lægger op til satire og underholdning, og det var ikke længere det
genren stræbte efter.
Man
havde brug for en genrebetegnelse, som kunne give disse værker en
plads i den mere højlitterære ende af litteraturspektret. Det
skabte en ny bevægelse inden for tegneseriemediet, som flere og
flere forfattere har taget til sig. Første gang udtrykket graphic
novel for alvor fik indpas var ved udgivelsen af Will
Eisnars A Contract with God
and Other Tenement Stories
(1973), hvor begrebet blev brugt på romanens titelblad. Det er
et socialrealistisk værk i tekst og billeder om forfatterens barndom
i New York, og er dermed selvbiografisk – noget der er typisk for
genren.
Første
gang betegnelsen brød igennem på dansk, var med Kjeld Koplevs
oversættelse af Art Spiegelmans MAUS i 1987. Siden har mange fulgt
efter, blandt andet Rikke Bakman.
I Danmark er det mest de små forlag, så som Aben Maler, Faraos Cigarer m.fl., der indtil videre har ’turdet’ give sig i kast med udgivelser i tegneseriegenren, og dermed også den grafiske roman. Dette skyldes blandt andet at genren ikke er så udbredt endnu. De større forlag er dog efterhånden ved at komme efter det, da det er blevet en genre, man må indse stormer fremad. Noget af det der viser, at den grafiske roman får mere og mere plads på den danske litteraturscene, er blandt andet tiltag som prisuddelingen Ping og tegneseriefestivalen komiks.dk. I de sammenhænge er tegnerne tydeligvis blevet en fast og accepteret del af litteratursamfundet.
I Danmark er det mest de små forlag, så som Aben Maler, Faraos Cigarer m.fl., der indtil videre har ’turdet’ give sig i kast med udgivelser i tegneseriegenren, og dermed også den grafiske roman. Dette skyldes blandt andet at genren ikke er så udbredt endnu. De større forlag er dog efterhånden ved at komme efter det, da det er blevet en genre, man må indse stormer fremad. Noget af det der viser, at den grafiske roman får mere og mere plads på den danske litteraturscene, er blandt andet tiltag som prisuddelingen Ping og tegneseriefestivalen komiks.dk. I de sammenhænge er tegnerne tydeligvis blevet en fast og accepteret del af litteratursamfundet.
Det
kan godt være en smule svært at skelne mellem en grafisk roman og
en ”almindelig” tegneserie, da begge genrer benytter sig af
tegningen som medie. Som udgangspunkt adskiller en graphic
novel sig ved, at den udfordrer og bryder grænserne inden
for både romanen og tegneserien som genrer. Genren har desuden en
tendens til at omhandle mere seriøse problemstillinger, med en mere
avanceret og nuanceret fortællestruktur end den traditionelle
tegneserie. På den måde kan den grafiske roman siges at være en
mere litterær tegneserie end vanligt.
At
fortælle gennem tegninger
Interview
med Rikke Bakman
Der
står ”tegnet roman” på
titelbladet af romanen.
Hvordan vil du selv
karakterisere denne genre
og hvad indeholder begrebet
efter din mening? Kan
det siges at være
den danske udgave af
den engelske ”graphic
novel” eller ligger der
mere i det?
Jeg
har kaldt Glimt en tegnet roman, fordi jeg synes, det er det,
der bedst passer til indholdet. En fortælling tegnet i blyant og
farveblyanter. Grafisk roman kunne jeg også have valgt at kalde den,
men ordet grafisk associerer jeg med meget sorte tegninger i tusch,
og det er mine ikke, de er meget lette i det. Da omslaget på Glimt
er et fotografi, synes jeg tegnet roman er det, der bedst beskriver
hvad der er inde i bogen.
Det
er noget forholdsvist nyt
at bringe tegneserien som
fremstillingsform ind i de
lidt mere ”højlitterære”
kredse. Er der en
forskel på at kalde
noget for en tegneserie
og en tegnet roman,
og i så tilfælde,
hvad er da efter
din mening forskellen?
Jeg
synes man åbner op for mediet og lukker nogle andre læsere ind, ved
at kalde det en grafisk roman/tegnet roman frem for en tegneserie.
For eksempel kan man ske at blive kontaktet af tre piger fra
litteraturhistorie på Aarhus Universitet. Det er jo tegneserien og
dens virkemidler jeg i bund og grund arbejder videre med; det at
tegne og fortælle en historie i et forløb med sekvenser.
Jeg
synes ikke man kan dele fortælling og tegning op. I mit tilfælde er
de to ting så tæt forbundet med hinanden. Det, jeg også finder
spændende ved den grafiske roman, er selve formatet, som kan være
så forskelligt i forhold til en traditionel tegneserie, som enten er
en stribe, et hæfte eller et album i et bestemt format. Min bog er
kvadratisk og tyk med et billede på hver side, trykt på tykt, mat
papir. Den grafiske formgivning betyder meget for en grafisk roman,
fordi det er så visuelt et medie. Jeg elsker bøger og synes godt,
de må være smukke at se på og røre ved.
De
værker, som har givet mig de største oplevelser indenfor
tegneserien, er de værker, som går under betegnelsen grafiske
romaner. Jeg synes, de vil noget mere fortællemæssigt end blot at
underholde. Man fornemmer tegneren og forfatteren har en vigtig
fortælling; nærmest en indre nødvendighed.
Hvis
man ser på værket
ud fra en litterær
sammenhæng, kan man roligt
sige, at dit værk
er ret alternativt set
i forhold til den
traditionelle roman. Hvordan
føler du dig modtaget
uden for ”tegneserie-verdenen”?
Hvilke reaktioner har du
fx fået på bogen
i de lidt mere
litterære kredse, hvor man
måske ikke er så
vant til at læse
tegnede bøger/tegneserier?
Jeg
synes, jeg har fået meget opmærksomhed fra den litterære verden i
form af invitationer til litteraturfestivaler osv. Det er da klart,
der stadig er mange barrierer der skal brydes, inden mediet for alvor
bliver anerkendt. Blandt andet at der bliver undervist i mediet i
skolen. Måske det er svært for nogle sprogmennesker, at tage mediet
til sig. Selv er jeg lidt ked af, at de grafiske romaner står
adskilt fra den øvrige skønlitteratur på bibliotekerne og hos
boghandlerne. Jeg fik selv interessen for tegneserien i en sen alder,
i midten af 20’erne. Jeg måtte hen til skranken på biblioteket
for at spørge, hvor de var og blev så henvist til et hjørne langt
væk fra de øvrige skønlitterære bøger og kunstbøgerne, som var
dem jeg normalt lånte. Den opdeling tror jeg udelukker en del
potentielle læsere.
Jeg
kan huske, jeg var så bange for, min bog kun skulle blive anmeldt og
læst af andre tegneserielæsere og ikke nå bredere ud. Det har
heldigvis vist sig ikke at være tilfældet, og jeg håber, jeg har
fået fat i nogle læsere, som ikke før ville have læst tegneserier
som voksne, ligesom det var tilfældet, dengang jeg selv faldt over
mediet.
Det
er for tiden meget
normalt, at mange kunstnere
bevæger sig rundt mellem
de forskellige dele af
kunsten, eksperimenterer med
forskellige former for
udtryk og på den
måde kan siges at
være multikunstnere. Du
skriver selv inde på
din blog, at du
”arbejder i feltet mellem
kunst, tegneserier og
illustration”. Hvordan
ser du, i forhold
til dette, din egen
rolle som forfatter?
Jeg
ser ikke mig selv som multikunstner. Jeg er historiefortæller med
tegningen, som det bærende element for mine tegnede fortællinger.
Indenfor billedkunsten, og den måde hvorpå jeg er blevet undervist
på kunstakademiet, er det meget sådan noget med, at ideen afspejler
formen. Sådan arbejder jeg ikke selv; det er fortællingen, der er
det bærende for mig. Jeg føler mig på mange måder mere forbundet
med litteraturen end med billedkunsten og tegneserier. Jeg forstår
og relaterer også til litteraturen. Mit greb er, at jeg tegner mine
historier frem for at skrive dem.
Der
er ingen tvivl om,
at Glimt er et
biografisk værk, og dermed
en form for
selvfremstilling, men hvor
meget er ”ægte” eller
virkelighedstro? Kan du
huske det hele i
detaljer eller kan man
sige, at noget af
det til dels er
opdigtet?
Nej,
selvom jeg husker ret meget fra alle de sommerferier ved Vesterhavet,
så har jeg ikke en eller anden superhukommelse. Jeg tror, det har
noget at gøre med, at man laver nogenlunde de samme ting år efter
år i sådan et sommerhus, og det er altså fragmenter fra alle de
sommerferier. Egentlig ved jeg heller ikke, om det er så spændende,
om det er virkeligt, det der er sket. Jeg ser mig ikke som
dokumentarist, men som fortæller stræber jeg da efter noget ægte
og autentisk. Det er en måde hvorpå, jeg kan mærke om det holder.
Jeg
kan godt lide den selvbiografiske genre, både inden for tegneserie,
film og litteratur, men det er ikke fordi det lige netop er
selvbiografisk. Jeg bruger det selvbiografiske til at åbne op for
stemninger, sprog, steder og karakterer.
Der
er i dag en
tendens til selvfremstilling
blandt andet via blogs.
Vi vil gerne tillade
os at spørge om,
hvordan du bruger din
egen blog, og om
den ville kunne siges
at være en form
for selvfremstilling eller
generelt et kunstnerisk
udtryk?
Kunne
man se Glimt som en
del af den
selvfremstillingsbølge, der i
disse år præger nyere
litteratur, og dermed også
som en form for
fremstilling af dig selv
som kunstner og person?
Ikke
at jeg er stolt af det, men jeg har ikke fået opdateret min blog i
over halvandet år. Græmmer mig lidt over den, da jeg synes, den
godt kunne være lidt mere tjekket. Det er da rigtigt, at nettet
flyder over med blogs osv., som bruger det selvbiografiske greb til
at fortælle selvoplevede hverdagshistorier. Det selvudleverende,
selvbiografiske stof bliver også flittigt brugt, især i
tegneseriemediet. Der er få, der formår at få det op på et
kunstnerisk niveau, men sådan er det vel med alle genrer. Det er
ikke fordi, jeg tager afstand fra det med selviscenesættelsen –
jeg er jo en del af min samtid – men jeg synes man skal have et
overordnet, kunstnerisk projekt for at kunne bruge det, eller for at
det bliver interessant. Det synes jeg ikke selv er så svært at
gennemskue.
Vi
tænker at du netop bruger tegningen og billedet som medie, fordi man
erindrer i billeder. Hvordan spiller mediet ind i forhold til den
historie du gerne vil fortælle?
Jeg
synes, det er svært at forklare, hvorfor jeg lige bruger tegneserien
som kunstnerisk medie, uden det bliver et meget langt, teknisk,
indøvet svar. Jeg er et visuelt menneske, og det at tegne og
fortælle er det jeg gør; at tegne stemninger frem ud fra mine
erindringer. Jeg ved ikke så meget om det med at erindre, udover at
det for mig var at arbejde med Glimt, som en lille film, der
kørte inde i mit hoved, med scener fra min barndom. Jeg har ikke
været interesseret i at tegne det realistisk. Min tegnestil gør, at
jeg kan komme ind til benet, med det jeg gerne vil formidle; nemlig
hvordan barnet sanser og oplever verden i et sommerhus ved
Vesterhavet.
Hvad
er det den tegnede
roman kan, som den
traditionelle, skrevne roman
ikke kan? Kan man
argumentere for at billeder
nogen gange bedre kan
give udtryk for sanser
og følelser end ord
kan?
Jeg
synes selv, at mit forhold til billeder er, at man sjældent bliver
færdig med dem. Mine yndlingsværker inden for tegneserien læser
jeg igen og igen. Sådan forholder det sig ikke med mine
yndlingsromaner. Jeg tror, et billede kan tage fat i læseren på en
anden måde end sprog kan. Jeg benytter mig ikke kun af et billede
for at fortælle en historie, men derimod en helt masse. På den måde
handler det også om mellemrummet mellem disse billeder; hvordan man
kommer videre fra det ene billede til det andet. Her kan man, som
læser, også skabe en masse billeder og sammenhænge.
Det,
at din roman primært
kommunikerer sit budskab ud
til læserne via billeder
frem for ord, kan
give ret mange
fortolkningsmuligheder, da det
kan være meget
individuelt, hvad forskellige
personer får ud af
det samme billede. På
den anden side kan
det dog også ses
som en indskrænkning af
fortolkningsmulighederne, at der
ikke – som i en
skreven roman – er plads
til at læseren danner
sine egne billeder. Hvordan
ser du muligheden for
fortolkninger i denne form
for fremstilling?
Jeg
synes ikke, at en tegneserie lukker sig eller åbner sig mere om sig
selv, end en skreven roman gør. Jeg synes, jeg skaber masser af rum
for mine læsere til selv at danne sig billeder. Det er det, jeg
hører fra mine læsere; at de læser deres egen barndom ind i min
fremstilling af min barndom. Tegneserien er ikke et passivt medie.
Jeg synes, man som læser skal fortolke meget, for at komme frem i
historien, netop pga. mellemrummet mellem billederne. Som
tegneserietegner, kan man jo lige præcis arbejde med alle de
virkemidler, som en romanforfatter gør.
Sproget
er meget talesprogsagtigt, og det er både pudsigt og charmerende når
det nu engang er en lille piges erindringer du har skildret. Er der
en speciel grund til, at du har valgt netop denne tone i bogen –
kan man fx se det som et slags virkemiddel i fortællingen?
Vi
snakkede i gruppen om,
at både børn og
voksne sikkert ville kunne
læse romanen – men at
de ville få noget
meget forskelligt ud af
læsningen. Har du i
den forbindelse gjort dig
nogen tanker om, hvem
bogens målgruppe er eller
kunne være?
Ja,
dialogen er noget af det, jeg virkelig har forsøgt at finpudse. Det
handler om, at jeg som fortæller stræber efter noget ægte. Det var
vigtigt for mig, at mine figurer snakker, som man gør i
virkeligheden, set fra barnets synspunkt; min far bander, min mor er
nervøs og der er en lidt rå tone mellem mig og min søster.
Jeg
har ikke hørt om så mange børn, der har læst den, og hvad de har
fået ud af den. Jeg er da stolt og glad, hvis jeg har formået at
lave en bog, som både henvender sig til voksne og børn, men det har
ikke været et mål, da jeg tegnede på Glimt.
Hvilke
planer har du for
fremtiden? Overvejer du at
udgive endnu en tegnet
roman eller har du
tænkt dig helt at
skifte genre og måske
lave noget helt andet
næste gang?
Det
at tegne og fortælle historier er jeg slet ikke færdig med. Jeg ser
mig selv som tegneserietegner, og det er også et miljø, jeg er i
hver dag. Jeg sidder på tegnestue, tager rundt til mange
tegneseriefestivaler uden for Danmark og orienterer mig meget omkring
mediet. Jeg har dog ikke lagt mig fast på en historie eller stil
endnu. Det, at arbejde med Glimt og barnets perspektiv, er
også noget, der har fået mig til at overveje at skrive og tegne for
børn.
Jeg
tror altid, det er det jeg vil lave; noget der har rod i
fortællingen.
Rikke
Bakman
-
Født i 1980 og opvokset i Nordjylland.
-
Gik på gymnasium i Støvring syd for Aalborg.
-
Dimitterede fra Det Fynske Kunstakademi og Serieskolan i Malmö i
2009.
-
Debuterede med Tag mig med i 2007.
-
http://rikkebakman.blogspot.com
-
www.abenmaler.dk
Ingen kommentarer:
Send en kommentar