Rikke Bakman - Stræben efter noget ægte


Glimt af Rikke Bakman er en grafisk roman, hvilket betyder at den formidler sit budskab på en lidt anderledes måde end den traditionelle roman, nemlig gennem tekst og billeder. Dette åbner op for helt nye associationsniveauer; man læser ikke bare en genkendelse i teksten i romanen, man ser og oplever den også i billederne, man bliver præsenteret for. Man har i Danmark, ikke mindst med Bakmans Glimt, fået øjnene op for genren, der tilmed har præsteret at få tildelt en plads i de højere litterære kredse. Dette indlæg handler om, hvad den grafiske roman har at byde ind med i den nye danske litteratur.


Rikke Bakman
Stræben efter noget ægte

Fra tegner til forfatter
Rikke Bakman er uddannet kunstner og har indtil for nylig mest bevæget sig inden for billedkunstens verden. Med sin seneste udgivelse Glimt er hun dog blevet kendt af et bredere publikum, og de merehøjlitterærekredse har fået øjnene op for hendes arbejde. Hun er indtil videre forfatter og medforfatter til tre bøger. De er alle udgivet forlaget Aben Maler, der eret uafhængigt forlag, som udgiver bøger med ord og billeder, som de selv skriver deres hjemmeside.
  Bakman debuterede i 2007 med den lille tegneserie Tag mig med. Det er en kort, selvbiografisk fortælling om et kærestepars op- og nedture, skildret i en meget enkel streg og i sorthvid. Derudover er den før blevet vist som totalinstallation. I 2010 udkom Tegn eller , til hvilken Bakman blandt andre var medforfatter. Her kæmper et bredt udvalg af danske tegneserieforfattere mod hinanden med deres personlige streg som eneste våben. De duellerer to og to indtil der kun står én vinder tilbage. Man kan i løbet af bogen følge ”turneringsplanen” og se hvem der er gået videre fra hver enkelt duel. Bogen er lavet som en form for oversigtsværk over de største danske tegnere inden for genren, som det så ud på det tidspunkt. Ideen med bogen er, at læseren bliver ledt gennem de forskellige tegneres tegnestile.
  I januar 2011 slog Bakman så for alvor igennem med udgivelsen af Glimt. Det er en selvbiografisk, tegnet roman om en enkelt sommerdag tilbragt ved Vesterhavet i 1980’erne. Vi får historien fra 6-årige Rikkes synspunkt og alting er således i børnehøjde. Bakmans enkle og tynde blyantstreger og lette strøg med farveblyanterne er med til at gøre fortællingen autentisk og tilpas barnlig. Romanen er til en vis grad skildret i fragmenter, så det afspejler den måde hvorpå, et barn ofte oplever hverdagen og erindrer oplevelser. Tegningerne har desuden været udstillet på KUNSTEN i Aalborg i efteråret 2011.

Glimt:
- Var allerede inden udgivelsen også solgt til udgivelse i Sverige.
- Udgivet i Danmark i januar 2011.
- Maj 2011: Bakman blev præmieret med 50.000 kr. af Statens Kunstråds Billedkunstudvalg.
- November 2011: Bogen var udsolgt. Andet oplag blev trykt omkring januar 2012 og blev tilbudt i Samlerens Bogklub fra februar.
- Januar 2012: Aben Maler indgik aftale med det franske forlag Cambourakis om udgivelse af Glimt, udgives i efteråret 2012.
- Februar 2012: Bakman vandt Pingprisen for Årets Danske Tegneserie.
- Marts 2012: Modtog Kulturministeriets Illustratorpris.
- April 2012: Nomineret til en Urhund (Sverige) for bedste oversatte tegneserie.



          




Danskerne genkender sig selv i Glimt
Rikke Bakmans Glimt udkom den 7. januar 2011. Genren er ikke udbredt i Danmark, og derfor kunne man godt have forventet en blandet modtagelse. Men Rikke Bakmans grafiske erindringsroman synes at have taget Danmark med storm.
  Anmelderne var overraskede over den finurlige måde, hvorpå hun skildrede et barns opfattelse af verden og hvordan hun formåede at gøre det på en overbevisende måde. Hendes lidt skæve tegninger gør bogen til en troværdig skildring af en 6-årig piges opfattelse af verden og menneskene omkring hende. Jyllands-Postens anmelder skriver: ”Den fine, underspillede streg, der næsten ligner barnetegninger, og det stille, men stormfulde hverdagslige drama, signalerer overskud hos en kunstner og forfatter, der i den grad er på hjemmebane i det tegnet-fortalte univers.” Også Informations anmelder hylder Bakmans primitive brug af blyantstreger: ”Det er en sansemættet tegneserie, som nok umiddelbart tager sig primitiv ud, men som takket været blyant og farvekridt fornem vis får formidlet det der helt særlige barndommens land, vi alle har glemt, men alligevel har en stærk fornemmelse af i små erindringsglimt.
  Det er dog også Bakmans brug af sproget, der skaber den helt rette atmosfære i bogen og gør skildringen troværdig: ”Rikke Bakman lykkes flot med sit projekt, fordi det er uhyre indfølt og bundtroværdigt.” (Weekendavisen).
  Det er ikke kun hos avisernes anmeldere, at der er stor cadeau til nordjyden. Også inden for selve ”tegneserie-samfundet” er Bakmans erindringsroman blevet taget godt imod – også selvom hendes værk ikke umiddelbart ligner noget der er set før. Nummer 9, et magasin for tegneserier, skriver kun gode ord om den grafiske debutroman på deres hjemmeside. ”En billedkunstnerisk tour de force, et infantilt-følsomt, præcist tidsdokument og en lårklaskende morsom fortælling er, hvad Rikke Bakmans nye tegneserie blænder op for. Den er af international klasse og selvskreven i en dansk kanon.” Også selveste kulturministeriet har hædret Bakman for hendes præstation, samt nye initiativ i dansk litteratur, sådan som en grafisk erindringsroman må siges at være det. Bakman modtog Kulturministeriets Illustrations pris i marts 2012, en pris, der normalt gives til illustrerede børne- og ungdomsbøger, men som de senere år også er blevet tildelt forfattere der henvender sig til et mere voksent publikum. Kulturministeriet begrunder deres valg med dette: “Rikke Bakmans Glimt er en bog med mange fortællinger på mange forskellige niveauer, som får lov til at brede sig ud, så man selv kan vælge, hvilken del man vil gå ind i.”
   I februar 2012 modtog Bakman endnu en pris for Glimt, nemlig PingPrisen for bedste danske tegneserie. Pingprisen uddeles af tegneseriemagasinet Nummer9.dk, Dansk Tegneserieråd, Komiks.dk og Storm P.-museet og juryen vælger deres vindere ud fra tekniske kriterier, samt værkets offentlige tilgængelighed. Rikke Bakmans Glimt blev i Danmark vel modtaget, og hun blev rigt rost for sin barnlige og finurlige brug af blyantstreger og sprog – både af anmeldere og komiteer.

Graphic novel – De voksnes tegneserie
Betegnelsen grafisk roman har sit udspring fra den klassiske tegneseriegenre. Da man i 1960’ernes ’USA begyndte at benytte genren til at skrive om mere alvorlige emner var udtryk som ’comic’ eller ’cartoon’ ikke længere tilstrækkelige. De lægger op til satire og underholdning, og det var ikke længere det genren stræbte efter.
   Man havde brug for en genrebetegnelse, som kunne give disse værker en plads i den mere højlitterære ende af litteraturspektret. Det skabte en ny bevægelse inden for tegneseriemediet, som flere og flere forfattere har taget til sig. Første gang udtrykket graphic novel for alvor fik indpas var ved udgivelsen af Will Eisnars A Contract with God and Other Tenement Stories (1973), hvor begrebet blev brugt på romanens titelblad. Det er et socialrealistisk værk i tekst og billeder om forfatterens barndom i New York, og er dermed selvbiografisk – noget der er typisk for genren.
Første gang betegnelsen brød igennem på dansk, var med Kjeld Koplevs oversættelse af Art Spiegelmans MAUS i 1987. Siden har mange fulgt efter, blandt andet Rikke Bakman.
   I Danmark er det mest de små forlag, så som Aben Maler, Faraos Cigarer m.fl., der indtil videre har ’turdet’ give sig i kast med udgivelser i tegneseriegenren, og dermed også den grafiske roman. Dette skyldes blandt andet at genren ikke er så udbredt endnu. De større forlag er dog efterhånden ved at komme efter det, da det er blevet en genre, man må indse stormer fremad. Noget af det der viser, at den grafiske roman får mere og mere plads på den danske litteraturscene, er blandt andet tiltag som prisuddelingen Ping og tegneseriefestivalen komiks.dk. I de sammenhænge er tegnerne tydeligvis blevet en fast og accepteret del af litteratursamfundet.
   Det kan godt være en smule svært at skelne mellem en grafisk roman og en ”almindelig” tegneserie, da begge genrer benytter sig af tegningen som medie. Som udgangspunkt adskiller en graphic novel sig ved, at den udfordrer og bryder grænserne inden for både romanen og tegneserien som genrer. Genren har desuden en tendens til at omhandle mere seriøse problemstillinger, med en mere avanceret og nuanceret fortællestruktur end den traditionelle tegneserie. På den måde kan den grafiske roman siges at være en mere litterær tegneserie end vanligt.

At fortælle gennem tegninger
Interview med Rikke Bakman



Der stårtegnet roman titelbladet af romanen. Hvordan vil du selv karakterisere denne genre og hvad indeholder begrebet efter din mening? Kan det siges at være den danske udgave af den engelskegraphic noveleller ligger der mere i det?

Jeg har kaldt Glimt en tegnet roman, fordi jeg synes, det er det, der bedst passer til indholdet. En fortælling tegnet i blyant og farveblyanter. Grafisk roman kunne jeg også have valgt at kalde den, men ordet grafisk associerer jeg med meget sorte tegninger i tusch, og det er mine ikke, de er meget lette i det. Da omslaget på Glimt er et fotografi, synes jeg tegnet roman er det, der bedst beskriver hvad der er inde i bogen.

Det er noget forholdsvist nyt at bringe tegneserien som fremstillingsform ind i de lidt merehøjlitterærekredse. Er der en forskel at kalde noget for en tegneserie og en tegnet roman, og i tilfælde, hvad er da efter din mening forskellen?

Jeg synes man åbner op for mediet og lukker nogle andre læsere ind, ved at kalde det en grafisk roman/tegnet roman frem for en tegneserie. For eksempel kan man ske at blive kontaktet af tre piger fra litteraturhistorie på Aarhus Universitet. Det er jo tegneserien og dens virkemidler jeg i bund og grund arbejder videre med; det at tegne og fortælle en historie i et forløb med sekvenser.
Jeg synes ikke man kan dele fortælling og tegning op. I mit tilfælde er de to ting så tæt forbundet med hinanden. Det, jeg også finder spændende ved den grafiske roman, er selve formatet, som kan være så forskelligt i forhold til en traditionel tegneserie, som enten er en stribe, et hæfte eller et album i et bestemt format. Min bog er kvadratisk og tyk med et billede på hver side, trykt på tykt, mat papir. Den grafiske formgivning betyder meget for en grafisk roman, fordi det er så visuelt et medie. Jeg elsker bøger og synes godt, de må være smukke at se på og røre ved.
De værker, som har givet mig de største oplevelser indenfor tegneserien, er de værker, som går under betegnelsen grafiske romaner. Jeg synes, de vil noget mere fortællemæssigt end blot at underholde. Man fornemmer tegneren og forfatteren har en vigtig fortælling; nærmest en indre nødvendighed.

Hvis man ser værket ud fra en litterær sammenhæng, kan man roligt sige, at dit værk er ret alternativt set i forhold til den traditionelle roman. Hvordan føler du dig modtaget uden fortegneserie-verdenen? Hvilke reaktioner har du fx fået bogen i de lidt mere litterære kredse, hvor man måske ikke er vant til at læse tegnede bøger/tegneserier?

Jeg synes, jeg har fået meget opmærksomhed fra den litterære verden i form af invitationer til litteraturfestivaler osv. Det er da klart, der stadig er mange barrierer der skal brydes, inden mediet for alvor bliver anerkendt. Blandt andet at der bliver undervist i mediet i skolen. Måske det er svært for nogle sprogmennesker, at tage mediet til sig. Selv er jeg lidt ked af, at de grafiske romaner står adskilt fra den øvrige skønlitteratur på bibliotekerne og hos boghandlerne. Jeg fik selv interessen for tegneserien i en sen alder, i midten af 20’erne. Jeg måtte hen til skranken på biblioteket for at spørge, hvor de var og blev så henvist til et hjørne langt væk fra de øvrige skønlitterære bøger og kunstbøgerne, som var dem jeg normalt lånte. Den opdeling tror jeg udelukker en del potentielle læsere.
Jeg kan huske, jeg var så bange for, min bog kun skulle blive anmeldt og læst af andre tegneserielæsere og ikke nå bredere ud. Det har heldigvis vist sig ikke at være tilfældet, og jeg håber, jeg har fået fat i nogle læsere, som ikke før ville have læst tegneserier som voksne, ligesom det var tilfældet, dengang jeg selv faldt over mediet.

Det er for tiden meget normalt, at mange kunstnere bevæger sig rundt mellem de forskellige dele af kunsten, eksperimenterer med forskellige former for udtryk og den måde kan siges at være multikunstnere. Du skriver selv inde din blog, at duarbejder i feltet mellem kunst, tegneserier og illustration. Hvordan ser du, i forhold til dette, din egen rolle som forfatter?

Jeg ser ikke mig selv som multikunstner. Jeg er historiefortæller med tegningen, som det bærende element for mine tegnede fortællinger. Indenfor billedkunsten, og den måde hvorpå jeg er blevet undervist på kunstakademiet, er det meget sådan noget med, at ideen afspejler formen. Sådan arbejder jeg ikke selv; det er fortællingen, der er det bærende for mig. Jeg føler mig på mange måder mere forbundet med litteraturen end med billedkunsten og tegneserier. Jeg forstår og relaterer også til litteraturen. Mit greb er, at jeg tegner mine historier frem for at skrive dem.

Der er ingen tvivl om, at Glimt er et biografisk værk, og dermed en form for selvfremstilling, men hvor meget erægteeller virkelighedstro? Kan du huske det hele i detaljer eller kan man sige, at noget af det til dels er opdigtet?

Nej, selvom jeg husker ret meget fra alle de sommerferier ved Vesterhavet, så har jeg ikke en eller anden superhukommelse. Jeg tror, det har noget at gøre med, at man laver nogenlunde de samme ting år efter år i sådan et sommerhus, og det er altså fragmenter fra alle de sommerferier. Egentlig ved jeg heller ikke, om det er så spændende, om det er virkeligt, det der er sket. Jeg ser mig ikke som dokumentarist, men som fortæller stræber jeg da efter noget ægte og autentisk. Det er en måde hvorpå, jeg kan mærke om det holder.
Jeg kan godt lide den selvbiografiske genre, både inden for tegneserie, film og litteratur, men det er ikke fordi det lige netop er selvbiografisk. Jeg bruger det selvbiografiske til at åbne op for stemninger, sprog, steder og karakterer.

Der er i dag en tendens til selvfremstilling blandt andet via blogs. Vi vil gerne tillade os at spørge om, hvordan du bruger din egen blog, og om den ville kunne siges at være en form for selvfremstilling eller generelt et kunstnerisk udtryk?
Kunne man se Glimt som en del af den selvfremstillingsbølge, der i disse år præger nyere litteratur, og dermed også som en form for fremstilling af dig selv som kunstner og person?

Ikke at jeg er stolt af det, men jeg har ikke fået opdateret min blog i over halvandet år. Græmmer mig lidt over den, da jeg synes, den godt kunne være lidt mere tjekket. Det er da rigtigt, at nettet flyder over med blogs osv., som bruger det selvbiografiske greb til at fortælle selvoplevede hverdagshistorier. Det selvudleverende, selvbiografiske stof bliver også flittigt brugt, især i tegneseriemediet. Der er få, der formår at få det op på et kunstnerisk niveau, men sådan er det vel med alle genrer. Det er ikke fordi, jeg tager afstand fra det med selviscenesættelsen – jeg er jo en del af min samtid – men jeg synes man skal have et overordnet, kunstnerisk projekt for at kunne bruge det, eller for at det bliver interessant. Det synes jeg ikke selv er så svært at gennemskue.

Vi tænker at du netop bruger tegningen og billedet som medie, fordi man erindrer i billeder. Hvordan spiller mediet ind i forhold til den historie du gerne vil fortælle?

Jeg synes, det er svært at forklare, hvorfor jeg lige bruger tegneserien som kunstnerisk medie, uden det bliver et meget langt, teknisk, indøvet svar. Jeg er et visuelt menneske, og det at tegne og fortælle er det jeg gør; at tegne stemninger frem ud fra mine erindringer. Jeg ved ikke så meget om det med at erindre, udover at det for mig var at arbejde med Glimt, som en lille film, der kørte inde i mit hoved, med scener fra min barndom. Jeg har ikke været interesseret i at tegne det realistisk. Min tegnestil gør, at jeg kan komme ind til benet, med det jeg gerne vil formidle; nemlig hvordan barnet sanser og oplever verden i et sommerhus ved Vesterhavet.

Hvad er det den tegnede roman kan, som den traditionelle, skrevne roman ikke kan? Kan man argumentere for at billeder nogen gange bedre kan give udtryk for sanser og følelser end ord kan?

Jeg synes selv, at mit forhold til billeder er, at man sjældent bliver færdig med dem. Mine yndlingsværker inden for tegneserien læser jeg igen og igen. Sådan forholder det sig ikke med mine yndlingsromaner. Jeg tror, et billede kan tage fat i læseren på en anden måde end sprog kan. Jeg benytter mig ikke kun af et billede for at fortælle en historie, men derimod en helt masse. På den måde handler det også om mellemrummet mellem disse billeder; hvordan man kommer videre fra det ene billede til det andet. Her kan man, som læser, også skabe en masse billeder og sammenhænge.

Det, at din roman primært kommunikerer sit budskab ud til læserne via billeder frem for ord, kan give ret mange fortolkningsmuligheder, da det kan være meget individuelt, hvad forskellige personer får ud af det samme billede. den anden side kan det dog også ses som en indskrænkning af fortolkningsmulighederne, at der ikkesom i en skreven romaner plads til at læseren danner sine egne billeder. Hvordan ser du muligheden for fortolkninger i denne form for fremstilling?

Jeg synes ikke, at en tegneserie lukker sig eller åbner sig mere om sig selv, end en skreven roman gør. Jeg synes, jeg skaber masser af rum for mine læsere til selv at danne sig billeder. Det er det, jeg hører fra mine læsere; at de læser deres egen barndom ind i min fremstilling af min barndom. Tegneserien er ikke et passivt medie. Jeg synes, man som læser skal fortolke meget, for at komme frem i historien, netop pga. mellemrummet mellem billederne. Som tegneserietegner, kan man jo lige præcis arbejde med alle de virkemidler, som en romanforfatter gør.

Sproget er meget talesprogsagtigt, og det er både pudsigt og charmerende når det nu engang er en lille piges erindringer du har skildret. Er der en speciel grund til, at du har valgt netop denne tone i bogen – kan man fx se det som et slags virkemiddel i fortællingen?
Vi snakkede i gruppen om, at både børn og voksne sikkert ville kunne læse romanenmen at de ville noget meget forskelligt ud af læsningen. Har du i den forbindelse gjort dig nogen tanker om, hvem bogens målgruppe er eller kunne være?

Ja, dialogen er noget af det, jeg virkelig har forsøgt at finpudse. Det handler om, at jeg som fortæller stræber efter noget ægte. Det var vigtigt for mig, at mine figurer snakker, som man gør i virkeligheden, set fra barnets synspunkt; min far bander, min mor er nervøs og der er en lidt rå tone mellem mig og min søster.
Jeg har ikke hørt om så mange børn, der har læst den, og hvad de har fået ud af den. Jeg er da stolt og glad, hvis jeg har formået at lave en bog, som både henvender sig til voksne og børn, men det har ikke været et mål, da jeg tegnede på Glimt.

Hvilke planer har du for fremtiden? Overvejer du at udgive endnu en tegnet roman eller har du tænkt dig helt at skifte genre og måske lave noget helt andet næste gang?

Det at tegne og fortælle historier er jeg slet ikke færdig med. Jeg ser mig selv som tegneserietegner, og det er også et miljø, jeg er i hver dag. Jeg sidder på tegnestue, tager rundt til mange tegneseriefestivaler uden for Danmark og orienterer mig meget omkring mediet. Jeg har dog ikke lagt mig fast på en historie eller stil endnu. Det, at arbejde med Glimt og barnets perspektiv, er også noget, der har fået mig til at overveje at skrive og tegne for børn.
Jeg tror altid, det er det jeg vil lave; noget der har rod i fortællingen.



Rikke Bakman
- Født i 1980 og opvokset i Nordjylland.
- Gik på gymnasium i Støvring syd for Aalborg.
- Dimitterede fra Det Fynske Kunstakademi og Serieskolan i Malmö i 2009.
- Debuterede med Tag mig med i 2007.
- http://rikkebakman.blogspot.com
- www.abenmaler.dk

Ingen kommentarer:

Send en kommentar